The next morning.

[Martino De Lazzaro]

THE NEXT MORNING.

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Det hele var stadig en smule tåget, da Tino efterhånden begyndte at åbne sine øjne. Hans hoved gjorde ondt, og han kunne mærke at han stadig var en smule bagstiv. Hvis der var noget han hadet, så var det tømmermænd. Tømmermænd, og sol i ansigtet. Han brummede irriteret, som han rettede sit ansigt imod vinduet, hvor morgensolen stod ind af. Den skarpe rødlige farve, var noget af det værste han vidste, især på morgener som disse. Tino satte sig op, han havde slet ikke opdaget kluden på hans pande, før den faldt ned i hans skød, som han satte sig op. Han lagde hovedet lidt på skrå, inden han besluttede sig for at smide kluden på gulvet. Han rejste sig fra sengen, og satte kursen imod badeværelset.

Det var ikke første gang Tino havde overnattet på valkyren. Han stak faktisk ret tit af her til, for at slippe for lyden af hans bror og hans kone. Hvis der var noget han hadet mindst ligeså meget som morgensolen, så var det lyden af hans bror og hans kone som.. ja.
Efter en hurtig tur på toilettet, besluttet Tino sig for at tage et bad, men badet blev brat afbrudt, som han efterhånden var ved at vågne op. Han hev et håndklæde omkring livet, og trampede ind til sengen igen. Ganske rigtigt, kvinden fra igår lå i sengen og snorksov. Der løb kuldgysninger ned af hans ryk. Havde han haft sammenleje med hende? Men han havde jo haft sit tøj på da han vågnede.

"Wake up!" Hvæsede Tino pludseligt, idet han gik hen til sengen og sparkede til den. Han ville vide hvad der var sket, og han ville vide det nu! Hvis hun havde misbrugt hans rus, skulle hun satme..! Argh. Samme had, som fra aften før, blussede pludseligt op igen.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] The Next Morning Staring → Tino & Lizzie Det havde egentlig været hendes hensigt at sove over i sofaen, men hun havde været så smadret, lige ankommet efter ikke have sovet ordenligt i flere måneder, bare følelsen at kunne sove i en ordenligt seng, den havde været for stor for hende at modstå. Så hun var kravlet helt ud på den anden side af sengen, da hun ikke følte sig videre velkommen over hos ham. Med en enkelt tårer trillende ned af kinden, var hun faldet i søvn med det samme. Hun havde slet ikke opdaget at Tino var vågnet, og krammede bare puden tættere ind til sig, og lavede en lilel smaskelyd med munden, hvorefter hun krummede sig helt sammen. Med håret hen over ansigtet, sov hun videre lige ind til.. at nogen begyndte at sparke til sengen, og en vred mande stemme kommederede at nu skulle hun fandeme bare op! Hun vente sig om, hvor man tydeligt kunne se hun havde grædt i søvne. "What the fuck!?" sagde hun surt, morgen var det eneste tidspunkt, hvor hun virkelig ikke kunne holde sig i skinnet, med sin temperament. Især hvis hun vækket på den måde. "Oh how to wake the woman who took you here, so you had a bed to sleep in, insteed of the street." hun kralvede over sengen, og greb omkring hendes taske, og begyndte at rode efter hendes pung, og noget tøj hun kunne have på. "Fuck this.. Here I feel guilty, because you was threatened me, and I then pushed you in the stomach to get you away... so I took you here, to get you into bed, after you past out.. and then you act like this..!" hun kiggede ikke en gang på ham, han var sikkert ligeglad, han håbede sikkert at hendes vrede ville føre til at hun nu skred ud af døren, også behøvede han ikke at tænke på hende mere. Hendes hånd gled under øjet da vredes tårer gled ned af kinderne. Hvorfor hun pludselig var i dette humør kunne hun ikke forklare, hun savnede england, hun savnede sin hest, hun savnede hendes mor! Og det eneste hun fik lov til at opleve var en forklædet møgunge, som der troede han kunne behandle alle som han havde lyst, bare fordi at han selv havde det dårligt. Det var fandeme ikke fair. Hun satte sig vredt ned i sofaen, og fandt de sidste af hendes penge frem, og sagde nu i et mere roligt tonefald "How much does the room for the night cost?" spurgte hun hæst, mens hun fandt det sidste af det hun havde af penge frem. Øjnene kiggede ikke en gang på ham, og ventede bare roligt på svar.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

THE NEXT MORNING.

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Tino kørte en hånd igennem sit sorte, nu våde hår. Han ømmede sit stakkels hoved en smule, inden han endte med at sætte sig ned i sengen. Når ja, det havde han ikke lige tænkt på, at hun rent faktisk havde hevet ham her til, så han ikke skulle sove på gaden. Han foretrak egentlig sin egen seng, men når alt kom til alt, foretrak han hvilken som helst seng, frem for gaden.

"Please shut up! Okay? Just answer me.. Did anything happen last night?" Det første kom en smule hårdt ud, men det næste han spurgte om, om der var sket noget, lød næsten helt bekymret og nervøst. Han lagde hovedet en smule på skrå, som han betragtede tårne der trillede ned over hendes kinder. Var han ved at indse hvor skønne kvinder egentlig kunne være? Hvor sårbare, og næsten ligefrem nuttede de var? Han nægtede sig selv den tanke, men valgte alligevel at rejste sig op for at hente noget papir til hendes tåre. Han trak også i et par underbukser, inden han satte sig ned ved siden af hende i sofaen og rakte hende hendes papirer.

"Dont worry, ill pay for the room." Sagde han roligt, men i sine tanker tænkte han; Unless something happened last night!

Det måtte være denne følelse som Leonardo elskede så meget, at tage sig af, og passe på. Tino vidste ikke helt hvad han syntes om det, men om ikke andet havde han næsten ondt af Lizzie, og det skulle da være første gang i hans liv at han fik ondt af en kvinde. Måske var det hendes accent som havde gjort ham bittersød, men hvis man spurgte ham, ville han blankt benægte sin fascination af hendes accent, i det hele taget af hendes stemme. Han tænkte for sig selv at hun sikkert ville være en fantastisk sangerinde, men han rystede tanken af sig igen, og rakte hende noget mere papir til tårne.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] The Next Morning Staring → Tino & Lizzie Hun stoppede pludselig med at finde penge frem, og kiggede endelig op på ham. Hun holde faktisk kæft, hun sagde ikke en lyd, efter han have bedt hende om det, og fugtede langsomt læberne. Et lille snøft gled igennem næsen, egentlig ikke rigtig fordi hun havde behov for at pudse næse, men mere fordi det var en vane, og en følelse der gled igennem ens krop, når man græd. Hendes grønne øjne kiggede ned på de penge hun havde i hånden, få var det efterhånden, især efter hun havde været nød til at Converter dem til amerikanske penge. Hun var ret sikker på, at bank manden havde snydt hende, men hun orkede ikke at diskutere, da hun virkelig ingen anelse havde omkring det med penge, hun havde dem bare. "Thank you.." mumlede hun stille, og tog imod papiret og tørrede øjnene. "No nothing happend, maybe I find you attractive, but I would never try to have sex with a unconscious man.." grinede hun prøvende, og kiggede på ham. Kunne det virkelig være, at han var venlig imod hende? Det chokerede hende lidt, hun trak sine ben op til sig, og lagde hoved på knæende. Hvorfor var det så dumt med hende, når hun endelig begyndte at græde, kom alt det hun havde gemt væk i sig, så længe.. ud på en gang. Som om at der ikke længere var noget der kunne stoppe hendes følelser at blive vist. "No I cant do that.. I.. Could I pay some of it?" I grunden vidste hun jo intet om ham, hun vidste ikke at han havde røven fuld af penge, og havde råd til at kunne sove her hver nat, hvis det var det han havde lyst til. Hun anede intet omkring mafiaen, eller hvad hele denne verden gik ud på. Hun snøftede lidt igen, og mærkede det våde der atter gled ned af hendes kinder "Oh damn tears...!" bannede hun for sig selv, og vente ansigtet væk fra ham, og surmulede lidt. Hvor var dette bare pinligt! Her sad hun og tudet foran en mand, hun havde grinet, og stjålet nøglerne fra. Det virkede bare underligt surrealistisk, hun snøftede igen, og sank noget mundvand, mens øjnene gled i. Der gik lidt tid, før hun vente sine øjne imod ham igen, og sendte ham et forsigtigt smil "How are you feeling by the way?" sagde hun stille, og fik næsten lyst til at liste hendes fingre igennem hans hår, og bare mærke hvor tykt det i grunden var. Men hun var sikker på, hvis hun gjorde det, ville hans vrede sikker bare træde frem igen.. og hun kunne så godt lide, ham lige nu. Pludselig følte hun sig virkelig skrøbelig, som en lille pige som der kunne gå i stykker hvis man smed hende på gulvet. Hvor hun dog hadet dette! Det var lige til at blive sur over, at hun skulle være så fandens følsom nogen gange, det var da ikke til at holde ud.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

THE NEXT MORNING.

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Tino slog et klik med tungen. Han følte sig egentlig utrolig nøgen som han sad der, kun iført sine underbukser. Det var nok også derfor han valgte at rejse sig op, og begynde at tage sit tøj på igen. Han burde egentlig gøre sit bad færdig, men hvad fanden. Han var vel ren nok for nu! Han knappede sin hvide skjorte, inden han begyndte at rode sin jakke igennem efter sin pakke med smøgere. Da han fandt den, tog det han ikke mange sekunder at stoppe cigaretten i munden, få den tændt, og bidt filteret i stykker. Han valgte at sætte sig ned ved siden af Lizzie igen, og læne sig godt tilbage i sofaen, så han nærmest lå ned. Han lignede næsten en strandet dampbåd, som han sad, godt og magelig, med en cigaret der pegede imod loftet.

"No really, dont worry about it. If i wanted, i could buy this whole hotel." Svarede Tino insisterende. Han lod en hånd glide igennem sit hår, inden han igen så imod hende. Han var godt og grundigt lettet over at intet var sket, ikke fordi han var bange for sex, eller.. jo, måske. Men et eller andet sted, så ville han jo også helst selv kunne huske et sammenleje. Hvad der var sket, og hvordan. Han følte sig en smule pervers ved tanken, og kunne ikke lade værre med at smile lidt. Fjollet tankegang.

"Well my head feels like it's going to explode, and im not really sure if that is the roof or the floor im looking at, but other then that, im good." Svarede Tino, idet han pegede imod loftet. Han rettede igen sine brune øjne imod hende, inden han lod en hånd glide igennem det sorte hår, for at lade den hvile imod hans baghoved. Han gumlede lidt på sin cigaret, og så overvejende på hende.

"Tell me, you're not from this city, right? You have no fucking idea about what's going on here, do you?" Spurgte han pludselig, oprigtig nysgerrig. Fra hendes accent havde han jo for længst regnet ud at hun ikke var her fra, men ligesom han ikke selv anede hvordan Italien så ud, vidste han udmærket hvordan man snakkede Italiensk, fordi hans far altid havde snakket Italiensk til ham. Ligeså kunne hendes forældre vel sagtens være flyttet her til, og altid snakket til hende med en brittisk accent, men på den anden side, så virkede det ikke som om hun anede noget som helst om mafiaen. Ja, hvis hun vidste hvem Tino var, ville hun sikkert trække benene på nakken, og løbe skrigende bort. Han kunne ikke lade værre med at finde tanken interessant. Måske skulle man teste hende, måske skulle han virkelig fortælle hende om mafiaen, og se hendes reaktion? Så ville han i hvert fald hurtigt få bekræftet om hun var værd at spilde tid på, eller ej. Der var noget tiltalende over hende, men det var nok ikke noget man nogensinde kunne få ham til at indrømme.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] The Next Morning Staring → Tino & Lizzie "Oh really?" kom der nysgerrigt fra hende, og hun fik tørret det sidste af tårerne væk, mens at hun betragtede ham klæde sig på, og måtte sige, at lysten til ham efterhånden bare var blevet større, især fordi at han stadig var så uopnåelig som han var. Hvis det havde været en hver anden mand, havde hun skubbet ham ned i sengen, og mere overfaldet ham. Men hun gjorde det ikke, hun turer faktisk ikke. Mest grundet af, hun ikke rigtig kunne være sikker på konsekvensen. Så hellere lade være, ikke? Hun rømmede sig lidt, og vuggede lidt frem og tilbage i sofaen, mens hun grinede over det han sagde med hvordan han havde det. Dog kommenterede hun ikke på det, da hun bare ville sige det, som man allerede vidste, nemlig at så burde man lade være med at drikke hvis man ikke kunne tage dens følger. Og selvfølgelig sagde man altid, næste gang drikker jeg mindre, men når man så kom til næste gang.. ja så gjorde man præcis det samme igen. Hvorfor? Fordi at det var en dejlig fornemmelse, og muligvis noget man kunne kalde en vane man ikke længere ville af med. Hun sank lidt mundvand, og lukkede øjnene, det virkede stadig underligt, at sidde her på en sofa, og snakke normalt med manden, som der havde været så sur, bare hun havde sat sig ved siden af ham. Gad vide om han var mentalt forstyrret eller noget i den stil? Den underlige tanke, fik hende til at trække lidt på smile båndet. Hun vente dog tilbage til virkeligheden, da han spurgte hende om hvor hun egentlig kom fra, og smilede skævt. "Im from England, I just came here Yesterday.. Heared this was a great City, if you wanted a new start.. and I really needed to get away from my rich familie, who wanted me to get married. So I ran way.." kom der let leende, hvor hun lod de slanke ben glide ned på jorden igen, og nussede tæerne igennem det bløde gulvtæppe. "What do you mean, whats going on here?" kom der så mere eller mindre spørgerne, og lagde hoved på skrå. "I just thought this was the place, to make dreams come true?" sagde hun med et smil, og var måske meget naiv på det punkt. Hun lagde hoved på skrå, og fugtede langsomt læberne, hvad skulle der da være galt med byen? Ud over mænd som der gik rundt og truede kvinder med våben. Hun smilede lidt over gårsdagens oplevelser, og kiggede så afventene på Tino, for at få at vide hvad han i grunden mente, med det han havde sagt.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

THE NEXT MORNING.

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Tino så på kvinden foran sig, med et roligt blik. Han havde helt ondt af hende for at have så høje tanke om Bridgeford, men det var heller ikke første gang han havde mødt folk som troede sådan om Bridgeford. Han havde da hørt rygterne, fra nyankomne som gik og troede at Bridgeford var et paradis, hvor alle de store stjerner fik lov at blomstre. Måske var det en gang rigtigt, men Tino havde i sin livstid oplevet Bridgeford som et paradis. Det var nok derfor han ikke helt forstod hvorfor folk stadig troede sådan om byen. Han nænnede næsten ikke at tage glæden fra hende, så han lænede sig bare tilbage med et smøret smil på læberne.

"Well, do you care to tell me why the hell you're crying then?" Spurgte han endelig. Jo, hun skulle nok lære Bridgeford at kende før eller siden, og hun skulle også nok lære at kende hvem han var. Hvis hun havde vidst bedre, ville hun nok allerede have regnet det ud, da han havde truet hende med en pistol.

Han slog et klik med tungen, idet han tog sin cigaret ud af munden. Det gik først nu op for ham at han intet askebære havde, så han rejste sig igen fra sofaen, denne gang gik han på jagt efter et askebære. Han åbnede en skuffe, som var i et bord, tæt ved vinduet. Ganske rigtigt, var der et askebære i skuffen, som han tog op og stillede på bordet. Han endte med at skodde sin cigaret, hvorefter han trak gardinerne for. Han hadet virkelig morgensol. Gad vide hvad klokken var, sikkert ikke ret meget siden solen ikke var specielt høj på himlen endnu.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] The Next Morning Staring → Tino & Lizzie Hun smilede skævt til ham, da han spurgte hende, hvad hun så græd over. Ja hvad græd hun i det hele taget over? Måske det hun intet sted havde at bo, næsten ingen penge havde, hun savnede bare hendes hendes familie, og nogle venner at kunne være sammen med, og stole på. Hun trak stille på skuldrene, og kiggede over mod vinduet, der efter han havde skødet sin cigaret, blev dækket af dens gardiner. "I just, I just miss someone to trust.. Im soo alone here.." mumlede hun stille, og bed sig i den ene side af læben, og kiggede ned på hendes hænder, som begyndte at pille ved den ene negle, hvor efter hendes blik blev vendt op imod Tino igen, hvis navn hun faktisk stadig ikke kendte. "Even though, I ran away, I miss home.. and.." hun sank noget mundvand, og mærkede hvordan det prikkede i øjnene igen. Men hun holde det inde. Igen trak hun på skuldrene, "I just feel so alone, that no one really gets me.. And thats why.. I feel så vulnerable, like a little girl who knows nothing.. and just know how to be annoying" tilføjede hun grinene til sidst, da han havde sagt til hende, at hun var noget irriterende i går. Hun smilede til ham med et blink i øjet, og lagde pengene ned i tasken igen, og tog sofaens pude, og krammede den ind til sig. Langsomt lod hun fingrene stryge hen over dens bløde former, og betræk. Det føltes godt, betryggende, noget som mindede hende fra hjem til. "So.. Know you know where Im from.. but what about you.. Why do you hate women so much?" spurgte hun oprigtig nysgerrig, mens hendes hoved lagde så på skrå, og smilede skævt til ham. Hun ville faktisk gerne vide, hvad det var som gjorde, at han ikke kunne lide at hun var tæt på, eller i det hele taget bare kvinder. Det var en underlig følelse, egentlig, når man kom fra en verden, hvor mændende nærmest tilbad kvinder. Også, den første man løb ind i, kunne slet ikke udstå dem. Hvad var der lige med det? - Var verden virkelig så anderledes, så snart man krydsede en masse vand, og nogle kontinenter? Det virkede underligt, og dog så fascinerede, han var fascinerende. Hendes hoved lagde sig ned på puden, mens de meget lysegrønne øjne, betragtede gulvet. Hun havde ikke lyst til at gå nogen steder, men maven begyndt lidt efter at rumle af sult. - Hun havde jo som sagt aldrig fået noget at spise, eftersom hun var fulgt efter ham i stedet. Hun mærkede hvordan kvalmen steg op i munden, og hun gik hurtigt ud på toilettet for at få noget vand, inden hun begyndte at kaste op. Nu synes hun alligevel at kroppen havde vist svaghed nok over for den mystiske mand. Vandet lindrede det meste af kvalmen, mens hun kiggede ind i spejlet og sukkede over synet. Det urede hår, make uppen som var forsvundet, og efterlod hendes ansigt blegt, og kedeligt at se på. Hun gik dog langsomt ud af toilettet igen og satte sig på sengen, i stedet for sofaen.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

THE NEXT MORNING.

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Tino satte sig i vindus karmen, og betragtede hende som hun sad der med sin pude. Han vidste ikke helt hvad det var ved denne kvinde, som gjorde at han ikke var igang med at kvæle hende med puden, men det havde højst sandsynligt noget at gøre med at hun var så fyldt med drømme, så håbefuld, og drømmene. Det var nok en følelse som han aldrig selv ville komme til at oplevet. Det eneste han bekymrede sig om, var hvornår han ville få sit næste fix. Han sukkede opgivende over sin egen tankegang. Måske var det rigtig nok hvad hans bror sagde, måske var det virkelig på tide at han lærte at værdsætte kvinder igen, men så skulle de satme også lære at værdsætte ham!

"Let's just say im not excatly every mothers dream." Svarede han roligt. Han havde ingen planer om at skræmme hende væk, ikke endnu. Han ville egentlig gerne selv lære hende at kende, måske finde ud af hvorfor hun var så håbefuld, og hvordan man blev det. Måske også spørger hende, hvorfor hun overhovedet havde taget en fremmed med til et hotel, som hun sikkert ikke engang ville kunne betale i sidste ende.

Hans blik fulgte hende, som hun pludselig skyndte sig ud på badeværelset. Han rejste sig op, for at følge efter hende, og nåede lige tids nok til at opdage hvorfor hun skyndte sig sådan. Og han ville egentlig ønske at han ikke var fulgt efter hende. Han rynkede på næsen, inden han lagde armene over kors og så en smule anklagende på hende.
"Hangovers, huh?" Spurgte han, uden at vide til hendes sult. Han havde ingen idé om hendes sult, egentlig gik han ud fra at hun selv var temmelig rig, og havde et hus i nærheden, at dømme ud fra hendes tøj, og den rige familie som hun snakkede om.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] The Next Morning Staring → Tino & Lizzie Hun smilede skævt til ham, da han spurgte om det var tømmermænd, hvilket hun ikke havde. Selvom hun havde drukket, var hun aldrig blevet fuld, hun fugtede læberne, og kiggede ned på hendes mave "Haven't ate properly since I got on the ferry.. Even though my father and mother a rich, I only took enough pounds got the on the here.. I wanted to try how life was, with out money.. and.. well its starving" kom der smilende fra hende, og tog faktisk ret let på det, selvom at hun havde det som om, at der var nogen som gnavede i hendes mave indefra og ud. Men hvad, hun havde selv valgt det, så hvorfor ikke leve af de problemstillinger som der ville komme undervejs, enden så gjorde man det, eller også kunne man lige så godt tage hjem igen, og leve sammen med sine forældre. Det gav ingen mening at tage afsted, men så magne penge man man kunne leve hvor henne man ville. Hvordan fandt man så styrken til faktisk at gå videre med sine drømme. Hun kunne i hvert fald ikke selv se hvordan det skulle lykkes, og hun ville også hellere starte på bunden af, end at leve af noget, som hendes far havde arvet. Det virkede bare ikke rigtig, så var det i hvert fald ikke længere hendes drøm. Hun kiggede dog igen på ham, og huskede på hvad han havde sagt, inden hun var løbet ud på toilettet. "I like you.. even though you wasn't that nice to me.. but I still like you.. Maybe because your not like other people i meet.." et varmt smil blev sendt imod ham, og hun mente det virkelig. Hun kunne godt lide ham, som sagt, der var noget over ham, som man bare ikke fandt hos andre. - Hun fugtede igen læberne, af en eller anden grund, virkede det som om, at det var det eneste hun gjorde lige i øjeblikket, men de læber var altså bare så fandens tørre! Hun lagde sig bedre til rette i sengen, så hun lå på maven, med øjnene imod ham. Hun hyggede sig, på trods af sulten som der gnavede i hendes indre, og at hun var træt, uoplagt, og bare slet ikke gad noget.. overhoved.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]