Home sweet home

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Mable ☆ words: 493 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Da Gabriel omsider blev sluppet af moderen som nærmest klamrede sig til ham fik han endelig lov at sætte den tunge rygsæk fra sig på gulvet. Et suk forlod hans læber da den var kommet af hans ryk og han kunne endelig blive fri for den ekstra byrde. Moderen smilede til ham bemærkede hans sorg og undersøgte dem kort kritisk men smuttede ud i køkkenet få sekunder efter. Han smilede til faderen idet de sammen fulgtes ad hen til bordet og han satte sig ved faderens venstre side som han havde gjort dengang de var børn. Han smilede svagt til søsteren da denne dukkede op efter moderen og sammen satte de sig rundt om bordet. Stemningen var kærlig, varm og indbydende som den havde været så mange år tilbage og minderne vældede op. Da moderen erklærede at de kunne tage for sig kastede Gabriel et blik hen over bordet. Duften af moderens mad fik ham til at smile skævt og faderen øste op til ham og… blev ved ”Fader, det er alt for meget. jeg er blevet ældre men af den grund spiser jeg ikke ti gange så meget” faderen smilede og smed en munter kommentar om hærrens dårlig mad som fik Gabriel til at smile. På det punkt havde faderen et, der var ikke så meget at gøre godt med når man var ude i marken men sådan var det vel. Udsultet var han nu ikke. Da han tog en mundfuld af maden tyggede han af og erklærede at moderen lavede verdens bedste mad hvilket fik hende til at smile. Han kastede et blik hen til Mable. Hvor havde de meget at snakke om. At spise med en hånd var ikke let, og moderen skævede flere gang til hans skadede arm. Faderen bemærkede hendes blik men sagde intet til det i stedet for spurgte han om hvordan det kunne være at han endelig kom hjem, og om oversagen kunne være at krigen var ved at være over. Gabriel satte bistikket fra sig og drak en smule vand inden han svarede ”Krigen er ikke over, desværre.” svarede han roligt ”Jeg har blot været i tjenesten i så mange år at man mente at det snart var på tide at jeg tog mig en pause” svarede han og tav i nogle sekunder ”Beslutningen blev dog træffet af min gruppe kørte ind i et baghold og bomberne blev sprængt, jeg var heldig at have været i en af de første biler der kørte sikkert igennem, men vi mistede mange” sagde han. En mørk skygge havde lagt sig over hans ansigt og det gik op for ham at han var ved at ødelægge den hyggelige stemning. Han smilede undskyldende ”Men jeg er glad for det skete, ellers ville jeg nok først være kommet om ti år hvis jeg var heldig” sagde han med en drillende tone. inderst inde var han dog ikke så glad som han viste, de år havde langt fra været nogle behagelige år.

[/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

told me you love me, that i'd never be a l o n e ,
hand over your heart, let's go home

Mable lagde en ydmyg portion op til sig selv og spiste langsomt af den. Selvom hendes mor lavede utrolig god mad, havde Mable ikke nogen stor appetit, og egentlig ville hun helst slippe for det. Men kroppen sagde hende imod, og så snart hun havde slugt den første bid, bad den om mere, og hun adlød.

Da deres far spurgte ind til krigen, standsede Mable med at skubbe mad op på hendes gaffel, og stirrede ned i tallerknen, følte en spænding brede sig i kroppen. Var krigen slut? Svaret burde hun dog have set komme, og hun sukkede uhørligt. Hun genoptog sin spisning og mens Gabriel snakkede, tyggede hun langsomt. Hun løftede blikket og så på hans ansigt, men blev afbrudt ved, at deres mor begyndte at græde igen. Hun hulkede ustyrligt og satte servietten op for munden for at dæmpe sig selv. Mable slap bestikket og tog hende om skuldrene. "Mor, vær' nu sød," mumlede hun dæmpet, så kun hendes mor kunne høre det. Mable skævede hen til Gabriel og følte, hvordan hendes mors skuldre sank sammen, som hun stoppede med at græde. Hun smilede til Gabriel, selvom hun på ingen måde fandt, det han sagde, sjovt.

"Undskyld. Undskyld, skat," mumlede moren og lagde en hånd over Gabriels. Mable slap hendes mor og gav sig til at spise igen. Hun følte sig tom for ord og havde mest af alt lyst til at sætte sig ned og tænke over det, der var sket. Middagen fortsatte uden gråd og forløb i en rolig samtale mellem dem alle.

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Mable ☆ words: 381 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] At snakke om krigen var på ingen måde det rette at gøre hvis man ville have en hyggelig aften. Især ikke hvis man snakkede om krigen med en soldat der havde været i marken. At Gabriel havde forsøgt at lette stemningen havde ikke lykkedes helt men han havde da forsøgt. Selvfølgelig havde hen bemærkede moderens gråd og han undertrykte et suk. Da hun undskyldte og lagde hånden over hans smilede han blot svagt og gav den et lille klem inden de alle begyndte at spise videre i noget der kunne kaldes en mindre varm atomsfære men dog ikke anspændt. Aftensmåltidet forløb ellers roligt og da maden var over ville han havde hjulpet med at tage af bordet men hans mor forbød ham det så han rejste sig op og smuttede ud på toilettet. Her vaskede han den ene hånd og blev i noget tid. Moderen dukkede op ved badeværelset og sagde at han kunne gå ind og skifte tøj hvis han ville så ville der være en dessert klar. Han nikkede og smuttede kort ud i stuen efter sin stor rygsæk inden han smuttede ind på sit gamle værelse. Alt så ud som da han havde forladt det. Der var dog rent, som om moderen dagligt havde været ind og gøre rent og støve af hvilket hun sikkert havde. Han lukkede ikke døren efter sig idet han gik rundt i værelset og stillede sig ved vinduet mens han kort kastede et blik ud. Han sukkede og satte sig på sengen efter at have lukket døren på klem han knappede jakken op til sin uniform og trak den forsigtigt af. Med en del besvær fik han trukket den af den skadede arm. Inden under jakken havde han en hvid top som sad stramt indtil hans muskuløse krop. Forbindingen på venstre arm dækkede hele armen og skulderen. Toppen sad så tæt indtil hans krop at man kunne se nogle forbindinger under. Forbindinger han måtte skifte. Han trak tasken hen til sig og åbnede den, fandt nogle rene forbindinger frem og satte dem på sengen. Kastede et blik på sit spejlbillede og sukkede. Han trak forsigtigt toppen af. Et blåt mærke kunne ses på højre hofte, forbindingen rundt om brystkassen var stor, han strejfede den forsigtigt inden han strøg hånden over den ømme skulder.

[/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

told me you love me, that i'd never be a l o n e ,
hand over your heart, let's go home

Mable hjalp sin mor med at tage af bordet. Det var en langsom proces, der ikke indebar særlig meget tale, da ingen havde stor lyst til det. Mable tog opvasken for sin mor, der uden større modsigelse satte sig i stuen med sin mand, der var faldet i søvn, og gav sig til at kigge ud af vinduet. Hun tog sig god tid, selvom hun havde meget lyst til at gå ind til Gabriel på hans værelse, men han måtte have ro, og den ville Mable gerne give ham.

Mable tørrede de sidste bestik af og lagde dem på plads. Da hun kom ind i stuen, betragtede hun sine forældre den ene stadig sovende og den anden med lukkede øjne. Hendes mor var definitivt stadig vågen, da hun aldrig sov om dagen, men Mable forstyrrede hende alligevel ikke. Selv var hun blevet helt stille under middagen, og hendes mor var sansynligvis kommet til det stadie nu også.

En let banken lød mod Gabriels dør, og da Mable fik svar, åbnede hun døren. "Jeg ville bare sikre mig, at du stadig -" hun stoppede op i sin sætning, da hun så, hvordan Gabriel så ud, men hun reddede den prøvende, "- var her." Langsomt lukkede Mable døren og gik derefter hen til sin bror. Forsigtigt satte hun sig på sengen og så på hans ryg, som var halvt indbundet. Hun ville gerne omfavne ham, men nu, når hun kunne se hans skader, turde hun ikke, i frygt af at det ville gøre ondt på ham. Forsigtigt lod hun sine fingerspidse strejfe bandagen på hans ryg og lagde så mærke til bandagerne på sengen. "Vil du have hjælp?" spurgte hun roligt og trak hånden til sig igen.

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Mable ☆ words: 335 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] En sagte banken på døren lød og uden at tænke over det bad Gabriel vedkommende om at komme ind. Da han gjorde fortrød hans straks, han var ikke i en tilstand der var værd at vise til nogen, især ikke sin familie. At Mable standsede midt i sætningen gjorde ham endnu mere sikker på at han havde dummede sig ved at bede hende komme ind uden omtanke. Han smilede skævt til hende og virkede ikke til at have det så slemt som han så ud. Da hun satte sig ned og strejfede bandagen reagerede han ikke, den var alligevel så tyk at han ikke vil kunne fornemme noget hvis man blot strejfede den på den måde som Mable lige havde gjort. Da hun spurgte om hun skulle hjælpe tøvede han endnu engang med sit svar ”Det er ikke et behageligt syn” svarede han og flyttede en smule på sig. Han strøg hånden over brystet, strejfe det sted han vidste det ene store sår var og bed tænderne hårdt og irriteret sammen. Han hadede at været såret. Blikket gled hen over Mable og han strøg hendes kind ganske svagt ”Men tak for tilbuddet søs” sagde han blidt inden han rejste sig og stillede sig foran spejlet hvor hun ikke ville kunne se selve såret når han fjernet bandagen. Han sørgede for at huske at tage den rene bandage med og satte den fra sig på bordet foran spejlet. Forsigtigt løsnede han bandagen og langsomt gled den af hans krop, afslørede en fin, slank og muskuløs ryg hvor der kun var få ubetydelig rifter som allerede havde healet fint. På forsiden var der et stort plaster der holdt mulige bakterier fra såret, han fjernet plasteret og satte en ny på med besvær, dog lykkedes det, roligt strøg han svagt hånden over de andre små sår. Han sukkede, denne gang et hørligt suk inden han begyndte at trække den rene bandage på, til dette havde man brug for to hænder, mens han selv kun havde en til rådighed.

[/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

told me you love me, that i'd never be a l o n e ,
hand over your heart, let's go home

Mable trak let på skuldrene, da han nævnte, at det ikke ville være et behageligt syn. Hun ville højst sandsynligt have klaret det, men hun sagde ham ikke imod og fulgte ham istedet med blikket. Hun flyttede dog blikket lidt efter og lod det betragte rummet. Hun havde været herinde mange gange, efter Gabriel var taget afsted, og havde bare siddet på hans seng. Ligesom hun gjorde nu.

Mable rejste sig og kiggede igen hen på Gabriel. Hun så, hvordan han behøvede hjælp, og selvom han just pænt havde takket nej, gik hun hen til ham for hjælpe ham. Hun tog bandagen fra hans hånd og viklede den med rolige bevægelser om ham, løftede blidt op i hans skadede arm, så hun kunne komme forbi, hvorefter hun satte stykket forsvarligt fast. Hun stod bag ham og havde lagt sine hænder mod hans ryg. "Hvor lang tid bliver du?" spurgte hun efter lang tids stilhed og gik hen foran ham. Hun undersøgte hans skadede arm, men kom frem til den konklusion, at den forbinding ikke behøvede at blive udskiftet. Hun vendte sig om for at folde det overskydende bandage sammen, men kom til at løfte blikket, så hun så dem begge i spejlet. Hun rettede sig op og kiggede undersøgende på dem begge. De lignede ikke særlig meget hinanden.

Mable kunne høre, hvordan nogen rumsterede inde ved siden af. Det fik hende til at flytte blikket fra spejlet og gå hen til tasken, så hun kunne lægge bandagen deri.

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Mable ☆ words: 327 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Gabriel var taknemlig for den hjælp hun gav ham, for selvom han havde takkede nej til hendes hjælp så havde han skam vidst at opgaven ikke ville være let. De andre dage havde han fået sine venner til at hjælpe ham og derfor havde han vidst at takket være den skadede arm kunne han ikke gøre det på egen hånd. Han hævede sin skadede arm da hun blidt flyttede den og lod hende derved komme til. Da forbindingen var sat forsvarligt på betragtede han kort sit spejlbillede idet han hørte hendes ord og sænkede blikket. Ja hvor længe ville han blive? Og mon han ville komme levende hjem næste gang? Han hævede blikket for at opdage at hun så på ham gennem spejlet og han så roligt tilbage på hende. Akkurat som hende kunne han ikke se nogen ligheder, måske en smule ved øjnene men alligevel ikke så meget, de var så forskellige, måde udseende og personlighedsmæssigt. Han smilede et skævt smil ”Jeg ved endnu ikke hvornår jeg tager af sted igen. der går nok mindst halvanden måned til to, men det hele afhænger af hvor store tab man lider i flettet og hvor stor behov de har for mig…” svarede han roligt inden han rettede sig op og vendte sig rundt. Han strøg hendes kind blidt inden han smuttede hen til sengen og overvejede at trække sin top på igen men ombestemte sig. Med rolig skridt smuttede han hen til tasken hun lige netop havde haft fat i og åbnede den helt, her fandt han en nogle bukser frem og en T-shirt ”Har mor og far haft det godt? Far ser… træt ud” spurgte han roligt og dog med bekymring malet i ansigtet. Han håbede at familien havde de godt men han havde været væk længe så der kunne meget vel være sket noget. Han rettede sig op og trak T-shirten over hovedet inden han satte sig på sengen og skubbede de store tunge sko af.

[/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

told me you love me, that i'd never be a l o n e ,
hand over your heart, let's go home

Mable brød sig ikke om, han talte så åbent om død. Det var virkeligheden, det vidste hun, men hun ville ikke have, nogen skulle dø, så hendes bror skulle tage afsted igen. Hun havde i det hele taget ikke lyst til, at han skulle tage afsted. Hun havde lyst til at lægge sine arme om ham og holde ham fast til evig tid, hvis det var det, der skulle til, at han kunne blive hjemme. Hun holdt dog hænderne for sig selv og foldede dem i skødet, da hun sank ned på skrivebordsstolen, så hun kunne se hen på ham. Hendes skuldre hang tungt, men hun kunne ikke gøre for det. Det var som om, hun ikke havde kræfter nok til at lade som om.

Ved hans spørgsmål betragtede hun ham lidt, før hun kiggede ud af vinduet. "Han er også træt," sagde hun og blinkede langsomt og kiggede hen på Gabriel igen. "Ingen af dem bevæger sig særlig meget ud mere. Det er som om, en gnist i dem er slukket," fortsatte hun og kiggede hen mod døren, som førte ud til stuen, hvor deres forældre sad lige nu. "De har snakket om at flytte ud af byen," sagde hun og strøg sit hår om bag øret, hvorefter hun kiggede på sin bror igen. Hun lod stilheden herske, men efter et øjeblik blev den afbrudt af radioens kraslen inde ved siden af. Mable sukkede, men stoppede sig selv midt i sukket. Hun tøvede. "Hver gang jeg har været på besøg, har de siddet sådan," sagde hun og mente det, at de sad og lyttede til radioen på hver sin faste plads - far halvt sovende og mor kiggende ud af vinduet. "De har savnet dig sådan!" hviskede hun hurtigt og spændte kæberne for ikke at begynde at græde igen. "Jeg har..." Mable rystede på hovedet og kiggede ned i gulvet. Hun var oprigtig glad for, han var kommet hjem, men nu havde hun begyndt at få blandede følelser. Hvorfor valgte han overhovedet at tage i krig?

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Mable ☆ words: 490 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Gabriel var nu heller ikke typen der snakkede åbent om død og krig, ikke normalt vis i hvert fald, og hvis hun havde påpegede det havde han nok kiggede undrende på hende, for hans ord havde faktisk været så skånsomme som overhovedet muligt. Han havde ikke brugt ordet død men sagt tab, men folk var jo så forskellige at nogen ville kunne blive påvirket af noget andre slet ikke bemærket. For Gabriels vedkommende var død ikke noget han brød sig om, men noget han havde affundet sig med. At hun ikke ønskede at han tog af sted igen havde han ingen anelse om, kun en ide, han forventet vel at hans familie ønsket at han skulle blive nu hvor han endelig var kommet, men nu måtte tiden vise. Var han kommet endnu mere til skade end det havde de nok været rimelig sikker på at han ikke ville blive sendt ud igen, men at blive en krøbling ville nok have ødelagt ham fuldstændig. Gabriel var en mand der ikke kunne sidde stille i længere tid ad gangen. Hans blik gled hen over Mable igen idet hun besvarede hans spørgsmål og fortsatte. Han så dog ned få sekunder efter. Gnist i dem der er slukket? Hvilke gnist? Og hvor længe havde de været sådan? han så forundret på hende da hun sagde at de havde snakket om at flytte ”Hvorfor? Er der sket noget? Nogen der gener jer? Dem?” han havde jo hørt fra moderen i et af hendes breve at Mable var flyttet hjemmefra, så det at hun i det hele taget var her undrede ham faktisk en smule, men hun kom vel på besøg? Og han havde blot været så heldig at hun var her i dag. Hans blik blev kort vendt hen mod døren da han hørte radioen ude i stuen larme. Hans blik blev dog atter vendt mod Mable da hun igen snakkede, og da hun nævnte at de havde savnet og selv gik i stå rejste han sig op fra sengen og gik roligt hen til hende. Satte sig på hug foran stolen og strøg hendes kind ganske blidt. Havde hun ment at hans forældre var blevet sådan på grund af ham? Eller var der sket andet? var det hans skyld at de var sådan? havde han virkelig påført sin familie så meget smerte uden selv at være bevidst om det? Hans ene hånd fandt hendes om blidt førte han den op til sine læber for han lod læberne strejfe hendes håndryg. ”Mable… jeg elsker dig utrolig højt, tvivl ikke på det” hviskede han blidt. at skulle tage af sted igen ville blive svært, at adskilles fra sin familie i flere år ville langt fra være let, og hvem sagde at han kom levende tilbage? Hvem sagde at han vil komme hjem til levende forældre? Hvem sagde at han ikke selv ville være skyld i deres død? Disse tanker bekymrede ham, vakte en smerte og frustration.

[/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

told me you love me, that i'd never be a l o n e ,
hand over your heart, let's go home

Hun rystede længe og svagt på hovedet og stoppede, da han nævnede dem. "Nej, vi bliver ikke generet," talte hun på deres vegne og betragtede ham fortsat. "Jeg tror bare, bylivet er blevet for meget for dem," sagde hun og undgik at nævne, at deres far ikke kun var overfladisk træt på grund af for lidt søvn, men var træt konstant, og han kunne ikke sove det væk. Hun gik ofte og bekymrede sig om ham, men når hun endelig spurgte sin mor, om det var noget galt, viftede hun bare på hånden og sendte hende et smil, der sagde: der er bare noget nonsens, du bilder dig selv ind.

Mable lukkede kort øjnene ved hans berøring. Hun åbnede dem igen og tag fat om hans hånd for at fjerne den fra hendes kind. Hun strøg let sine fingerspidser over hans håndryg. "Det ved jeg," svarede hun svagt og stoppede med at stryge hans hånd. "Men du tog alligevel afsted," sagde hun og tvang blikket op på ham. "Jeg bærer ikke nag, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi kunne have haft det, hvis du havde truffet et andet valg," sagde hun og fastholdt blikket på ham. Hendes øjne var blanke, men hun holdt stædigt tårerne inde. Hun var ikke flov over at græde foran sin bror, men hvis det gjaldt overfor nogen anden, ville hun være, og da hun havde været adskilt fra sin bror i fjorten år, var han som en anden.

Det glimtede forvirret i hendes øjne, og Mable slap Gabriels hånd. Hun tog hånden op til panden, hvorefter hun for en gangs skyld rørte ved sit hår ved at føre hånden igennem det. Hun tog fat om sin nakke og sukkede dybt. Hun følte sig træt, som om tankerne tærede på hendes kræfter, og længes pludselig efter at lægge sig i sengen og lade søvnen overtage. Men hun sagde ikke noget og vendte opmærksomheden mod Gabriel istedet. "Er du ikke træt?" spurgte hun og fjernede sin hånd fra sin nakke og så på hans ansigt.