|
|
Post by Vincenzo De Lazzaro on Jun 12, 2011 21:10:37 GMT 1
"Hey," begyndte han og gav hendes arm et blidt klap.
"I ain't trying to embarass you."
Hun var simpelthen så genert, at han havde lyst til at give hende et kram. Der var virkelig intet ondt skabt i hende og det var denne rene uskyld, der sikkert kunne have gjort hende til en fantastisk vellidt stjerne. Fordi tingene stod til som de gjorde, så var det en vej, som hun ikke rigtigt længere kunne vandre hen imod, men han ville gerne give hende en chance for at vise sig lidt. Hvis der var nogen der fortjente at prale lidt med sine evner, så var det hende.
"Look around you - you're not doing it on front of a crowd." sagde han og kiggede ud mod de mange tomme sæder. I scenens lys, så ville man alligevel have svært ved at skelne nogen ansigter derude.
Han lagde så sine fingerspidser på sin brystkasse og smilede.
"Just lil' old me. And I've heard you, Samie. It sounds fantastic, really! Would go smoothly with this piano here, if you give it a shot. Don't worry, no one's gonna interrupt us, it's just you and me."
Han begyndte at spille lidt og sang lavt, stadigvæk med øjnene fokuseret på Samie for at opfordre hende til at prøve det af. Vinnie's egen sangstemme var slet ikke noget i forhold til Samie's, men den var behagelig at lytte til.
"Up a lazy river where the old mill run,
Easy lazy river in the noon day sun,
Linger in the shade of a kind old tree
And you throw away your troubles, baby, dream with me."
|
|
|
|
Post by Samantha Bronx on Jun 17, 2011 13:49:00 GMT 1
Samantha kunne tydeligt mærke hvordan blodet strømmede til hendes kinder, og gjorde dem helt røde. Hun var ikke vandt til komplimenter, og blev det nok heller aldrig. Hun blev lige flov, hver gang nogen gav hende et kompliment, især omkring hendes sang. Hun slog blikket bort, men smilet på hendes læber forsvandt ikke. Samantha sagde intet, men da rødmen igen havde lagt sig så hun op. Hun vendte sit blik imod de mange tomme sæder, nærmest for at sikre sig at der ikke var nogen. Da hun havde fået det bekræftede vendte hun igen sit blik imod Vinnie.
Også sang han. Den sang, det var det dummeste hun nogensinde havde hørt! Hun vidste godt, at han vidste, at hans sang stemme måske ikke var den bedste og derfor tillod hun sig selv at grine af ham. Hun måtte tage sig til munden, for ikke at få fuldstændig ondt i kinderne af alt det grineri.
"Vinnie, you really cant sing!" udbrød hun, med et stadigt stort smil på læberne. Hendes grå øjne faldt på hans fingre som spillede. Se kunne han til gengæld. Han var faktisk ret god til det, det måtte hun jo nok indrømme. Hun endte med at folde sine hænder, ligge dem i skødet og rette sin ryg.
"Up a lazy river where the robin's song
Wakes up in the mornin', as we roll along
Blue skies up above ....everyone's in love
Up a lazy river, how happy we will be, now
Up a lazy river with me"
|
|
|
|
Post by Vincenzo De Lazzaro on Jun 18, 2011 13:50:52 GMT 1
Sådan! Nu skete der noget!
Han havde ikke noget imod drilleriet, det fik ham faktisk til at grine lidt. For ja, helt ærligt, han var ikke ligefrem velsignet med noget der værdigede sig til mere end diskret vuggesang. Men hvis det var det, som skulle til for at få Samie til at synge, så ville han stille sig op og synge for hele verden.
Han fortsatte med at spille i et frisk tempo, alt imens han tappede lidt med hælen til rytmen.
Hvor havde hun altså bare en dejlig stemme, han forstod slet ikke hvordan hun nogensinde kunne være flov over den.
Lazy River var måske også den perfekte sang til at bringe det ud af hende, for når hun åbnede munden, så var det nærmest som at sidde nær en rolig flod, der stilfærdigt klukkede gennem skoven på en solskinsdag. Og mon ikke der var glæde at se i hendes øjne? Jo, jo, han mente at kunne se det! Det ejendommelige lille glimt hun fik i øjnene, når hun var lykkelig. Det var simpelthen et glimt at slå ihjel for. Leo var sandelig en heldig mand - for han er typen, der godt kunne finde på at gøre det.
"That's it, Samie, sounds fantastic." sagde han, stadigvæk med et kæmpe smil og en dæmpet stemme, for ikke at afbryde hendes sang.
"Keep at it, lemme hear some more."
|
|
|
|
Post by Samantha Bronx on Jun 22, 2011 20:30:26 GMT 1
Samantha fortsatte med at synge, imens Vinnie spillede. Hun kunne mærke hvordan omverden omkring hende blev slået ihjel, og et øjeblik var der kun hende, og hendes sang samt musikken. Hun lukkede sine grå øjne, og et smil bredte sig på hendes læber. Alt den sorg, og mislykke som hun husede, syntes at forsvinde. Det eneste hun tænkte på lige nu, var teksten og om hun nu også kunne huske den. Det kunne hun, hun havde sunget denne sang mange gange før, for det var en af hendes yndlings. Hun holdte af melodien, og lyrikken som var i sangen, og det var nok også derfor hun holdte af at synge den.
Samantha åbnede sine øjne igen. Blikket faldt på kanten af scenen. Skulle hun? Der var ikke andre i salen, så hvorfor ikke! Med en elegant bevægelse, fik hun rejst sig selv fra bænken som de sad på, og med lystige, nærmest katteagtige skridt, gik hun over scenen, og imod kanten hvor hun sang for det publikum som ikke var der. Men det skar i hendes hjerte. Snart kunne hun mærke hvordan mislykken kom tilbage til hende. Hun forsøgte at undertrykke det, men hun kunne ikke. Hendes stemme endte med at knække over og Samantha faldt på knæ ved scenens kant. Hun begravede sin ansigt i hænderne, og kunne nu mærke hvordan tårerene trillede frem, og ned over hendes kinder.
"I-im so-so sorry Vinnie!" Klynkede hun, idet hun forsøgte at stoppe tårerene ved at tørre øjnene i sin jakkes ærmer. "I cant do th-this." Lød det lavmælt fra hende, idet hun sank yderligere sammen, på sin plads ved scene kanten.
|
|
|
|
Post by Vincenzo De Lazzaro on Jun 22, 2011 20:49:01 GMT 1
Han sprang op fra klaveret og skyndte sig over til hende, som om hun var blevet skudt. Han knælede hurtigt ved hendes side og lagde en arm om hende, trykkede hende lidt ind til sig mens han tyssede.
"Shh, hey, easy there, Samie..." hviskede han, beroligende men en anelse ulykkeligt. Han havde det skidt med at have presset hende så langt ud.. men hun havde da virket lykkelig i nogle øjeblikke, havde hun ikke? Jo hun havde så, han havde set det i hendes øjne. Ren og skær glæde. Men hvad var der så gået galt? Havde han... påmindet hende om ét eller andet? Det havde slet ikke været meningen!
"What's wrong, huh? You were doing great!" sagde han, naturligvis forvirret, men holdt sin stemme dæmpet for ikke at gøre hende nervøs. Han havde ikke lyst til, at hun skulle tro han var skuffet over hende.
"And you don't have to do it if you don't want to, honey..." tilføjede han og holdt hende ind til sig.
|
|
|
|
Post by Samantha Bronx on Jun 22, 2011 22:08:05 GMT 1
Samie snøftede og hulkede. Hun anede slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Mest af alt havde hun bare lyst til at begrave sig under en dyne, og aldrig nogensinde komme ud der fra igen. Men alligevel, så havde hun også lyst til et kram. Et varmt bamse kram, fra en hun stolede på. Så da Vinnie lagde armene omkring hende, tøvede hun overhovedet ikke med at kaste sig om hans hals. Hun græd ind i hans nakke, og snøftede stadig som hendes gråd langsomt dæmpede sig. Hun flyttede sit hoved, for at se op på Vinnie.
"Vinnie it's not you. Pl-please.. It's.. It's me. Im sorry!" Forsøgte hun sig, imens hun så på ham med sin tårefyldte grå øjne. Det var ikke musikken, ikke sangen, ikke Vinnie, ikke scenen, det var intet af dette som havde fået hendes humør til at falde så drastisk. Hun havde tabt et barn, og var vågnet til en mand som var smurt ind i kokain fra top til tå. Hun havde ondt af Leonardo, men også ligeså ondt af hans brødre - hans familie - over at de skulle se ham, som sådan et vrag. Over de skulle sørge med ham, og alt sammen på grund af hende.
"Sorry.." Hviskede hun igen, inden hun endnu en gang begravede sit ansigt i Vinnie's hals. Hun kunne aldrig drømme om at forlade Leonardo, lige meget hvor meget skyldfølelse hun end måtte have. Hun vidste at de fjollede brødre holdte af hende, og hun vidste også at de ikke beskyldte hende for noget. Alligevel, kunne hun ikke lade værre med at føle sig skyldig. Føle at det alt sammen var hendes skyld, at Leonardo var gået ned med flaget, og at familien ikke blev bragt videre. Hun bed sig lidt i læberne, inden tårerene pludseligt begyndte igen, ligeså gjorde hendes snøften og hulkeriet.
|
|
|
|
Post by Vincenzo De Lazzaro on Jun 23, 2011 1:06:40 GMT 1
"What the hell are you apologizing for?" hviskede han kærligt og strøg hendes ryg mens han holdt hende ind til sig. Hendes bløde, lyse hår kildede ham i ansigtet og han lukkede øjnene mens han tog en dyb, eftertænksom indånding. Man behøvede ikke være hjernekirurg for at regne ud, hvad det var som gjorde hende ked af det.
"You've got nothing to say sorry for, get it?" sagde han endelig.
"Nothing. You hear me? None of the things that happened is your fault and it will never be your fault, because you're the best, most kind-hearted goddamn person I know. Okay? None of this happened because you deserved it or because you did something wrong. Bad things happen because bad people exist. Because they exist."
Han rynkede panden i kort arrigskab og hans øjne glimtede med ren og skær morderisk lyst, en lyst til at rive hovedet af de sataner der havde sat Samantha i denne position. Den skide modstandsgruppe. Dem og deres skide idealer, deres utopiske nonsens og deres manglende medmenneskelighed når noget kom i vejen for deres mål.
Vincenzo kyssede hende på siden af hovedet og holdt læberne imod hendes hår, mens han hviskede:
"I'm gonna slaughter all of those pigs. It's just a bump in the road, nothing else. We just have to pass it and all will be good again. You and Leo, you'll be fine, I promise. You just need some time. Leave it to me. Just leave it to me..."
Han fjernede sine læber igen og støttede kinden mod hendes hoved. De skulle nok være en god familie. En stor, god familie... og intet skulle ødelægge den.
|
|
|
|
Post by Samantha Bronx on Jun 23, 2011 16:35:09 GMT 1
Samantha krammede Vinnie tættere ind til sig, som han snakkede. Hun sagde ikke et eneste ord, men ind imellem kunne man høre et lille hulk fra hende. Hun endte med at bide sig i læben, hvorefter hun trak hovedet væk fra Vinnie, og så op på ham med sine tårefyldte øjne. Hun havde et eller andet sted ondt af Vinnie. Ondt af ham og hans brødre. At de var født med det navn de nu var født med, og derfor tvunget til at vokse op i dette grufulde miljø. På en måde, ja.. Så var hun måske ligefrem glad for at hun ikke havde nået at få det barn med Leonardo. På en måde kunne hun ikke lade værre med at takke ordensmagten, for at have vist hende, hvor grufuld den verden som Leonardo levede i egentlig var. Hvis hun havde vidst det før, var hun nok aldrig blevet så lykkelig over at have fundet ud at hun var gravid. Måske ville hun slet ikke have ønsket sig et barn, hvis hun havde vidst det noget før. I hvert fald, så var hun ikke længere sikker på, hvor god en idé det var at bringe et barn ind i denne verden.
Samantha kunne ikke lade værre med at grine lidt af Vinnie. Hun løftede sit ene ærme, og tørrede sine øjne. Et eller andet sted, kunne hun ikke forestille sig Vinnie være typen, som tog ud og smadret folk. Hun kunne overhovedet ikke se det for sig. Han havde altid været så stille og rolig, og så beskyttende overfor alt og alle. Hun kunne ikke se ham slå døren ind, og skyde den første mand han så i hovedet. Lige meget hvor arrig, og alvorlig Vinnie end måtte lyde, så kunne Samantha ikke tage ham seriøs i øjeblikket.
"Thank you Vinnie.. For.. All of this. But.. I really wanna go home now." Sagde hun dæmpet, en smule tøvende. Hun slog igen sit blik ned, og tørrede de sidste af sine tåre væk fra kinderne.
|
|
|
|
Post by Vincenzo De Lazzaro on Jun 23, 2011 23:01:10 GMT 1
"Hey..." sagde han i en hvisken og kiggede hende i øjnene med et blidt, omend lidt trist smil. Han strøg en hårlok bag hendes øre og nikkede.
"It's all right. Whatever you wanna do."
Han rejste sig og tilbød sin hånd til støtte, så hun kunne rejse sig op igen. Mere end nogensinde før havde han lyst til at forkæle hende. Denne stakkels lille kvinde. Hvis han bare vidste hvad hun tænkte på, så ville han blive helt forfærdet. Selvfølgelig var det hårdt at leve i en blanding af luksus og kriminalitet, men Vinnie kunne alligevel ikke helt forestille sig at lave noget andet. De gjorde jo, hvad de var bedst til, takket være deres småsindssyge far. Det var ikke dem, som der var noget i vejen med... det var alle de andre... Lazzaro Familien havde ikke valgt deres liv, så hvorfor bebrejde dem for det? De var et led i den naturlige fødekæde, ligesom alle andre mennesker i samfundet.
Han måtte tage sig sammen. Lige nu gjaldt det om at passe på Samie og sørge for, at hun havde det godt. Fjenderne kunne vente.
|
|
|
|
Post by Samantha Bronx on Jun 25, 2011 23:43:26 GMT 1
Samantha løftede sit blik, og så en smule forvirret på Vinnie. Hun nikkede ved hans ord, men sagde absolut intet. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, som ikke allerede var blevet sagt. Vinnie vidste hvad hun var gået igennem, og han forstod det tydeligvis. Forstod hendes mislykke og sorg, og hvilken smerte hun i disse tider måtte gå igennem. Hun havde egentlig mere ondt af Vinnie og hans brødre, end hun havde ondt af sig selv. Igen blev hun ramt af skyldfølelse, men denne gang valgte hun at skubbe det til siden, og kaste blikket bort. Stod det til hende, skulle familien være lykkelige og helt uden alt den kriminalitet som de hver dag gik igennem. Stod det til hendes, så skulle alle brødrene være gift, og have mindst tre børn hver, og hver søndag ville de tage på udflugt i skoven, nyde vejret og livet i luksus. Desværre var virkeligheden bare ikke sådan. Hvis det ikke var for deres kriminelle historie, og høje status i byen, ja så havde brødrene nok været tvunget til at dele en to værelses lejlighed ved byens kyst.
"Thanks Vinnie. You're so kind to me. Sometimes i dont understand, why you.. And your brothers.. well.." Samie stoppede sig selv. Hun vidste godt at det lød helt forkert, men hun var heller ikke i tvivl om at Vinnie allerede nu havde regnet ud hvad hun var ved at sige. Hun smilede en smule undskyldende, og vendte igen sit blik ned. "Nevermind." Sagde hun blot forsigtigt, hvorefter hun blev hjulpet på benene igen. Hun fulgte med Vinnie ud, og sørgede for at trykke sig godt ind til ham. Man kunne vidst roligt sige at hun var blevet en smule paranoid, men om end andet så skjulte hun det godt. Hun lagde sit hoved imod Vinnie's arm, kastede et sidste blik på scenen, og forsvandt så fra stedet med ham.
{ ~ out ~ }
|
|
