Home sweet home

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Mable ☆ words: 360 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Det glædede ham da at høre at ingen generet dem men han forstod alligevel ikke helt grunden til at forældrene ønskede at flytte. De var måske træt af larmen? Det kunne det jo meget vel være. Han havde været væk alt for længe og kendte nærmest ikke sin egen familie længere. Selvfølgelig gik det ham på, men han kunne ikke ændre så meget på det nu. Da hun fjernede hans hånd lod han hende flytte den uden at brokke sig, hendes svar om at han alligevel havde taget af sted fik ham til at vende blikket væk. Det havde hun jo ret i. Da hun fortsatte så han atter op på hende. Hvordan det ville have set ud? Ikke meget anderledes ville han tro. Han ville nok have overtaget faderens job i supermarkedet, og dog, hans familie ville nok ikke have lidt så meget, hellere ej frygtet så meget som de havde gjort de sidste fjorten år. ”Jeg er virkelig ked af at I har lidt så meget…” han anede virkelig ikke hvad han skulle sige for at rette op på det hele. Problemet var desuden at det endnu ikke var helt over, han skulle jo tage tilbage. Hun havde ændret sig utrolig meget hvilket ikke var underligt efter så mange år, men han kendte hende knap. Hun slap hans hånd og han gjorde intet for at holde hendes hånd fast i sin egen. Han betragtede hende roligt, fornemmede en forvirring der lå hen over hende men sagde intet. Da hun spurgte om han var træt kom han på benene ”Ikke spor… turen hertil var lang men ikke ubehagelig.. desuden er jeg van til at være vågen i flere dage i træk” på en måde var han glad for at de ikke havde set ham på arbejde, hans arbejde kunne til tider få ham til at ligne et spøgelse. Han gled igen ned at sidde på sengen og så på et tilfældigt punkt på væggen overfor. Tavsheden lagde sig over dem ”Kan jeg på den ene eller anden måde rette op på alle de års fravær?” spurgte han inden han atter vendte blikket mod hende, roligt, og blot så afventende.

[/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

told me you love me, that i'd never be a l o n e ,
hand over your heart, let's go home

Mable havde set væk, mens han sad foran hende, og da samtalen døde ud mellem dem, så hun stadig ikke på ham, men lod stilheden herske. Hun følte ikke, at stilheden var akavet, men derimod trættende, og hun måtte ihærdigt holde et gab inde. Hun følte sig tung i hovedet, og det blev kun endnu tungere, da Gabriels stemme lød i rummet.

Mable sad et øjeblik, hvorefter hun langsomt løftede blikket. Hun sagde ikke noget, men rejste sig istedet og gik hen til sin bror, som hun satte sig på knæ foran. "Fjorten år er lang tid," sagde hun svagt, med en smule hæs undertone, og følte, hvordan tårerne igen trængte sig på. "Men vi kan ikke gøre andet end at prøve," sagde hun og så ham dybt i øjnene. Hun tvivlede på, at de nogensinde ville kunne lægge dette bag sig, men hun mente det, hun sagde og snakkede ikke bare. Hun sagde ikke mere og lagde sin hånd på hans kind, hvorefter hun lænede sig frem og plantede et langt kys på hans kind. Hun lukkede øjnene og lænede blidt sin pande mod hans kind, da hun slap med sine læber, hvorefter hun tog en dyb indånding og rejste sig op. "Jeg må gå hjem nu," sagde hun og strøg sine hænder ned ad sin kjole. Hun stod igen stille et øjeblik, men tvang så sine ben i bevægelse. Hun gik ganske hurtigt hen til døren, men standsede i døråbningen, da hun havde trykket håndtaget ned, og vendte sig mod Gabriel. "Men lad os mødes igen, når -" hun holdt en kort pause, "- vi er kommet os over dette," afsluttede hun og sendte ham et halvt smil. Så gik hun ud og lukkede døren efter sig, hvorefter hun med tårerne svidende mod øjenlågene tog afsked med sine forældre (der først så forbløffede ud, hvorefter de forstod situationen) for derefter at tage overtøj på og skynde sig ud af døren.

Tårerne sved til sidst så meget, at de begyndte at falde ned af hendes kinder. Mable holdt sig for munden for ikke at begynde at hulke, men hun kunne ikke styre tårerne, der faldt på hendes kinder i et højt tempo. Hun småløb hele vejen, og da hun endelig nåede hjem, lagde hun sig som et lille barn på sin seng og græd sig til søvne.

OUT