The next morning.

[Martino De Lazzaro]

THE NEXT MORNING.

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Efter dette, var der ingen tvivl om at Tino blev nødt til at tage ud og banke livet af en tilfældig person. Han lagde hovedet på skrå, og kunne egentlig ikke lade værre med at finde hende yndig som hun lå der, og gloede på ham. Når kvinder ikke havde den slimede attitude, hvor de troede de kunne score ham, og få ham med i kanen, var det måske egentlig meget fredelige, selvom han ikke var meget for at indrømme det, men kunne man bebrejde ham? Det eneste kvindelige selvskab han havde haft, var kvinder som bare var ude efter beskyttelse, brømmelse og høj status indenfor mafiaen. Dem, også hans mor.

Tino strøg hånden igennem håret, som efterhånden var ved at blive tørt igen. Han gik over til samme bord, som han havde stillede askebæret på. På bordet, stod nemlig også en telefon som han tog op, og satte for øret. Han drejede et enkelt nummer på telefonen, for at få fat i lobbyen. Han bestilte en omgang morgenmad, dyr og fornem morgenmad! Der skulle absolut ikke mangle noget, selvom han egentlig ikke selv var specielt sulten. Hans hoved gjorde ondt, og i modsætning til Lizzie, havde han i den grad tømmermænd. Det var dog også en ting han var ret vandt til.

Da morgenmaden var bestilt, satte Tino sig ned i sengen ved siden af hende, han så ned på hende med et roligt blik. Han havde absolut ingen lyst til at vride halsen om på hende længere. Hun havde set ham fra hans grimme side, fuld og pumpet til randen med stoffer, måske skulle han også bevise at han havde en mere venlig side, selvom det var sjældent han vidste den overfor nogen som helst.

"Im sorry miss.. Martino de Lazzaro." Sagde han pludselig da det gik op for ham at han overhovedet ikke havde præsenteret sig selv, og han egentlig heller ikke anede hvad pokker hun hed. Han rakte en hånd frem imod hende, som en hilsning.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] The Next Morning Staring → Tino & Lizzie Hendes øjne fulgte ham, som han gik forbi sengen, og over mod det bord hvor at han havde stillet askebærret, samt der hvor at telefonen stod. Hun kunne ikke lade være med at grine, da han bestilte morgenmad til dem "You really have alot of money.." kom der drillende, mens hendes ben dinglede lidt oppe i luften, inden hun rullede rundt på maven og kiggede op i løftet, og betragtede det stille. Hvorfor var det egentlig at man udsmykkede et løft? Der var alligevel ingen der betragtede det, de betragtede mere den jord de gik på, men løftede aldrig hoved og var stolt af den de var. Hun gumlede lidt på læberne, mens hun betragtede de mange kunstfærdige linjer der gled rundt omkring lampen der hang ned der fra. "People never notic what is beautiful in life, because its always whats hidden the best, is that there is the most beautiful.. Just think of all that we take for granted.." mumlede hun stille til sig selv, mens at han snakkede med en i den anden ende af telefonen. Hun kiggede hen på ham, da han satte sig ned i sengen, og et stille smil gled frem på hendes læber, da hun endelig fik hans navn at vide "Nice to Meet you Martino.." kom der, og hun rakte ham hånden, inden hun lagde sig over på maven igen, og lå nu næsten lige ved siden af hans lår. "Im Elizabeth Smith, but you may call me Lizzie, if you want" kom der stille, mens hun lukkede øjnene helt i, mens den ene hånd legede med et lok af hendes blonde hår. Hun kunne næsten ikke vente på at maden ville komme op. Og igen begyndte hendes ben at flytte frem og tilbage, mens en lille nynnen kom fra den lukkede mund. Hoved begyndte at glide frem og tilbage, mens at nynnen fortsatte. Dog forblev den ikke mere end det, da hun ikke havde tænkt sig at bryde ud i sang, selvom hun havde lysten til det. - Det var sjovt sådan som hendes trang til at synge kom og gik som den ville, den kunne komme mens hun gik på gaden, eller var ude i marken og kunne tumle rundt, som var hun et lille barn igen. Oh hvor hun dog savnede skov, og strand, samt marker. Men kunne ikke have alt, noget hun måtte indse efterhånden som tiden var gået på færgen. Faktisk havde denne tur lært hende så meget omkring sig selv, mere end hun lige havde troet. Et lille suk gled igennem hendes læber, som hun lå der med lukkede øjne, og var mere eller mindre tavsheden selv, da nynnen fortog sig.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

THE NEXT MORNING.

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Med et roligt blik, betraktede Tino Lizzie, som hun sad der, og nynnede for sig selv. Endnu en gang kunne han ikke lade værre med at blive forundret over hendes lykke, og totale uvidenhed om hvad der skete i byen. En hver anden kvinde, som vidste hvem Tino var, ville med sikkerhed være igang med at pille bukserne af ham nu, i et håb om at hun kunne få en smag af nogle af hans penge, eller for den sags skyld beskyttelse i mafiaen. Hvis der var noget Tino ikke ønskede, så var det at lade en eller anden tilfældig kvinde komme for tæt på. Han hadet både kvinders nærvær, men mest af alt de som troede at de kunne få beskyttelse af mafiaen. Han grinede lidt for sig selv, inden han lænede sig tilbage, så hans ryk støttede imod sengegavlen. I det hele taget hadet han egentlig folk som troede de var noget, og folk som troede at det var oh så simpelt at komme ind og blive en del af mafiaen.

"Yearh, you really should have demanded a suit." Svarede Tino, idet han sendte rummet et temmelig skeptisk blik. Okay, måske var livet som mafia ikke altid luksus, og han kunne tælle flere gange han havde rodet en container igennem, end han var blevet fodret med chokolade overtrukne jordbær. Men når det kom til hotel værelser, så var han nu alligevel vandt til at standarten somrelt var højere end dette. Han smilede lidt og rystede på hovedet. Hvad var det dog denne kvinde gjorde ved ham, som andre kvinder ikke formod at gøre? Var det hendes uskyld og charme, som han ville sole sig i, i et håb om at det smittede af? Måske, eller måske var det den faktor at han turde stole på hende. Han havde aldrig brudt sig om at stole på kvinder, og det var også den primære grund til at han hadet dem, men hende.. Der var noget anderledes over hende, noget han ikke helt kunne sætte fingeren på. Han var bare taknemmelig for at der ikke var nogle af hans brødre i nærheden, de ville sikkert begynde at prædike om at sådan opførte en Lazzaro sig ikke! Han sukkede ved tanken, men snart måtte han rejse sig fra sengen. Det bankede på døren, og morgenmaden var serveret, på et fint sølvfad. Tino bad roomservice om at skride, og tog selv imod bakken med mad. Endnu en gang satte han sig ned i sengen ved siden af Lizzie, med den finde bakke med morgenmad.

"So, where do you wanna start?"

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] The Next Morning Staring → Tino & Lizzie Trods for, at penge havde været Lizzies liv, havde det aldrig været noget, som havde større betydning for hende, hun vidste der var mere til livet, end at kunne betale sig for ting. Muligvis var det, de mange mænd som der havde vidst hende det, de som der mange gange sagde de elskede hende, men så havde vist sig, det bare var fordi at de så troede, de kunne få hende som hustru, og derfor de mange penge som hendes fader lå inde med. Så meget man kunne blive udnyttet, når man udnyttede. Tungen gled langsomt ud af hendes læber, og fugtede både over, og underlæben. Mens hun ventede på at morgenmaden ville komme, faktisk havde hun slet ikke anelse om, hvad klokken egentlig var, men det kunne vel være lige meget, hun havde hele ugen til at finde et job. Bare hun havde heldet med sig, og ikke ende som en eller anden servitrice, og skulle sørger for kunder, i stedet for at stå på en scene og synge. Men man måtte jo starte et sted, for at komme til det andet. Nogen hun havde fra sin mor, hellere tænke godt om tingene, frem for altid at se det sorte. - Det kom nok efter, at hun havde fået Lizzie, trods for at hun havde opgivet håbet, om nogen sinde at få børn. Hendes øjne vente sig imod Tino da han pludselig sagde noget, og grinede så af ham "Sorry mate, but you are very havy for a little girl like me, I just took what ever he offered me.." sagde hun, og prikkede til ham med sin fod for sjov. Hun havde ikke længere lyst til ham i den forstand, hun ville faktisk lige nu.. hellere bare lade ham at kende, se om hun ikke kunne komme under huden, på den mystiske Martino, som ikke rigtig var til at lære at kende. Det gjorde ham til en højere standart, end hun nogen sinde havde oplevet. Også var hun faktisk fuldstændig ligeglad med, hvorfor han ikke lige frem var svigermors store drøm, hendes mor kunne rende og hoppe hvis det nogen sinde kom så langt. - Hey.. hun stoppede hurtigt den tanke, og grinede svagt af sig selv, da hun overhoved havde tænkt det. Hun var løbet hjemmefra, fordi hun ikke ville bindes af en mand, og ikke havde i sinde, nogen sinde at skulle giftes! Måske, var hun på det punkt, utrolig barnlig, men hun kunne bare ikke se sig selv, med børn og en mand, ring på fingeren, og aldrig nogen sinde kunne nyde livet. Men hvad, måske kom det, når hun gik hen og blev ældre? Hurtigt fløj hoved op, da det bankede på døren, og skulle lige til at rende der over selv, men Tino var hurtigere end hende, så hun satte sig i stedet op i sengen, så hun sad mere eller mindre som en havfrue, hendes kjole tillod ikke rigtig andet. - Tænk at hun i det hele taget stadig havde den på, måske hun skiftede senere, men hun orkede som sagt ikke rigtig noget lige nu. Hun spærrede øjnene op, da hun så bakken, og mærkede hvordan under kæben langsomt gled ned af. Hun havde ikke set.. så overdådig mad, i måneder. "Oh... my.. Ehm.. Where... do I start?" sagde hun, og blinkede lidt med øjnene, hvor tungen igen røg ud, og fugtede de tørre læber. Hun tog et stykke bacon op imellem fingrene, og var fuldstændig ligeglad med, at det ikke lå til en velopdragen pige til at gøre således. - Det var så der at hendes øjne lagde sig på vaflerene "waffles!" sagde hun lykkeligt, og fandt kniv og gaffel frem.. "I almost forgot how good food tasted" sagde hun med et stort smil på læberne, og begyndte at skære stykker af det og puttede det i munden og sank. Da vaflen var færdig, kiggede hun pludselig op, og kiggede på Tino med et taknemmligt smil, og sank det som lå i munden "thank you.. Really.. Thanks.." mumlede hun lettere forlegen, og kunne mærke, hvor godt det gjorde, endelig at få noget i maven.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

THE NEXT MORNING.

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Det var længe siden Tino havde haft denne følelse: Følelsen af at have gjort noget godt for et andet menneske. Og han blev da også mindet om hvorfor. Det fik ham til at føle sig utilpas, og han anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han havde næsten lyst til bare at kaste sig ud af vinduet, også håbe på at overlevede faldet, men han gjorde det ikke. I stedet lod han sine brune øjne hvile på Lizzie, som hun prøvede at finde hoved og hale i den mad hun var blevet serveret. Måske var det noget som lå til familien, men Tino kunne ikke lade værre med at være beundret over hendes blonde hår. Nok sad det uglet, men han syntes alligevel der var en hvis charme, ved det uglede blonde hår.

Tino endte med at slå et klik med tungen, inden han vendte blikket væk igen, og rejste sig op fra sengen. Han fandt endnu en gang sin jakke, for at hive en cigaret frem. Han følte sig en smule stresset, og det var nok også derfor han fik en pludselig trang til at trække vejret igennem en smøger. Han bed en smule fraværende filteret i stykker, inden han igen vendte sin opmærksomhed imod Lizzie. Han var ikke selv specielt sulten, desuden havde han mad der hjemme, så han lod blot Lizzie spise hvad hun nu havde brug for.

Da hans cigaret var røget næsten helt til bunds, valgte Tino igen at sætte sig ned på sengen ved siden af Lizzie. Han lænede sig pludselig ind imod hendes øre, og hviskede: "With your beauty, you dont have to thank me." Tino kunne ikke lade værre med at føle sig en smule dum ved den kommentar, men alligevel gled der et perverst smil over hans læber. Han flyttede sit hoved en smule, stoppede cigaretten tilbage i munden og så på hende. Han begyndte så småt at forstå hvad det var som Leonardo elskede ved at flirte til højre og venstre. Det var ikke kun kvinder som forstod at charmere og forføre mænd, mænd forstod i den grad også at gøre gengæld, og selvom han ikke var meget for det, så måtte Tino indrømme at det var en go følelse. En følelse af kontrol over situationen.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] The Next Morning Staring → Tino & Lizzie Hendes øjne fulgte Tino, som han gik over for at få endnu en smøg, og overvejede, om hun ikke selv skulle tage en, men smøger var dyre, og måske skulle hun lige vente til at hun havde fået nogle penge ind, fra et arbejde, hun forhåbenlig snart ville få. Hun tog kaffen og hældte den ned i en kop, og var lige ved at udbryde hvor meget hun dog savnede en god kop te, i stedet for dette tjærer. Men lagde mærke til at han havde sat sig ved siden af hende igen, hun rynkede brynene, og kiggede over på ham. Alt imens at koppen blev placeret på læberne, og nogle få slurke blev drukket af den skoldhede drik. Da hun hørte hvad han hviskede i hendes øre, kunne hun mærke, hvordan at hårende rejste sig på armen, og en kuldegysning der gled igennem hende. Straks havde han hendes indre interesse. Hun fugtede langsomt læberne, og stillede koppen ned på bordet igen, og prøvede at ignorere den følelse der havde raset i hende, om bare at overfalde ham. Nej, hun ville da ikke spille med på hans primisser! Det var jo ikke sjovt, men... han var jo så fristende. Hun tog et stykke brød i munden, og rejste sig op, tog bakken væk fra sengen, og tænkte sig lidt om. Først.. skulle hun af med denne kjole, og der var der hendes idé tog form. Hun gik roligt hen over gulvet, til hendes taske, og fandt en fin lyseblå forårs kjole, som gik til lårene, ja den skulle hun have på. Hun vente sig derefter imod Tino, og smilede venligt til ham. "Could you please help me?." mumlede hun stille, og lagde hoved en smugle på skrå, mens at tænderne satte sig i underlæben. "Could you be so kind.. and unzip my dress?" kom der, mens et engle agtigt smil bredte sig hen over læberne, nu var der bare lige at se hvordan han ville reagere til det. Men han havde altså selv startet! Så nu skulle han få lidt igen, af sin egen medicin.. da hun stadig kunne mærke hvordan benene virkede som gele. Bare hans stemme, også ånden imod hendes øre. En let gys gled igen igennem hende, mens hun trak vejret, helt ned i lungerne.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

THE NEXT MORNING.

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Det var stadigt et roligt blik, som faldt på hende da hun rejste sig. Tino kunne dog ikke lade værre med at blive en smule bekymret. Havde han sagt noget forkert? Han håbede det ikke, for han ville virkelig ikke til at blive nødt til at rive hovedet af hende. Han håbede at hun ikke ville til at give ham et møgfald, og til hans overraskelse gjorde hun det ikke. Han lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede hende som hun fandt en kjole frem fra sin taske.

Da hun spurgte ham om han ville hjælpe hende med at tage kjolen af, var han tæt på at stejle. Han var allerede nervøs for hvor det ville føre hen, men alligevel valgte han at forholde sig i ro. Var han virkelig ved at blive et kvindeglad fjols? I hvert fald overfor Lizzie var han. Som hendes silhuet fangede lyset der kæmpede sig igennem de tynde gardiner, og hvordan hendes hår pænt fulgte hendes bevægelser. Der var noget over hele den situation, som gav ham lyst til at kaste sig på knæ, og tilbede hende. Han slog et klik med tungen, inden han rystede tanken bort, og rejste sig fra sengen. Cigaretten røg ned i samme askebære som dens forgænger, inden Tino valgte at vende sin opmærksomhed imod Lizzie.

En forsigtig, næsten nervøs hånd, gled op af hendes ryk, til den nåede lynlåsen. Han tillod sig selv at lade sig fortrylle af hendes duft, noget som hans ellers hadet, den sukkersøde duft som kvinder altid havde. Men så længe de ikke bed, og så længe de ikke forsøgte at udnytte ham, så var det egentlig ikke så slemt. Så var det nærmest en helt fantastisk duft, som han velkom. Endnu en gang blev tanken rystede bort, og han lukkede lynlåsen op, så hun kunne tage kjolen af. En smule nervøs over situationen, og over at være så tæt på en kvinde, valgte han at træde tilbage, indtil han ramte sengen igen, hvor han satte sig på fodenden. Han lod en hånd glide igennem håret, sagde ikke et eneste ord, men bed sig blot i tungen.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] The Next Morning Staring → Tino & Lizzie Hun ventede lidt endnu, og regnede lidt med at hun selv var nød til at lyne hendes kjole ned, hvis det var hende muligt, da hun faktisk også havde fået hjælp til at lyne den op på færgen. Dog havde dette bare været en kvinde, og ikke en mand. Hun lukkede øjnene, og mærkede hvordan at sollyset langsomt kærtegnede hendes hår, og hendes ansigt. Eller det lys, som der fik lov til at kaste sine stråler ind igennem vinduet, mellem gardinerne. Men mens alle disse tanker gled rundt i hoved mærkede hun ham, hvordan han stod bag hende, kunne høre hans åndedrag, og hvor nervøs han virkede. Det var dér, det slå hende, var der overhoved nogen kvinder, som der havde haft respekt for ham? Som alle sammen bare var prøvet at komme i bukserne, fordi han havde noget, som de ikke havde. Hun fugtede langsomt læberne, mens øjnene vente sig op mod løftet, og kunne mærke hvordan at lynlåsen langsomt, åbnede sig, og den stramme kjole, slap den let forpinte krop. Et lettet suk gled igennem hendes læber, da kjolen ikke længere strammede omkring hendes barm, eller omkring hendes hofter. Hun sank noget mundvand som der havde samlet sig, og kunne mærke hvordan det langsomt gled ned af halsen. Hun lagde hoved på skrå, og trak langsomt kjolen af. Hun tog sig ikke så meget af, at han sad lige bag hende, og næsten kunne se det hele. Hun havde nogle blonde trusser på, hvor nogle strømpeholder havde siddet, mens hun ingen bh havde på. Hun fandt det mere befriende at gå uden. En blå kjole, blev hævet hen over hoved, efter hun havde været nød til at bukke sig let ned. Da havde fået kjolen på, tog satte hun sig ned på sofaen, og tog strømpeholderen af, og smilede lidt over følelsen af, at kunne have fri fødder, og selvom at det havde været godt, at kunne glide fødderne igennem det bløde gulvtæppe, slå det ikke på nogen måde, følelsen af bare fødder igennem det. Hendes blik, gled langsomt op på Tino, som der sad der, og så næsten helt fortvivlet ud. Langsomt rejste hun sig op, og gik over for at sætte sig ved siden af ham. "Have anyone.. ever treated you with respekt Tino?" mumlede hun stille, og lod langsomt hendes fingre, glide imod hans hår, som nu var mere eller mindre helt tørt. Hun trak dog lige før hendes hånd tilbage, da hun ikke var sikker på, om hun skulle eller ej. Men så lod hun dog alligevel, fingrene glide igennem det næsten sorte hår. Fingerspidserne gled langsomt, og forsigtigt igennem det. Bare at se hans ansigt, gjorde at hun faktisk havde ondt af ham, han lignede en forpint dreng, som der ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Hun satte sig lidt bedre til rette, og trak hånden tilbage, hvor hun stedet lod sin ene finger, glide ned af kæben, og ned af halsen til sidst. For så til sidst at trække hånden tilbage "Thanks for the help .. or am I still to beautiful to say thank you?" kom der stille fra hende.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

THE NEXT MORNING.

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Inden hun nåede at trække sin hånd tilbage, greb Tino pludseligt om hendes håndled. Han ville ikke have at kærtegnene stoppet, han nød dem faktisk. Det var længe siden han havde nydt kærtegn fra nogen som helst, og han kunne tydeligt mærke hvordan hans hjerte slog et slag over, da han mærkede hendes finger spidser i sin hovedbund. Det var en fantastisk følelse, og han ville ikke have den til at stoppe. Han måtte vide mere, mere om hende, mere om hendes fantastiske kærtegn.

"I guess people treat me with too much respect.. Maybe it's me, who doesnt know how to give some back." Hviskede han dæmpet, som han lænede sig ind imod hende. Den duft. Den forbandet vidunderlige duft! Han havde til at pakke den ind, og tage den frem hver gang han følte sig nedtrykt, eller misbrugt. Hendes duft var fantastisk og han ville med sikkerhed aldrig glemme den.
Imens hans ene hånd stadig holdte om hendes håndled, lod Tino forsigtigt sin anden hånd glide over hendes lår. Han fulgte lårets detaljer, fortsatte op over hendes hofte, op af hendes side, for til sidst at hvile i hendes nakke. Fingrene gled imellem de blonde lokker, som han trak sig selv tættere på hende. Han begravede sin næse i det vidunderlige hår, og lod nu sig selv virkelig nyde duften af hende.
Hånden som holdte om hendes håndled, gav slip på håndledet. Han lod sine fingre snige sig langsomt op over hendes arm, endnu en gang lagde han mærke til hver en lille detalje, hver eneste lille pikment plet, hver eneste lille hår.

"You really do smell.. Perfect." Hviskede han i hendes øre, inden han forsigtigt, og prøvende lod læberne lukke sig omkring hendes øreflip. Hvad var det dog hun gjorde ved ham. Hvorfor var hun så skide anderledes. Det var nok fordi hun ikke anede hvad han kunne tilbyde hende, hvilken æres status hun kunne opnå, alt dette anede hun ikke. Det var underligt, at måde nogen som rent faktisk ikke var ude efter mafiaens beskyttelse, og alligevel fortryllende. Han måtte vide mere.
Hånden som havde holdt om hendes håndled, stoppede ved hendes albuer, hvorefter den gled over hendes andet lår, og kærtegnede det med forsigtige, men kærlige strøg.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] The Next Morning Staring → Tino & Lizzie Hun kiggede undrene på ham, da han pludselig greb fat omkring hendes håndled, og hun lod langsomt fingrene glide igennem håret igen. Den reaktion, var ikke just det hun havde forventet, faktisk mere eller mindre, at han havde trukket sig væk, eller muligvis endnu et af hans raseri anfald ville dukke frem. Han var som en tikkende bombe, som man ikke var helt sikker på hvor man havde henne. Men hun var ligeglad, hun var ligeglad med hvad man så sagde omkring denne mand, han var fantastisk i hendes øjne. Der var noget helt unikt over ham, som ingen andre nogen sinde ville kunne besidde. Om han så var sur, eller venlig.. intet.. intet kunne hamle op med ham! Måske var det de berøringer han lavet, som fik hoved til at sige disse ting. Men hun var ret sikker på, at den tid hun nu havde tilbragt med ham, fik nogle følelser til at blusse op, som hun aldrig nogen sinde havde oplevet før. En lyst, som var så stor.. at det var næsten altopædende. Hun sukkede stille ud af næsen, da han hånd løb op af låret, videre op af hendes talje, til sidst at ligge sig på nakken. Det satte virkelig prikken over i'et, da han begravede hans næse, i hendes hår, at hun næsten glemte at stryge sine fingre igennem hans hår. Hun var virkelig som tryllebundet af hans berøringer, bare i det hele taget af ham. Som sagt, havde hun lige fra baren vidst, at der var noget over ham, som bare ingen andre havde. Og hun havde haft ret. Med let åben mund, kiggede hun slukøret på ham, som kunne hun slet ikke fokusere over alle de sanser han satte i gang, med de blide kærtegn. "What.. the hell.. are you doing to me.." hviskede hun hæst, som havde hun ikke fået vand i flere måneder. Mens hendes fingre listede sig hen over nakken, og op til øret, videre ned af kæben, hvor hun kom til hans læber. Med tommelfingeren, strøg hun lige så stille hen over dem. Med et stille smil på læberne, valgte hun sig at sætte sig overtværs hans skød. Hænderne begravede sig straks i hans hår igen, og nussede det blidt. Mens læberne, gled hen mod håret, og sukkede stille i det, inden læberne plantede sig imod øreflippen. Videre blev de ført hen over kæben, men hun tog sig god tid, for endelig at komme til hans læber. Tungen gled langsomt ud, og fugtede hendes læber, mens de grønlige øjne, betragtede hans ansigt. Skulle hun virkelig? Kroppen skreg sit tydelige svar, hvor hun så blidt.. forsigtigt. pressede sine læber imod hans. Det var som at få stød.. mens at hendes læber, lige så stille, og forsigtigt masserede sig imod hans. Ja, hvad fanden var det, han gjorde.. som der fik hende til at opfører sig sådan her?
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]