En ny opdagelse.

[Meredith Corvett]

Vejret var kedeligt og gråt da Meredith forlod sit hus, og satte kurs mod markedet. Meredith gik med lange skridt, og holdte hele tiden et vågent øje med de mørke skyer længere henne, som truede med snart at ligge sig over byen. Men en smule regn skulle ikke stoppe hende. Meredith trak hætten som sad på jakken godt ned over hovedet, og priste sig over at hun for en gangs skyld havde husket den. Hun nåede ned til markedet, og så til hendes store overraskelse at markedet var proppet med mennesker i alle aldre. Hun stoppede op og så rundt på de andre med et suk. Et fyldt markedet ville betyde at det ville tage længere tid for hende at nå rundt og få fat i de ting hun skulle have. Meredith slog hætten ned og begav rundt på markeds pladsen i jagt efter de ting hun skulle have. Det var egentlig meningen at hun skulle købe noget mad med hjem til huset, men en helt bestemt bod fangede hendes opmærksomhed. Det var en lille bod længere henne som ville forsvinde i mængden hvis ikke det var for alle de farverige malerier der var stillet op hist og her, rundt om butikken. Selvom malerierne var fantastiske og fangende, så var det ikke det der havde vækket hendes interesse. Placeret på et bord - blandt en masse halskæder og ringe - lå et sølvarmbånd. Meredith gik tættere på, og tog det op. Hun vendte det om, og betragtede de mønstre der var tegnet på indersiden. Meredith strakte sin arm, og så skiftevis på det armbånd hun havde i hånden og det hun havde om håndleddet. Det var utroligt, de var ens. Meredith havde i sin tid arvet sit armbånd af sin mor, og hun havde fået fortalt at armbåndet var et arvestykke som i flere generationer var blevet givet videre til den førstefødte pige. Hun havde altid troet at der kun fandtes et armbånd - at det hun havde arvet var unikt - men det viste sig at være forkert. "Hvor har i dette armbånd fra?" spurgte Meredith, og henvendte sig til ham der ejede boden. Ejeren som var i gang med at ekspedere en kunde vendte sig om, og betragtede nysgerrigt Meredith. Han så på hende i et stykke tid, så armbåndet før han svarede. "En mand - ikke her fra byen - kom forbi og var meget interesseret i et af mine malerier. Jeg gav ham det, og han gav mig dette armbånd" Meredith betragtede ham kort. "Sagde han noget om hvor han havde armbåndet fra?" spurgte hun lidt efter. Manden rystede på hovedet. "Nej, kun at det var et smykke der betød meget for ham." Meredith nikkede blot, og vendte sig om.

[Zacharias]

Zacharais var taget ned i gården for at lege med de andre drenge, men da de havde leget lidt, og den ene af dem fandt en måde at komme ud af gården på, smuttede alle 4 drenge ud gennem det lille hul i muren, og den ene sagde ” hvor skal vi tag hen de andre vidste det ikke men Zacharias fik en ide og sagde ” kom lad og gå til markedet? dette var alle 4 drenge enig om at de skulle, det lå alligevel ikke så langt fra hvor de boede. Mens de 4 drenge gik på gaden for at komme ned til markedet var der en del der kiggede underligt på dem og så efter om der var nogen voksne med, men der var ikke rigtigt nogen der gjorde noget. Da de kom ned til selve markedet var der rigtig mange mennesker og drengene blev hurtigt væk fra hinanden, Zacharias syntes det var spændende at gå og kigge på de ting der var, og glemte helt at han var sammen med de andre, men da han vente sig rundt for se efter dem var de væk, Zacharias blev bange som et hvert lille barn, og han gik blandt de andre mennesker, og han kom tæt på en bod med en masse flotte mallerier, og der stod nogen mennesker, men så kom der en voksen mand hen og smilede lumsk til Zacharias og sagde ” er du faret vild lille ven Zacharias begyndte at græde og da manden tørrede hans øjne og sagde ” du kan komme med mig hjem til vi finder din mor dog nægtede zacharias for hans mor havde altid sagt at han ikke måtte gå med fremmede mænd. Zacharias begyndte at skrige ”hjææælp dette fik manden til at løfte Zacharias op og holde ham for munden, han græd og græd og spjættede voldsomt med benene. Dog lykkes det at bide manden i hånden og han måtte give slip på Zacharias, dette betyd at Zacharias faldt til jorden..

[Meredith Corvett]

Meredith satte sig på en bænk, og overvejede hvor vidt hun skulle købe armbåndet eller ej. Hun vidste at armbåndet ville komme til at koste hende dyrt - det kunne hun se bare ved at kigge på manden - og var det virkelig det værd? På den anden side kunne hun heller ikke klare tanken om at en anden snart ville gå rundt med et armbånd magen til hendes. Et armbånd som hun altid havde været så stolt over at eje. Nej, det måtte ikke ske. Meredith stillede sig i køen, og var næsten henne ved sælgeren fra før da hun hørte råben og skrigen bag hende. Hun vendte sig om, og fik hurtigt øje på en mand, som stod med et skrigende barn i hænderne. Meredith var tæt på at bede manden om at få styr på sin unge, da drengen pludselig bed ham og drengen faldt til jorden. Som en refleks greb Meredith ud efter drengen, men hun var ikke hurtig nok. Hun bøjede sig ned, og hjalp drengen op at stå. "Hvordan er det du behandler din egen unge?" sagde hun, og sendte manden et hårdt blik. "Ham der, det er sku ikke min søn" svarede manden. "Så hold dig væk!" sagde hun, lidt overrasket over at hun reagerede på den måde. Hun tog drengen i hånden, og søgte hen mod en bænk. Efter at have sikret sig at der intet var sket ham, rejste hun sig op, og børstede noget jord af hendes bukser. "Er du okay?" spurgte hun, stadig overrasket over hendes måde at reagere på. Normalt ville det ikke røre hende hvad der skete med andre, men det her var noget andet. Han var jo kun et lille barn.

[Zacharias]

Naum fik øje på damen der var på vej hen for at gribe ham, men det var forsent, han faldt til jorden og slog sig på sin knæ og hænder, han sad nu bare på jorden og græd indtil damen tog ham i hånden og fik ham op og stå, han kiggede bange på hende og sagde grædende ” han ville tage mig med hjem han havde begge sine beskidte hænder op til øjne for at klø i dem mens han græd, da hun spurgte han var okay rystede ham på hoved og så på hende, hvor efter han vidste hende sine hænder hvor der var kommet hudafskrabning på dem begge og han sagde stille 2 min knæ gør od ondt, mande der havde haft fat i Zacharias kom hen til dem og sagde ” giv mig drengen så jeg kan følge ham hjem sagde han koldt og hårdt til Meredith, men Zacharias holdte fast i hendes arm, det var tydeligt at se på ham at han var bange for manden og ikke ville med ham.

[Meredith Corvett]

Meredith var ikke god til børn - langt fra - og normalt lagde hun slet ikke mærke til dem. Men denne lille dreng havde brug for hendes hjælp, og det at han mindede en smule om hendes storebror dengang han var lille, gjorde bare at hun ikke kunne forlade ham. I hvert fald ikke før hun havde hjulpet ham tilbage til hans forældre. Byen var et farligt sted at bevæge sig rundt i alene, især når man ikke var ældre end ham. Hun prøvede at koncentrere sig om at høre hvad han sagde, men gråden gjorde det svært for hende at forstå hvad han prøvede at fortælle hende."Hvor er dine forældre henne?" spurgte hun lidt efter, og prøvede forgæves at få ham til at tie stille. Hun var som sagt ikke særlig god til børn, og hun skulle til at sætte sig ved siden af ham da manden kom hen til dem igen. Meredith mærkede at grebet om hendes arm blev hårdere, og kiggede kort på drengen før hun svarede manden."Det behøver du ikke at bekymre dig om. Jeg følger ham hjem nu. Farvel sagde hun hårdt og koldt, og rejste sig op for at gå. Hun gav drengen et lille klem der fortalte at han bare skulle følge med, og begyndte så at gå væk, hvor hun var på vej hen vidste hun ikke. Da de var et godt stykke væk, og da hun havde sikret sig at manden havde givet op, vendte hun sig om mod drengen. "Hvor bor du?" spurgte hun, en smule hårdere end hun egentlig mente det. Hun sendte ham kort efter et blidt smil for at rette op på den hårde tone.