Falsk spor

[Amelia Luna Celinette]

Det var en dejlig varm formiddag, stationen virkede som et rart sted at være, der gik folk rundt med smil på læben, og kvidrede ivrigt med hinanden. De fleste var da nyankomne der enten skulle ind, eller blot havde besøgt noget familie i få dage inden de skulle af sted igen. Der var så mange her der ikke vidste hvad der foregik, så mange der var blinde for deres omverden. Med et lille suk rystede Amelia på hovedet, og lod sig glide ned på en bænk mens hendes øjne søgte opmærksomt henover perronen. Hun havde fået et tip om at nogen fra mafiaen skulle holde øje med nogen her, men indtil videre havde hun ikke bemærket noget. Hun var overbevist om at den person tippet kom fra, ikke løj. Det måtte selvfølgelig bare betyde at mafiaen var blevet klogere, de satte falske spor ud. Sikke en skam, det var lettere når de bare handlede overilet og selvsikkert.
Langsomt strøg hun fingrene igennem det krøllede hår, og lænede så hovedet tilbage. Det kunne godt virke som om hun havde spildt hele sin formiddag herude, det virkede slet ikke som om der foregik noget specielt. Og derhjemme havde hun ellers rapporter der ventede, hendes egne spioner gjorde selvfølgelig deres bedste iagttagelser, og nu hvor Amelia havde brugt så meget tid på at oplære de få hun kunne stole på, så var det næsten synd for dem at hun sad her i stedet for at gennemgå de rapporter der var kommet ind fra dem. Utroligt, men hun måtte nok hellere blive lidt endnu, blot for at sikre sig at der virkelig intet var. Desuden kunne de umuligt have opdaget at hun ikke bare var her for at nyde dagen, og være venlig. Hun havde hjulpet op til flere mennesker ombord på toget, havde snakket muntert med de fleste, og bare virket som om hun oprigtigt interesserede sig for de forskellige, fremmede, folks liv. Utroligt.

[Nathaniel]

Nathaniel var for en gangs skyld ikke på arbejde. Han havde fået en fridag, og det havde han selvfølgelig tænkt sig at udnytte. Desværre rakte hans penge bare ikke langt nok til en togtur, og det var da heller ikke derfor, at han befandt sig på stationen. Nej, den mørkhårede unge herre sad på en lav mur nær stationens midte og betragtede de mange mennesker, der myldrede ind og ud mellem hinanden, idet de fleste desperat forsøgte at nå deres tog, inden der afgik fra den fjerneste perron. I hænderne havde han en papirblok og en blyant, som strøg hen over papirets overfladiske i bløde, luftige bevægelser. Det var sjældent, at han fik muligheden for at studere så mange forskellige slags mennesker på et og samme tidspunkt. En rødhåret kvinde var netop passeret forbi ham, da en mand klædt i jakkesæt og høj hat fløj forbi, trukket af sted af sin hund, der let kunne forveksles med en mindre hest.

Men selvom Nathaniel ikke arbejede, betød det ikke, at han ikke var på vagt. Når man var spion for modstandsgruppen, blev man vant til automatisk at holde øje med sine omgivelser. Det var en vane, han ikke kunne komme af med, men når han tænkte over det, havde han vist altid haft for vane at være ekstra opmærksom på sine omgivelser. Det var bare ikke noget, der var kommet ham til gode, før han hørte om modstandsgruppen.

( Jeg undskylder for det sene svar – mit net røg D: )

[Amelia Luna Celinette]

Mens hun sad og betragtede sine omgivelser, fik Amelia øje på en velkendt skikkelse. Han sad og tegnede, hvilket fik hende til at smile skævt. Nathaniel var her næppe af samme grund som hende, så det ud til. Han var her vist bare for at slappe af, og tegne. Afslappet rejste hun sig op, og strakte sig. Hun gabte kort, og slentrede så langsomt hen, og satte sig på en bænk ved siden af ham. ”Goddag,” sagde hun muntert, og lagde benene over kryds, mens hun kiggede rundt. Folkene der gik rundt så lidt stressede ud, nogle af dem. Dem der havde problemer med at nå toget. Dem der ikke så stressede ud var højst sandsynligt lige ankommet, eller havde god tid til de skulle med.
Ak, hvis hun blot havde haft ligeså meget tid som dem, men hun var jo næsten på arbejde døgnet rundt. Enten havde hun travlt med at stå i boghandelen og ekspedere kunder, ellers havde hun travlt med at hjælpe modstandsgruppen. Det tog ganske vist meget af hendes tid, men hun gjorde det gerne. Faktisk ville hun næppe kunne udholde sig selv hvis ikke hun gjorde det, hun ville ikke kunne leve med blot at kigge på de uretfærdigheder der forekom her i verdenen. Og så var alle andre så blinde overfor det! Det var utroligt, utroligt at unge mennesker som hende selv måtte tage sagen i egne hænder, for at der kunne blive lavet om på tingene. På de ting der aldrig skulle være nået så vidt. Seriøst.

[Nathaniel]

En stemme skilte sig ud fra den summende lyd af folks samtaler. Det var en kvindestemme, én, han havde hørt før, men ikke lige kunne sætte ansigt på. Det vil så sige, det kunne han ikke før han kiggede op fra det, han var optaget af, og blev mødt af et kønt ansigt omkranset af lyse krøller. Amelia. Amelia Celinette, var det vist, så vidt han erindrede.

Han gengældte hendes hilsen med et afmålt nik, før han et spørgsmål røg ud af munden på ham, inden han havde overvejet det helt: ”Hvad bringer dig hertil…?”
Så vidt han kunne bedømme, havde hun ikke andet med sig end sig selv, og hun lignede da heller ikke en, der skulle ud at rejse eller en, der netop var vendt hjem fra et familiebesøg at dømme på den måde, hun slentrede omkring på, og hun lignede i hvert fald ikke en, der havde travlt.

Han klappede sin blok i og gemte sin blyant af vejen i sin jakkelomme. Han selv havde heller ikke nogen speciel grund til at være på stationen, så han burde vist ikke lige være den første til at stille det spørgsmål.
”Udsigten? Eller du skal måske mødes med nogen?” Et flygtigt smil gled over hans læber, da han udtalte den sidste sætning. Han kunne lige forestille sig at stationen var det sted, hvor unge piger mødtes med deres hemmelige beundrere. Her var der i hvert fald ingen, der kunne bebrejde dem noget, for alle havde så travlt med at nå deres tog, at de knap nok ænsede hinanden.

[Amelia Luna Celinette]

Det var vist hverken udsigt eller et møde der havde fået Amelia herud. Næh, hun havde skam rigelig med steder at være, desuden kunne hun ikke lige forestille sig hvem hun skulle mødes med. Der var endnu ikke nogen der havde fanget hendes interesse, og med mindre det var i modstandsgruppens tjeneste, var hun heller ikke typen der bare rendte på stævnemøder og flirtede, bare for at gøre det. ”En god fortælling,” svarede hun med et lille smil, og sendte Nathaniel et lille smil, ”fortællingen om drengen der skreg ulv.” Det var vel en ikke så åbenlys måde at fortælle hvad der foregik. Der var nogen der havde mente at der ville foregå noget, men der var intet sket. Ak ja, de mafiaer. Hvis de nu bare ville tage og gå den modsatte vej af evolutionen, så ville det ærlig talt hjælpe en god del. Hvis de nu bare voksede tilbagead, i stedet for at bevæge sig fremad, det hjalp ikke just.
”Og hvad laver du herude?” spurgte hun så nysgerrigt, og lod blikket glide rundt på deres omgivelser. Hun så intet unaturligt, ingen der standsede op for at lytte, der var gang i det hele, og det hele summede. Hun havde altså virkelig spildt sin formiddag. Når der var ting der kunne være nået, så var det altid lidt skuffende når modstanderen blev klogere. Men man burde vel kunne udnytte det på én eller anden måde. Når de lagde falske spor ud, hvorfor kunne de så ikke? Bare nogle få brudstykker af en historie hist og her, så det virkede ægte. Et par forskellige udgaver af den samme historie ville gøre den mere realistisk. Det burde ikke være så besværligt, men man skulle selvfølgelig først have noget at lække oplysninger om. Måske et modangreb. Mafiaens spioner ville sikkert interessere sig vældigt for sådan noget.