Home sweet home

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Mable ☆ words: 630 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Gabriel havde haft en lang og hård tid væk fra familien. Ikke at have set familien i mere end ti år havde været en hård omgang. Breve havde der ikke været utrolig mange af, eller jo han havde skrevet en del, men ikke alle var blevet sendt da mulighederne for at sende post på tværs af lande var utrolig svært. Det var blevet til i alt 10-15 breve, dvs. omkring et brev om året. Han havde fået nogle enkelte tilbage men mange var gået tabt i posten. Blot tanken om at gense familien havde fået ham til at blive så rastløs at soldaterne alle var nervøse i nærheden af ham. Man havde aldrig set ham så rastløs, end ikke de gange hvor de skulle rykke ud og i kamp. Han savnede sin familie, sin far, sin mor og sin lillesøster. Han frygtede dog også lidt for at de ikke ville tage imod ham men hvis han kendte forældrene ret, og hvis det var de selvsamme som havde skrevet de få breve han havde modtaget så ville de tage glædeligt imod ham. hans søde mor havde flere gang skrevet at hun ville lave alle hans livretter blot han kom hjem, at hans seng stod og ventede på ham, at hans far savnet ham men søsteren blev aldrig nævnt særlig meget. I hvert brev blev der skrevet at hun havde det fint men ikke mere end det. han glædede sig til at se hende, efter 14 år måtte hun blevet en smuk ung kvinde, mon hun endnu havde de samme skønne øjne og det samme smukke hår? Sikkert! Skibet lagde endelig til ved havnen og sammen med adskillige andre soldater forlod han skibet, nogen blev båret ud, nogen hinkede ud støttede til deres krykker og nogen blev båret i kister. En masse var faldet vunder denne krig og en masse døde dagligt. Hvorfor han var blevet sendt hjem under denne barske tid var af en simpel grund. de andre generaler og øverstkommanderende havde ment at det var tid til en pause, og havde tvunget ham på orlov. Især efter episoden hvor han deling, i hans stilling havde man ikke delinger, men i hvert var efter episoden hvor han sammen med en del kollegaer var kørt gennem en smal vej hvor der var blevet anbragt sidebomber. Fordi hans bil kørte som den første blev han ikke nær så ramt da man ventede til at de næste biler kørte ind inden man sprængte bomben. Over 50 var døde, en del hårdt såret og så var der nogen der blev psykisk skadet. Idet han forlod skibet, uden hverken at blive båret, hinke eller andet, blot i en rolig rask gange med rygsækken over den ene skulder og i militæruniform, stjernerne på hans skuldre indikerede hans stilling som general. Han stod roligt længe og så sig omkring, genkendte stedet med et skævt smil over læberne. Med rolig skridt fortsatte han hen imod en taxa. Han satte sig ind og gav ham adressen og snart kørte den gennem byen i rask tempo. Hans venstre arm var forbundet idet han havde brækket den og forbrændt den ved bombespræningen, og han havde en i rift i tindingen og en anden på venstre kind. men ikke engang det fik ham til at virke svag og skrøbelig, tværtimod var han blevet højere, mere muskuløs, slankere og langt mere bredskuldret end dengang han havde været de seksten år. Bilen kørte de næste mange minutter. Chaufføren plaprede løs dog uden at Gabriel lyttede spor meget. Han betalte ham og steg af da han endelig standsede. Bygningen foran ham fik ham til at smile, han trådte ind i opgangen og gik med rolige og dog nervøse skridt op til lejligheden hvor han var vokset op. Han standsede ved døren inden han roligt bankede på.

[/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

told me you love me, that i'd never be a l o n e ,
hand over your heart, let's go home

Mable grinte varmt af det, hendes far sagde, og måtte bide tænderne sammen for ikke at fortsætte. "Men du ved, jeg ikke går ud mere," tilføjede han og nikkede hen mod køkkenet, "det gør din mor heller ikke." Mable nikkede en gang og betragtede sin far, hvorefter hun lænte sig tilbage i stolen og kiggede ud af vinduet. På sin vis var Mable glad for, at hendes forældre ikke spankulerede rundt ude, så de kunne risikere at støde på hinanden. Selvom de godt vidste nu, hvad hun arbejdede med, havde hun alligevel ikke lyst til at møde dem, mens hun gjorde sit ærinde. Bare tanken om, hvor akavet det ville være, var nok til, at Mable skuttede sig i stolen.

Da Mables far sukkede dybt og brummende, skubbede hun tankerne til side og kiggede tilbage på ham. Hun smilede diskret over det gråsprængte hår og skægstubbene, tillod det sig kun, fordi han sad med bøjet hovede og lukkede øjne. Mable rejste sig, idet hendes mor kom til at slå spatlen mod panden, og tog sin sorte cardigan fra stolryggen med i farten, hvorefter hun tog den på over sin grå kjole. Et behageligt suk gled over hendes læber, da duften fra køkkenet mødte hende, som hun gik derhen ad. Hendes mor nåede dog kun at løfte blikket og se Mable i øjnene, før det bankede på døren. "Nå da, hvem kan det være" mumlede hendes mor og rystede panden med et tænkende udtryk, "åbner du, Mae?" Lydigt satte Mable kurs mod hoveddøren og lagde hånden på håndtaget, da hun nåede derhen, og åbnede den langsomt.

"Ja?" Mable kiggede op og betragtede den fremmede. Et venligt smil lå på hendes læber, men da hendes øjne nåede dennes ansigt, forsvandt det umiddelbart. Lamslået stod Mabel bare i døråbningen, men som sekunderne gik, opstod forvirringen i hende. Hun sagde ikke noget, tænkte ikke noget, kunne ikke engang græde glædestårer. Var det... Med blikket fæstnet på ansigtet, trådte hun ud og lukkede døren efter sig, som var hun i trance. Langsomt løftede hun sin hånd, og idet fingerspidserne ramte hendes varme kind, var det som om, det gik op for hende. "Gabriel?" Hun prøvede at trække på smilebåndende, men hendes ansigt var som sten. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, og følte, at hun måtte få bekræftet, hvem det var, før hun lod glæden tager over.

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Mable ☆ words: 630 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Det føltes som en evighed inden døren gled op og endnu en evighed inden personen der åbnede døren kom til syne. I virkeligheden varede det jo kun ganske få sekunder, ja ikke engang et helt minut. Han havde kunnet høre stemmer indefra og var utrolig spændt på at gense sin familie igen. han håbede da på at de vil blive positivt overrasket, men han var ikke helt sikker. Så mange år bort fra familien gjorde ham i tvivl om hvorvidt de ønskede ham tilbage, han forestillede sig at de havde ændret holdning til ham og de valg han traf dengang for mere end 15 år siden. Inderst inde vidste han dog at hans forældre aldrig ville støde ham fra sig, ikke når han endelig delvist var vendt hjem ikke at han havde i sinde at blive boende hos forældrene. Han skulle nok finde sig en lejlighed men indtil da måtte de leve med at han indkvarterede sig på sit gamle værelse. Ud af døren dukkede en ung kvinde op, højdeforskellen tvang ham til at se ned og han vurderede at hun mindst var 10 centimeter kortere end ham. De mørkegrå øjne virkede utrolig bekendte og ved synet af det blå i dem vidste han straks at han stod overfor sin lillesøster. Hun havde ændret sig, selvfølgelig. Efter så mange år hvor hun kun havde været et barn da han havde forladt familien så var det vel kun naturligt at hun så anderledes ud. Hun var jo blevet til en kvinde, og en utrolig smuk en af slagsen. Håret var mørkt, endda mørkere end hans eget og smukt bølget eller kaldte man det krøllet? Da hun trådte ud over døren og lod den glide i bag hende lod han hovedet glide på skrå. Da hun sagde hans navn smilede han et skævt smil som automatisk blev charmerende. ”Jeg har savnet dig søs” sagde han med en mild tone i stemmen. Han rakte ud efter hende med den ene rask hånd i håb om at kunne stjæle sig til en lille omfavnelse, men hun var måske vred på ham? irriteret? eller måske hadede hun han? han vidste snart ikke hvordan hans egen familie ville have det med ham og derfor følte han sig utrolig nervøs og spændt. Sådan som han stod der, om end han nok så hærget ud så udstrålede han som sædvanligt styrke, magt og selvsikkerhed.

[/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

told me you love me, that i'd never be a l o n e ,
hand over your heart, let's go home

Mable kiggede ned på hans mund, da han talte, og derefter op i hans øjne igen. Så revnede hendes forstenede ansigt i et lykkeligt smil, og med et fast greb tog hun hans hånd, hvorefter hun lagde den frie arm om hans nakke. Et øjeblik efter slap hun ham igen, lagde sine hænder på hans skuldre, som om hun skulle sikre sig, at det var ham, hvorefter hun slap alle hæmninger og kastede sig om hans hals. "Jeg har også savnet dig," sagde hun ind mod hans hår og smilede for sig selv. Hun knugede ham hårdt ind til sig, og omfavnelsen varede længere end den forrige. En tåre trængte sig ud af hendes øjenkrog, gled ned ad hendes kind og blev derefter suget op af jakkens stof, så den efterlod et mørkt mærke på hans skulder. Hun slap ham igen og tvang blikket væk fra hans ansigt for at betragte resten af hans krop. Lykken i hendes ansigt falmede en smule, som hun lagde mærke til rifterne, den brækkede arm og ikke mindst uniformen. Hun havde ikke just taget hensyn til hans skader, og hvis han havde reageret på nogen måde, havde Mable ikke hørt det.

Hun kiggede igen op og lagde også først mærke til nu, at han var en del højere end hende. Forsigtigt lagde hun en hånd på hans kind. "Efter fjorten år," sagde hun lavt og kiggede ned ad ham igen. "Og du vælger at komme fuldstændig uanmeldt." Hun smilede svagt og kiggede på ham med blanke øjne, og som sekunderne gik, faldt hendes tanker mere på plads, og lettelsen over at han var i live, skyllede ind over hende, hvilket fik hende til at lægge sin anden hånd på hans anden kind som et andet fascineret barn, der bare ikke kunne forstå, at dette, det var virkelig rigtigt.

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Mable ☆ words: 456 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Han smilede varmt tilbage til hende og klemte blidt hendes hånd da hun lagde den i hans. Kort var han overrasket over at føle hendes arm om hans nakke men han vendte sig hurtigt til fornemmelsen af hendes spinkle krop som dog kun var inden for hans rækkevidde i få sekunder inden hun trak sig tilbage, heldigvis ikke spor meget. Deres blikke mødtes i nogle sekunder hvor de blot så på hinanden inden hun kastede sig om halsen på ham hvilket han intet havde imod. Han skar en grimasse da hun strammede grebet om ham, det gjorde svagt ondt enkelte steder men intet han ikke kunne overleve. Han smilede ved hendes ord og holdt hende tæt ind til sig med den ene raske arm som lå rundt om livet på hende. Han trykkede sine læber mod hendes hår og nød duften af det. Han havde slet ingen fornemmelse af tiden og ville nok være i stand til at blive stående sådan i flere timer uden at bemærke det. Da hun igen trak sig væk og så ham an smilede han skævt og lod hånden hvile mod hendes hofte. Smilet over hans læber blev blot større da hun lagde hånden på hans kind. Da hun skilte læberne for at sige noget sendte han hende et undskyldende smil ”Et brev ville have været længere under vejs end hvis jeg var kommet selv” svarede han og trak hende atter indtil sig i en omfavnelse. ”Du er blevet en smuk ung kvinde Mae, det er lige før at jeg er ked af at være din bror” sagde han drillende og trak sig en smule tilbage for bedre at kunne se hende. Blidt strøg hans hendes kind, tog hendes hånd og trykkede den mellem sin store næve inden han lod læber blidt strejfe den. ”Jeg har ofte tænkt på dig” sagde han blidt hvilket på ingen måde havde været løgn. Han havde tænkt på hende konstant, og enkelte gange havde han fortrudt ikke at have træffet et andet valg, et valg der ville sørg for at de konstant var i nærheden af hinanden i stedet for 14 års adskillelse. På den anden side havde hun og hans forældre været dem der havde været grunden til at han havde gidet holde sig i live. Inden for lejligheden kunne man høre lyden af stemmer, og nogen, sikkert deres mor, der kaldte efter Mable. Han smilede atter til hende men flyttede sig ikke, han kunne ikke få nok af at se på hende, savn og længsel var så stor at han end ikke turde blinke af frygt for at hun ville forsvinde. Han havde efterladt hende som barn, og nu var hun en voksen kvinde. Trist at han var gået glip af så meget.

[/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

told me you love me, that i'd never be a l o n e ,
hand over your heart, let's go home

Mable vidste godt, at breve af og til næsten kunne være helt ubrugelige. Hun vidste, at flere af de breve hun havde sendt Gabriel, var gået tabt, og det havde sikket også sket den anden vej rundt. Hendes hånd lå stadig på hans kind, da han trak hende ind i endnu en omfavnelse, men hun fjernede den ikke og lagde istedet den anden i hans nakke, hvor hendes fingerspidser strøg igennem hans nakkehår en gang. Hun grinte af det, han sagde, og da de skiltes ad igen, betragtede hun hans øjne med et varmt blik. "Vi har alle også tænkt på dig," sagde hun lavt og selv havde hun af og til sat sig ned forvirret og prøvet at regne ud, hvorfor han forlod dem af egen fri vilje. Hun havde haft mange spørgsmål, men de var alle som blæst væk med vinden nu.

Mable hørte godt, hvordan hendes mor kaldte på hende, men hun tog sig ikke af det og foretrak at blive herude med Gabriel lidt endnu. Det ville ikke være muligt at komme i kontakt med ham, hvis de gik indenfor til deres forældre, da de ville være over ham med det samme og ikke ville give slip, før trætheden meldte sig. Hånden, der stadig lå i hans nakke, lod hun glide igennem hans hår, hvorefter hun lagde den mod hans hals. Hun kunne godt finde på at stikke af med ham, ligesom da de var små, og de ikke måtte lege længere, hvor de så havde løbet afsted og kravlet op i et træ. Hun ville så gerne snakke med ham, ikke om hvad han havde lavet i alle disse år, men om småting som man oftest kom ind på, når samtalen ikke var så formel mere. "Jeg tror ikke, det er muligt at komme udenom dem," sagde hun med et smil og mente deres forældre. Alligevel blev hun stående og lod deres forældre virre i undren endnu.

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Mable ☆ words: 420 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Han fornemmede hendes hånd der dansede sig vej op ad hans nakke og begravet sig i hans hår. Nød fornemmelse af hendes varme spinkle krop som var så ukendt men alligevel ikke så tæt på sig. han havde savnet hendes smil, hendes blik, hendes stemme, og dog var han kommet hjem for at opdage at alle tre ting havde ændret sig. han stod overfor en ung kvinde i sine bedste år, smuk, tiltrækkende og lokkende på alle tænkelig måder ikke at han blev lokket af hende på en sensuel måde, nej tanken strejfede ham kort og beskyttertrængen gled straks frem og lagde sig over ham. Han følte sig som et fjols, væk i alle disse år i stedet for at han burde være lige her, sammen med familien og en beskytter for hans søster. Hun så ikke ud til at have taget skade af at han ikke havde været i nærheden men det var jo det han så på det yder, hvad der var i det indre havde Gabriel ingen anelse om, men han håbede på at finde ud af om det smil han så, den glæde han så, om det var oprigtigt. Han smilede ved hendes ord og holdt hende i en stund indtil sig inden han slap hende på ny. Han hørte moderens stemme, og trangen til at styrte ind og omfavne denne fantastiske kvinde som havde født ham, passet ham og bekymret sig om ham i alle de år han havde været væk. Hvor måtte det have været hårde år, nu hvor han tænkte over hvad han havde udsat sin familie for hadede han sig selv for det. Han trøstede sig med at han i det mindste var kommet levende hjem, men hvem vidste om han gjorde næste gang. Han så på Mable med et smil over læberne, ja han kunne ikke andet end smile, han fornemmede hvordan hendes hånd gled gennem hans hår og stoppede hende ikke, lige nu måtte hun gøre som hun ønskede blot hun ikke flyttede sig ud af hans rækkevidde. Tanken om at stikke af med hende strejfede ham og fik blot smilet til at vokse. Ved hendes ord lo han en dæmpede latter ”Vi skal nok få rigeligt tid til at snakke sammen søs, det skal jeg nok sørg for” han blinkede drillende til hende ”Men jeg tror det er bedst at du forbereder de gamle på at jeg er kommet” sagde han. Frygten for at give forældrene et hjertestop af lykke ved at dukke op havde strejfede ham flere gange.

[/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

told me you love me, that i'd never be a l o n e ,
hand over your heart, let's go home

Mable nikkede til det hans sagde, klemte blidt med sin hånd, der lå mellem hans hals og skulder, og slap ham så. Hun vendte sig langsomt, som var hun bange for, at han skulle forsvinde og åbnede døren. Hun vendte sig i døråbningen og løftede hånden for at få ham til at vente et øjeblik, hvorefter hun lukkede døren på klem. Hun lagde armene om sig selv og gav sig selv et øjeblik til at sunde sig, før hun gik ind i stuen. "Der er du," sagde hendes mor, som lagde det sidste par bestik på spisebordet. "Hvem var det ved døre- sig mig, er der noget galt, Mae?" Hendes mor rettede sig op og kiggede hen på Mable. Hendes far vendte sig i lænestolen. Mable så på dem uden at sige noget. Med svagt nervøse bevægelser gik hendes mor hen til stolen, hvori hendes mand sad, og lagde hænderne på stolryggen. "Mae, skat?" sagde hendes far lavt og rejste sig fra sin plads. Mable tog en indånding og så skiftesvis på dem begge og åbnede endelig munden. "Han er kommet hjem," sagde hun lavt og smilede endelig. Det tog et øjeblik for hendes forældre at reagere, men det skete tilsidst.

Mable vendte sig om og gik ud til døren igen for at åbne den. Uden at sige noget tog hun fat i Gabriels arm og førte ham indenfor og ind i stuen. Hun stillede sig lidt bag ham og foldede hænderne foran sig, mens hun langsomt kiggede hen på sine forældre igen. Det var deres far, der reagerede først, ved at tage et skridt frem, derefter endnu et og flere endnu, så han endte lidt foran Gabriel. "Søn," sagde han en smule grådkvalt og rakte armene frem. Da reagerede deres mor også i gråd og hastede frem til hendes søn, som hun også lagde armene om. Sceneriet gav Mable tårer i øjnene, og hun trådte endnu et skridt tilbage, som om hun ville skjule de tårer, der løb ned ad hendes kinder. Uden nytte tørrede hun kinderne.

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Mable ☆ words: 469 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Da Mable omsider nikkede og vendte sig om – modvilligt bemærkede han – blev han blot stående ved døren da hun gjorde tegn til at han skulle. Han følte sig utrolig nervøs for var der nu skulle ske, og kunne se forældrenes reaktion for sig, et smil formede sig på hans læber men han rykkede sig ikke selvom trangen til at slå døren ind og styrte ind til sin familie var utrolig stor. Han kunne høre forældrenes bekymrede stemmer idet de spurgte Mable om hvad der var galt og han følte en klump i halsen ved lyden af forældrenes stemmer som nu var langt tydeligere end før. Deres stemmer havde ændret sig, de var blevet gamle, det kunne han høre. Han sukkede og klemte svagt armen da den smertede en smule men ignorerede smerten idet han hørte Mables svar. Han smilede skævt, sikke et drama dette vil udvikle sig til, den fortabte søn der endelig er vendt hjem. Mable var dog snart henne ved døren og hun åbnede den nu helt. Han lod hende tage fat i hans arm og føre ham ind. Blikket gled rundt i entreen, stedet lignede jo sig selv med nogle få ændringer men det var stadig hans hjem og blot duften der lagde sig om ham og stemningen som tydeligt kunne fornemmes fik ham til at føle en træng til at sætte sig til at græde af lykke. Men som mand, og som general og tidligere soldat havde han ikke grædt længe og at gøre det nu var blot en absurd tanke. Han blev ført ind til selve stuen og standsede da Mable standsede, det var som om hun havde været drivkraften der drev ham ind i huset og da hun standsede føltes hans ben tunge og ubrugelig. Hans blik gled fra omgivelserne som føltes ret så ligegyldige i disse øjeblikke til hans forældre som stod gamle og grå, dog omsluttede af varme og kærlighed som han huskede dem. Blikket gled til faderen der nu trådte nogle skridt frem, standsede kort inden han tog flere skridt frem. Ved det enkelte ord der forlod hans læber smilede Gabriel sit vendte skæve smil, som havde ændret sig fra drenget til forførende gennem årene. ”Fader… moder..” hans blik forlod faderen, gled hen over moderen idet han tiltalte dem på selvsamme måde som han havde gjort 14 år tilbage. Han omfavnede forsigtigt faderen inden hans arme blev lagt om moderen der græd glædestårer. Han tørrede de første tårer bort men de blev erstattet af flere hvilket fik ham til at opgive at tørre dem bort. ”Jeg har savnet jer….alle” han kastede et blik tilbage mod Mable og smilede til hende inden han lod blikket glide rundt for at opdage at de forberedte sig til aftensmaden ”Mon der er plads til en mere ved jeres bord?” spurgte han muntert og blidt.

[/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

told me you love me, that i'd never be a l o n e ,
hand over your heart, let's go home

Mable tørrede igen tårerne væk uden nytte og sendte et svagt smil tilbage til Gabriel. Ved hans kommentar gik hun ud i køkkenet for at hente grej til at dække op til endnu en. Hun måtte dog læne sig op ad en bordkant et øjeblik for at tage en dyb udånding og få styr på de tårer, der faldt hensynsløst fra hendes øjne. Hendes hænder sitrede let, da hun tag fat i en klud for at duppe den mod hendes kinder og fjerne den smule makeup, der havde løbet. Hun stod et øjeblik med lukkede øjne og trak vejret dybt, men så skubbede hun sig op fra bordpladen, inden de andre begyndte at fatte mistanke. Med hurtige bevægelser fik hun fat i en tallerken, bestik og et glas, som hun derefter bar ud i stuen for at lægge det på spisebordet.

Forældrenes, især deres mors, glæde var rørende, og Mable måtte spænde kæberne for ikke at begynde at græde igen. Hun grinte dog svagt, da hendes mor virrede frem til bordet med en tallerken, men så lagde mærke til, at der allerede var dækket op til Gabriel, og virrede tilbage i køkkenet igen. "Lad os sætte os," sagde deres far og rømmede sig og gestikulerede mod bordet. Mable gik dog ud i køkkenet til hendes mor, lagde blidt sine hænder på hendes, da de rystede så voldsomt, at hun ikke kunne styre vandkaraffelens åbning mod det strømmende vand. Hun gav Mable karaffelen og prøvede at få styr på sit græderi, og Mable fik fyldt karaffelen op med vand. Inden hun gik ud i stuen, gav hun sin mor et varmt smil, som fik hendes mor til at tage en dyb udånding og tørre tårerne væk. De gik sammen ind i stuen og satte sig ved bordet. "J-ja - tag for jer," sagde hendes mor med sitrende stemme, men med et lykkeligt smil.