|
|
Post by Vincenzo De Lazzaro on Jun 5, 2011 16:46:10 GMT 1
Solen havde været byen nådig i denne tidlige aften. Det var varmt, men ikke ulideligt, så det var den perfekte tid til at invitere nogen ud. Der var mange mennesker ude i dag, rigtig mange par der gik hånd i hånd, så det gjaldt om at smelte så meget sammen med miljøet som muligt.
Vincenzo var lidt dristigere i sin påklædning i dag end han plejede at være. For ikke at tiltrække for megen opmærksomhed på sig selv, så var han ikke meget for at tage prangende tøj på, men siden dette jo var en (slags) date, så kunne han heller ikke være alt for afslappet. Det var altsammen en hårfin grænse.
Han var i dag iført en stilet sort zoot suit med vertikale hvide striber. Hatten, som hørte til, var ikke alt for stor, men tjente sit formål ved at fuldende dragten. En sølvkæde kunne ses fra brystlommen og til ned til lommen, hvor Vincenzo's lommeur lå.
Han trak det op og kiggede hen over sine runde solbriller for at se på tiden. Der var omtrent seks minutter til den aftalte tid. Ingen problemer, ingen problemer... så længe hun i det hele taget kom, så var der ingen skade sket.
For en sjælden gangs skyld, så havde Vincenzo ikke taget sin hund med. Det var ikke passende at medbringe kræet til teateret, så den måtte nøjes med at boltre sig på græsplænerne derhjemme. Det var vist også bedst for alle parter.
Vincenzo blev stående i skyggen ved teaterbygningen og ventede tålmodigt mens han kiggede sig omkring med et mildt smil. Rundt om hjørnet spillede et jazzband, og de farvede musikere formåede at skabe en rigtig god stemning omkring sig med deres opløftende rytmer. Så god en stemning, at selv medlemmer af mafiaen måtte tappe lidt med foden til melodierne.
|
|
|
|
Post by Samantha Bronx on Jun 5, 2011 17:06:16 GMT 1
Samantha forsøgte stadig at glemme alt det som var sket, under det gamle rådhus. Hun var efterhånden igang med at komme til sig selv igen, men nogle af de større blå mærker kunne stadig ses en smule. Hun havde valgt at ignorere dem, idag ville hun holde humøret højt, så godt som hun nu kunne. Hun trængte til noget luft, til at komme væk fra Winston palæet. Hun havde iført sig et par sorte nylon strømper, som sluttede midt på låret. Over dem, havde hun en stramt siddende nederdel, men den var gemt væk under hendes sorte frakke som gik hende til lide over knæet. Frakken havde pels på kanterne, højst sandsynligt fra en sortbjørn. Bag på jakken var en elegant sløjfe, som trak taljen ind, og fremhævede hendes figur. Af sko havde hun valgt et par yndige små sorte sko, som også havde en sløjfe lige over tæerne. Udover det, havde hun valgt ikke at sætte sit hår op, men lade det sidde løst i nogle lette krøller, under en fin lille hat der havde en rose på den ene side.
Da bilen som havde kørt hende, endelig stoppede mærkede hun hvordan hendes hjerte slog et slag over. Hun havde glædet sig til at tilbringe tid sammen med Vinnie, han formået altid at få hende i godt humør, lige meget hvor grusom verden så ud. Hun steg ud af bilen, og ligeså snart hun fik øje på sin "date", slog hun armene ud og mødte ham i et kram.
"You look good today! And imagine that you dont have a girl!" Fniste hun fjollede ind i hans frakke, inden hun igen slap krammet og så op på Vinnie med et forsigtigt smil. "So why are we here, and not at the mansion?" Spurgte hun nysgerrigt, idet hun lagde sit blonde hoved på skrå.
|
|
|
|
Post by Vincenzo De Lazzaro on Jun 5, 2011 17:30:35 GMT 1
Endelig!
Samantha Bronx, godheden selv.
Lige fra første dag de mødtes, så kunne Vincenzo lide denne kvinde. Nå ja, måske ikke... på en seksuel måde, men på den måde man nu kunne lide sin svigerinde. Der var ikke ondt skabt i hende og det kompenserede på herlig vis for Leonardo's nogle gange brutale opførsel. Den perfekte kone i Vincenzo's øjne - han kunne kun drømme om at være så heldig engang.
Idet hun krammede ham, så gav han hende et tørt kys på kinden og kiggede ordentligt på hende. Det fyldte ham med en næsten grusom vrede, at nogen havde fundet på at kidnappe hende. Det var et usselt trick, noget som kun lavere livsformer kunne finde på og han kunne ikke vente med at ødelægge dem allesammen. Jo hurtigere de forbandede modstandsgrupper blev opløst, jo bedre. Men ja... det var ikke tid til den slags tanker. All work and no play...
"Thanks, Samie." svarede han hende med et helhjertet smil. Han strøg en hårtot bag hendes ene øre og lod hånden køre ned på hendes skulder, som han aede blidt.
"But don't you worry 'bout my love life. I'll have time for it once your husband"
(han kiggede over sine solbriller, fortsat smilende)
"decides to cut me some slack."
Han vendte sig derefter imod teaterbygningen og tog sine solbriller af.
"Mmmh, well... you can't sit around in that dusty old mansion all day, can you? C'mon."
Han kiggede bagud og tilbød hende sin arm.
"Lemme show you something."
|
|
|
|
Post by Samantha Bronx on Jun 5, 2011 18:03:03 GMT 1
Samantha mærkede et sug af spænding stryge igennem hende mave, da han sagde at han ville vise hende noget. Hun vidste godt at Vinnie havde inviteret hende ud, for at hun skulle glemme alle de dumme ting som var sket for hende, og ikke tænke alt for meget over sin tabte søn. Hun sank en klump. Hun kunne ikke lade værre med at være en smule bekymret for om han ville vise hende noget, som havde med hele den sag at gøre. Men hvorfor skulle han dog det, hvis han ville få hende til at glemme? Hun bed sig lidt nervøst i læben, men valgte alligevel at skubbe tanken til siden, og sende Vinnie et venligt smil. Hun gav ham et nik, men kunne ikke lade værre med at fnise lidt.
"Are you going to perform for me on the big scene?" Spurgte hun pludselig. Hun kunne virkelig ikke forestille sig Vinnie stå på en scene, først og fremmest fordi hun virkelig ikke kunne se Vinnie lave skuespil, så derfor kunne ikke lade værre med at more sig over tanken.
Samie grinede lidt inden hun valgte at tage fat i Vinnie's arm. Hun knugede den ind til sig, for at være sikker på at han ikke gik nogen steder. Hun følte sig tryg i hans selvskab, men af en eller anden grund følte hun sig ikke helt så tryg på gaderne, som hun før i tiden havde gjort. Derfor ville hun være sikker på at Vinnie ikke lige pludselig forsvandt fra hende. Samantha brød sig godt om mennesker som behandlede hende godt, så kunne de have dræbt tusinder og atter tusinder af folk, hun ville være lige glad. Så længe de ikke gjorde hende noget, og så længe de behandlede hende ordenligt. Det var præcis sådan hun havde det med Lazzaro brødrene. De kunne være så meget mafia i resten af byens øjne, men i hendes øjne var de på alle møde perfekte. De perfekte venner, altid en perfekt skulder at græde ud ved, og frem for alt, den mest perfekte mand hun kunne tænke sig.
|
|
|
|
Post by Vincenzo De Lazzaro on Jun 5, 2011 18:38:16 GMT 1
Så snart hun havde fat i hans arm, så førte han hende op ad trapperne og grinte lidt over hendes spørgsmål.
"You silly dish, just wait and see!"
Så snart de gik indenfor fik vagterne øje på dem. Det var jo nærmest som at få besøg af berømtheder, så blikke var umulige at undgå, lige meget hvordan man klædte sig.
Vagterne stod udtryksløse. Det var ikke til at se om de satte pris på besøget eller ej, men da Vincenzo vendte hovedet for at kigge én af dem i øjnene, fik han et respektfuldt nik. Uanset om teatret ville det eller ej, så havde Lazzaro Familien ubestridt dominans i denne by... og så længe teatret betalte sine beskyttelsespenge, så var der ikke rigtigt noget at komme efter. Det mest sikre valg for de offentlige institutioner var at tilpasse sig, også hvad angik mafiaen.
"Oh, Mister Lazzaro, sir!!"
En plump lille mand kom løbende hen imod dem og forsøgte tydeligvis at skjule sin forpustelse, da han var nået frem til parret. Han rettede på sine briller og foldede hænderne sammen.
"Mister Lazzaro, oh! And Mrs. Bronx herself, this is such a pleasure, such an immense pleasure to have you here tonight!"
Ike Bergman, viceinspektør for Manwille Teatret. Omkring tooghalvtreds år og jøde, ligesom så mange andre velhavende mennesker i denne by. Meget kunne man sige om dem, men de forstod sig nu på at investere i de rette ting og holdt sig generelt på god fod med italienerne, så Vincenzo havde ikke noget imod dem.
Han tog imod Bergman's hånd, da han tilbød den i hilsen.
"Evening, Mister Bergman. I presume you have everything ready for us?" spurgte Vincenzo afslappet og sendte et smil til Samantha for at lade hende vide, at alting var i orden.
"N-naturally, Mister Lazzaro! All spick and span, I assure! If you'd be so kind to follow me." sagde den lille mand og gav et par høflige nik.
"Certainly."
|
|
|
|
Post by Samantha Bronx on Jun 5, 2011 18:53:56 GMT 1
Samantha fulgte elegant med Vinnie ind i teatret. Hun var ekstremt spændt på hvad han havde planlagt, og da direktøren hilste på dem, blev hun blot endnu mere spændt. Hun nejede pænt, men ikke et eneste øjeblik havde hun tænkt sig at slippe Vinnie. Hun knugede ham faktisk en smule tættere ind til sig, da de nu blev ført videre. Samie bed sig endnu en gang i læben, men denne gang var det med et kæmpe smil. Hun var ved at eksplodere af spænding, og det kunne tydeligt ses på hende.
"What on earth have you been planning!" Sagde hun en smule dæmpet, imens de fulgte efter den lille direktør. Hun vidste godt at Vinnie altid havde haft en særlig evnen til at planlægge ting, og at han var noget af en mester i at få tingene til at hænge sammen. Hun havde da også selv set det flere gange, når de tossede brødre kom op og diskuterer. Det havde altid været fascinerende at følge med i deres diskussioner, også selvom Leonardo ikke ville have at hun var en del af hans kriminelle liv, så nød hun at følge med på sidelinjen. At Vinnie så havde planlagt noget i teatret, i det smukke gamle teater, det var lidt af en overraskelse for hende. Hun havde altid troet at han kun havde styr på narkotika og folk der skulle have brækket nakken, ikke noget så fint og mystisks som teatret!
|
|
|
|
Post by Vincenzo De Lazzaro on Jun 5, 2011 20:19:00 GMT 1
Denne gang svarede han hende ikke. Han smilede bare og skævede til hende ud af øjenkrogen, mens Bergman åbnede dørene op til en sal.
Stedet var absolut massivt. Salen var fyldt med sæder og der var endda to balkoner, hvor de fineste gæster kunne sidde i fred. Teatret her var bygget efter barokstil, så var det dømt til at være fantastisk stort, men alligevel var der en elegance over det der gav sommerfugle i maven.
Det var her, at alle de største operaer i byen blev holdt, alle de største teaterstykker og det var ikke hvem som helst, som i disse tider havde råd til overhovedet at kunne komme ind.
Lige nu stod det tomt og idet Vincenzo førte Samantha ind, så kunne lyden af deres skridt høres ganske tydeligt.
Men selvom der ingen mennesker var, så var tæpperne trukket fra scenen, hvor et stort klaver stod badet i lys.
"Exactly as you requested, sir." sagde Bergman tilfreds og lagde hænderne bag ryggen.
"A handsome Steinway, I assure you, produces a very clean sound. Had it tested as early as this morning! I'm sure you will find it satisfactory."
Vincenzo drejede blikket imod ham, fortsat smilende.
"I'll be the judge of that, Mister Bergman."
Og dette fik manden til at spjætte kort og nervøst folde hænderne sammen igen.
"O-of course, sir, of course."
"Now leave us. Make sure that we are not disturbed."
"Yes, sir."
Bergman skyndte sig ud og dørene lukkedes.
"What do you think?" spurgte Vinnie og lagde hænderne i lommerne.
"Argueably the most cultural place in town."
Med et par raske skridt, så var han oppe på scenen og kærtegnede klaverets blanke overflade.
"All ours for the rest of the evening."
|
|
|
|
Post by Samantha Bronx on Jun 8, 2011 9:32:51 GMT 1
Et sug gik igennem maven på Samantha, da hun så den store sal. Hun var nær besvimet, men holdte sig oppe ved at holde omkring Vinnie's arm lidt endnu. Hun slap den tog, og gik tættere på scenen foran dem. Hun havde været i den her sal før, det vidste hun godt. Men der var noget spændende over at se salen på denne måde. Der var helt tomt, ikke et eneste menneske at se. Det eneste som var, var lyden af ekko. Tænk ville vidunderlige historier dette teater husede. Hvad væggene havde set, som ikke engang publikum havde set. Hvor mange mennesker der var gået igennem denne sal, og hvor mange mennesker der havde nydt den underholdning det fik. Det var fantastisk, helt igennem fantastisk. Samantha vendte sig igen imod Vinnie, med et kæmpe smil i hele hovedet.
"Oh Vinnie, it's amazing!" Udbrød hun lykkeligt. Se dette var virkelig noget som fik hendes tanker på noget andet. Hun elskede teatret, og hvis det ikke var fordi hun selv var så skide flov over sin sang stemme, så ville hun stå her. Lige her, midt på scenen. Føle suset fra publikums bifald. Føle spændingen, om folk der så på, nu også kunne lide hvad de så. I sidste ende ville Leonardo sikkert stå i skyggerne, og tvinge folk til at klappe, hvis Samantha stod på scenen.
Hun satte sig uden videre på bænken foran klaveret. En yndig pegefinger gled elegant over en af de dybe tangenter. Hun trykkede den ned, og lyden gav genlyd i hele salen. Hun kunne ikke lade værre med at fnise lidt. Det var en dum lyd, og det lød dumt i denne store sal, men hun elskede den dumme lyd, og hun elskede Vinnie for at have sat dette op.
|
|
|
|
Post by Vincenzo De Lazzaro on Jun 8, 2011 17:58:03 GMT 1
Hendes kommentar fik ham til at blotte tænderne i et ejendommeligt grin, som kun så ud til at dukke op når han gjorde andre folk glade.
"I'm glad you like it." sagde han og så hende beundre stedet. Det var virkelig anderledes når det stod tomt... og det klædte virkelig Samie at være på scenen.
Med hænderne i lommerne, betragtede han hende tavst mens tankerne vandrede gennem hans hoved. Dette kunne have været hendes liv. Han var sikker på, at hun ville kunne nå berømmelse hurtigt, sådan som hun så ud og sang, og publikum ville elske hende i denne Depressionens tid, hvor alle og enhver havde brug for at blive lidt opløftet. Det var jo næsten... synd, at hun var endt sådan her.
Hans smil falmede lidt mens han tænkte over det. Selvfølgelig var det heldigt at være i mafiaen, ingen tvivl om det - hvem havde ellers råd til luksus nu om dage? Og hvis der var nogen der fortjente det, så var det Samie, men... det nagede ham virkelig, at hun var kommet galt afsted. Det gjorde ham vred, når han tænkte nærmere over det, for hun havde intet med forretningerne at gøre. Det var ikke hende, som bestemte hvem der skulle leve eller dø, så han fattede ikke, at modstandsgrupperne havde sunket så lavt, at de var begyndt at hugge ud efter uskyldige. Hvad ville det næste være? Ville de til at kidnappe børn? Skære deres halse over for åben skue, bare for at få deres vilje? De var ikke en skid bedre end hvad de selv påstod at kæmpe imod.
I et forsøg på at ryste tankerne fra sig, satte han sig ned ved siden af Samie og lagde sin hånd på hendes.
"How about you sit up and sing a song with me? You know "Lazy River", right?" spurgte han med et nyfundet smil.
"C'mon. I'll play, you sing. You know how much I love that voice of yours."
|
|
|
|
Post by Samantha Bronx on Jun 10, 2011 13:22:24 GMT 1
En rødmen fór pludseligt op i Samantha's ansigt. Hun var ikke selv stolt af sin sang stemme, og havde aldrig været det. Hun var stadig ikke vandt til at folk kommenteret hende for hendes sang, ikke engang når det kom fra Leonardo's mund. Hun havde altid lyst til at begrave sig selv, og aldrig nogensinde synge igen. Måske var hun flov over sit talent, fordi hun frygtede at folk ikke kunne lide det. Hun var måske i virkeligheden en smule bange for, at hvis hun bilde sig selv ind at hun var god, på baggrund af kommentarer fra folk som stod hende nær, ville det komme som et chok for hende, hvis verden omkring hende ikke kunne lide hendes talent. Hun ville ikke udsætte sig selv for den skræk, derfor forsøgte hun altid kun at synge eller danse når ingen så på hende. Så slap hun for de skøre kommentarer. Hvad hun ikke vidste, var at Leonardo og sikkert også Vinnie tit havde hørt hende synge bag døren, eller gennem husets gange. Hun blev en smule flov, og vendte sit blik bort fra Vinnie.
"Im.. Im not sure i can.. Do that." Stammede hun pludseligt, end smule nervøst. Hun mærkede hvordan hendes hjerte slog et slag over, og et nervøst stik stak hende i maven. Hun var både nervøs, men hun var virkelig heller ikke sikker på om hun kunne gøre det. Ikke kun grundet sin nervøsitet, men også grundet sin depression og sorgen som stadig hærget i hendes sind. Hun trak sine hænder til sig, og lagde dem på sit bryst, idet hun rettede et nervøst blik imod Vinnie. Hun bed sig i læben og smilede forsigtigt.
"Please Vinnie, you know i hate singing." Sagde hun forsigtigt, stadig med sit nervøse smil på læberne.
|
|
