Chess, a gentleman's sport

[Jamie]

Jamian var rimelig ubehageligt til mode. Skak. Han var kommet her, for at spille skak. Og nu stod han så bag hegnet, hvor 4 vagter havde velkommet ham lige så udtryksløst som var de statuer. Og nu stod han så her, i hallen, der var omtrent lige så stor som hele hans butik. Et kæmpemæssigt, overdådigt mansion, hvor De Lazzaro's boede. Her ville det være dødsens at komme, hvis man ikke havde et fornuftigt ærinde eller var blevet inviteret ind. Og selv med fornuftige ærinder var det ikke altid at man kom ud i live.

Jamian var blevet eskorteret af en tjener, der nu tog sig af hans ludede og smågamle jakke, så Jamie nu stod i grå skjorte og sorte bukser, samt støvede, halvspidse lædersko. Han følte sig ekstremt malplaceret, og kunne ærlig talt ikke vente med at komme af sted igen. Men først og fremmest gjaldt det nu at få spillet lidt skak med Mafiaen. Muligvis tabe med vilje. Og få snakket lidt om kælderen og hvad der skulle blive af den. Uanset hvad ville det ende i business, og Jamian burde nok også fortælle lidt om hans særprægede møde med mafiabossens kone. Italienskundervisning.. Det skulle nok blive rigtig mislykket. Jamian sukkede kort og tog bedrøvet en pakke lucky strike op af sin lomme. Det var sku lige før han kunne forudse sin egen død.

[lazzaro]

Leonardo bevægede sig roligt ned mod hallen, spændt på at spille skak med Jamian. Han fortrak altid at spille skak imens han snakkede forretning. Men det var ofte at hans modstander var så nervøs at spillet ikke blev udfordrende, så han glædet sig til at se om Jamian i det mindste havde kugler.

Han havde i dagens anledning taget en hvid skjorte på med et Sort slips, udover det havde han en Sort vest, Skjortens ærmer var rullet op til hans albuer da han ikke orkede at tage en jakke ud over når han var hjemme. Han havde sorte bukser på som matchede og nogle flotte hvide sko med sort snude og hæl. Han lignede i det hele taget meget en med høj status og mange penge, selv om han havde taget noget afslappet tøj på.
Hans hår var nydeligt sat op og på vejen ind til hallen tændte han lige en smøg.

"Ne! Jamian... Good to see you again my friend..." sagde han en anelse højt så det rungede en smule i den store hall. Han gik med det samme hen og rakte hånden ud til Jamian for at hilse på manden. Det var trods alt et stykke tid siden han havde set ham..

[Jamie]

Jamian røg lidt i fred, inden han pludseligt kunne høre selveste mafiakongens stemme. Han vendte sig småhurtigt, og betragtede kort manden foran hams klæder, der virkede alt for fine i forhold til Jamies sløsede look. Jamian mærkede kort et lille strejf af nytteløshed, men rystede dog hurtigt følelsen af sig. Der var ingen grund til at tænke på klæder. Det var aldeles noget Jamian ikke gad gå op i overhovedet. Så han smilede skævt, lidt tvungent, men med karakter, så tvangen ikke kunne ses overhovedet. Jamian var en god skuespiller. Og hvis han skulle spille en god ven og godt selvskab for at få lov til at beholde sin butik og sit liv, så gjorde han så sandelig det.

"Leonardo" smilede Jamie på en slags hilsende måde, og nikkede, mens han tog fat i Leo's hånd og trykkede den fast, men ikke hårdt. Der var mange der kunne dømme de fleste personligheder ud fra et enkelt håndtryk. Og det skulle aldeles ikke undre Jamie, at Leonardo De Lazzaro var en af disse. Derfor var håndtrykket nogenlunde som Jamians facadefigur var. Venlig, ikke så fremtrædende men stadig karismatisk.

[lazzaro]

Leonardo kiggede kort ned på deres sammenførte hænder, hans eget håndtryk var fast, men ikke knusene, han havde helt roligt hænder og tørre håndflader, var åbenlyst ikke nervøs, bange eller noget andet. Det var kun et lille sekundt før blikket blev rettet op på Jamian igen, og han smilede venligt tilbage til manden. Han elskede et godt håndtryk, det sagde meget om en person, men derfor følte Leo ikke at han blev nød til at tolke det for meget ved Jamian. Jamian var ikke en som Leo følte sig skygget af, jo der lå nok noget under hans ydre, men Jamian var ikke en af høj status, eller en af hans klienter eller kunder. Han var bare Jamian, bog fyren med noget Leo kunne bruge.

Han slap roligt hånden, og gik lidt til side og slog roligt ud med hånden imens han kiggede på Jamian. "come come... Let's not stand around here.." sagde han og gik roligt ved siden af Jamian ned mod hans biblotek hvor han havde stillet skakbordet op. Roligt tog han en lille æske fra hans lomme i bukserne, og åbnede den. "Cigaret?" sagde han roligt og rakte hen mod Jamian. Leo havde altid lært at være høflig mod sine gæster, og det var han da også altid.... .... Eller... Det kom an på hvilke slags gæster der var tale om.

Han gik roligt ned af gangen uden at skynde sig og røg selv på sin egen smøg.

[Jamie]

Jamian kiggede ned på sin efterhånden færdige smøg, som mafiaen aldeles ikke havde set, hvorefter han slukkede den i sin håndflade bag ryggen uden en mine, lagde skoddet i sin jakkelomme og tog imod den nye cigaret, Leonardo tilbød ham. Jamie hævede derefter kort et øjebryn da mærket på cigaretten var udenlandsk, med sirlige bogstaver der navngav smøgen "J'aime le fume" ... Fransk altså. Han så derefter overvejende på mafiaen og rystede opgivende, men diskret på hovedet. Selvfølgelig var mafiaen af den slags der fik importeret det bedste til sit mansion. Intet andet var godt nok, gættede han på. Derefter fulgte han Leonardo, med en evig følelse af blikke i hans nakke og en svær paranoia. Han sukkede dybt og lod sine tanker tage afstand fra hans karakter han nu spillede. Og derved gik han om på siden af Leonardo med et kækt smil. "Chess huh? I guess I'm going to be black then. I prefer black. It's a... sneaky color, you know?" Op ad trapperne, hen ad en korridor hvis størrelse atter imponerede Jamie. Godt nok var natklubbens areal også exeptionelt, men det foregik under jorden gemt for det naive øje. Han smilede kort ved tanken. Natklubben Cate. Navngivet efter verdens smukkeste kvinde. Natklubben som hele besøget og denne tillidsvækkende oplevelse gik ud på. Jamie vidste udemærket hvordan spillet hang sammen. Derfor ville han selv spille for sin egen vindings skyld.