Ragtime

[Vincenzo De Lazzaro]

Longridge River.

Ren, fredelig, tilholdssted for unge kærestepar. Der plejede ikke rigtigt at være både på floden... medmindre der naturligvis var arbejde, som skulle ordnes.

Ved en lille café nær floden, sad Vincenzo i skyggen og nød et glas lemonade. Det var et lokalt lille sted, ikke specielt bemærkelsesværdigt, men det var hyggeligt og en fin lokation at diskutere forretninger i, hvis man ikke ønskede den forkerte slags opmærksomhed.

For det utrænede øje kunne Vincenzo ligne hvilken som helst mand. Nå ja, nok ikke en havnearbejder, men en velhavende ung mand der blot brugte sin fritid på at nyde synet af lidt natur. Han var iklædt en simpel hvid skjorte, korte grå bukser og en afslappet fedora hat af strå.
Under bordet, hvor han sad, lå hans Patterdale terrier og tog sig en lur, vrikkede engang imellem med ørerne, hvis hun hørte noget mistænksomt.

Ja, det var altsammen meget uskyldigt.

Lidet vidste folk, at han på akkurat dette sted havde brugt hele formiddagen på at diskutere forretninger.

Longridge River var nemlig et ideelt sted for rum runners; de luskede smuglere, som transporterede goderne over vand. Det var et risikabelt foretagende, så det var nogle gange hårdt at finde både villige og loyale folk til at gøre arbejdet. Vincenzo havde sat et Camorra medlem ved navn Antonio di Nola til at sørge for, at tingene gik som de skulle hernede. Han var fed og ucharmerende, men bestemt til at stole på, hvad angik disse sager. For tiden var der heller ikke mange af mafiaens fodfolk som kunne undværes, så det var de farvede som fik lov til at tage tjansen, som gik ud på at smugle alkoholen over floden ved nattetide. Deres loyalitet var alligevel så solid som en sølvdollar, og hvis de blev taget, så kunne de erstattes hurtigt.

Det blev Antonio's opgave at lede efter flere sultne jazz katte og Vincenzo havde brugt sin formiddag på at instruere ham, hvordan og hvorledes det skulle foregå. Der måtte trods alt ikke vækkes alt for meget opmærksomhed - egentlig frygtede Vincenzo ikke politiet, men han gad ikke længere modstandsgruppens små rotter til at gnave i hans ledninger.

Nu måtte han se, hvordan tingene kom til at gå. Jo færre ulykker, jo bedre.

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable kneb øjnene sammen, da hun vendte ansigtet mod solen og så ud over Longridge river, og tog en dyb indånding. Langsomt begyndte hun at gå, skubbede den sorte taskerem længere op på underarmen, og rettede blikket frem for sig. Hun var iført en støvblå kjole med korte ærmer og et par brune sko med lave hæle, og som sædvanlig var hendes mørke hår krøllet, og hendes ansigt belagt med en lys sminke. Et svagt smil hvilede i hendes mundvige, som hun gik henad floden, da solen gjorde hende i godt humør. Det var dog også blevet en vane for hende, da det både hjalp hende med at komme igennem hverdagen og at holde hende væk fra uvelkomne tanker, der tyngede hende ned, som var de af bly.

Mable strøg en krølle væk fra panden og fik tilfældigvis øje på en mindre café en snes meter længere borte, hvor hun valgte at slå sig ned, så hun også kunne få noget at drikke. Der var få gæster, kunne hun se, en ung mand med hat, to mænd i følgeskab og et kærestepar, der så ud til at være uadskillelige. Mable valgte at tage det sidste bord i skyggen, ikke langt fra manden, og idet hun havde trukket stolen ind og lagt det ene ben over det andet, dukkede en servitrice op. "En citronvand," sagde hun, før servitricen nåede at bryde sit smil og spørge, hvad Mable kunne tænke sig. Servitricen forlod Mable med et hurtigt nik, og Mable gav sig til at læse i sin bog. Hun var ikke kommet langt i den, men hun læste hurtigt, og inden længe havde hun læst begge sider, fugtede sin pege- og tommelfinger og bladrede til næste side.

Mable var nået til midten af sætningen, da et kvindeligt hvin lød ved hendes side, og noget vådt pludselig bredte sig ud over hendes bord. Før hun nåede at kigge op for at se, hvad der var sket, så hun hvordan et glas rullede henover bordet og ned på jorden, så det splintredes højt. Så mærkede hun, hvordan det våde bredte sig til bogens sider, og med et hastigt ryk rejste hun sig fra sin plads. Lettere forbløffet løftede hun endelig blikket og mødte en fortvivlet servitrice, der tog sig til bagdelen, mens de to mænd sad og fnisede veltilfredse. Hurtigt flyttede pigen hænderne og løftede dem istedet foran sig. "Lad mig.. lad mig hente et viskestykke," sagde hun og forsvandt ind i caféen. Mable sukkede uhørligt og ignorerede ihærdigt de to mandfolk og kiggede istedet ned på sin ødelagte bog, som hun just have købt, med et tørt blik.

[Vincenzo De Lazzaro]

Vincenzo betragtede scenen i tavshed og så komplet uinteresseret ud. Han sippede til sin drik engang imellem og tog da også lige et hurtigt kig på den nyankomne kvindes ben da hun blottede dem, men ellers lod han bare til at være i sine egne tanker.

Hunden var åbenlyst mere opmærksom end herren, for den åbnede øjnene kort, så snart kvinden havde sat sig ned. Den gjorde måske heller ikke umiddelbart mere ud af det, men lyden af splintret glas fik den til at sætte sig lysvågent op med et lavt bjæf. Den slikkede sig om snuden og stirrede intenst, ventede på at der skulle ske mere den kunne skabe sig af.

Men da mændene begyndte at fnise, som to forbandede skolepiger, så rejste Vincenzo sig uventet op og lagde hænderne i lommerne. Hunden gjorde tegn til at følge efter, men efter ordre fra dens herre blev den modvilligt siddende.

Vincenzo De Lazzaro var ingen helt. Han blandede sig ikke i småfolks sager og evindelige bekymringer.
Men selvom det havde set ud som, at han ikke gav en skid for hvad der skete for de unge kvinder, så havde han i virkeligheden observeret situationen med et skarp sind; diskret, men opmærksomt. Intet gik forbi hans øjne, selv ikke småtterier som disse - det var kun et spørgsmål om, hvor meget det betalte at blande sig og lige nu gjaldt det mest at spare to kvinder for to idioters chikane.

Da han var nået hen til Mable's bord, søgte han direkte øjenkontakt. Han smilte ikke, men hans blik var venligt.
"Undskyld, frøken, men De er velkommen til at sidde ved mit bord, hvis det behager Dem."
Han vendte derefter hovedet for at sende de to mænd et meget stift og sigende blik.

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable kiggede op fra bogen, da nogen snakkede til hende. Hendes øjne mødte med det samme den fremmedes, og for en gangs skyld formede hun ikke et smil på sine læber. Inden hun svarede ham, lod hun blikket glide hen over de andre borde, og som hun kunne se, var der kun et bord ledigt, og det var lige ved siden af de to mænd. Mables blik dvælede et øjeblik ved dem, før hun kiggede hen på manden igen. "Gerne," sagde hun og lukkede bogen, hvorefter hun tog fat i sin taske for derefter at bevæge sig hen mod hans bord. Idet hun havde placeret tasken på jorden og bogen på bordet, kom servitricen tilbage med et viskestykke vredet en smule nervøst i sine hænder. "Undskyld," sagde hun henvendt til kvinden, men også halvt til manden, og gik et par hurtige skridt hen til hende og lagde sin hånd på hendes arm. "Der behøves en kost til at feje glasset op," sagde hun og nikkede ned mod viskestykket, der var fuldstændig ubrugeligt, og selvom der endnu ikke spillede et smil på hendes læber, havde hun en mild røst. Da kvinden skulle til at vende sig igen, gav Mable hendes arm et let klem. "Men findes der ikke en mandlig ansat, der kan gøre arbejdet?" spurgte hun retorisk og slap hende derefter. Den unge kvinde skulle ikke ned og rode på jorden med hendes kjole, især ikke efter just at blive forulempet.

Mable satte sig derefter ned og sukkede næsten uhørligt. "Så unødvendigt," mumlede hun lavt og kiggede ikke hen på mændene, der ellers gerne ville have haft de kølige blikke. "Tak for at jeg måtte sidde her," sagde hun henvendt til manden og kiggede på ham. I mellemtiden var en mandlig ansat kommet ud af caféen med en kost og fejebakke i hånden, og med hurtige bevægelser fik han fejet glasskårene sammen, som han smed i skraldespanden, der stod udenfor. Han ansigt lå i stressede folder, og han brummede dybt, da han rev den våde dug af bordet og derefter gik ind igen. Kun kort efter kom han dog ud igen med et glas vand i hånden, som han lettere skødesløst satte på bordpladen foran Mable. Hun nikkede som tak, men han så det ikke og forsvandt hurtigt igen, og tog fat om det kølige glas, som hun satte op til læberne. Hun var ret tørstig nu, da varmen tærede hurtigt på en, og det føltes behageligt at blødgøre ganen med det kolde vand, der havde et strejf af citronsmag.

[Vincenzo De Lazzaro]

Egentlig irriterede det ham, at Mable havde spurgt til en mandlig ekspedient. Den slags burde ikke være nødvendigt. Kvinder skulle være i stand til at udføre deres arbejde i fred, uden frygt for at blive chikaneret af idioter der ikke kunne holde deres hænder for sig selv. Tja, nok var han ikke ligefrem en kvinderettighedsforkæmper, men det var ikke ensbetydende med, at han syntes de skulle behandles dårligt, langt fra.

Idet de gik til hans bord, rejste hunden sig rask og skyndte sig over til Mable for at snuse til hendes ben, derefter hendes taske.
"Abby, opfør dig pænt." sagde han strengt, som fik hunden til at sætte sig ned, men fortsat holde sig i nærheden af tasken. Det sorte kræ kiggede op på Mable med tungen hængede ude af gabet, ventede nærmest på at få opmærksomhed.

Vincenzo satte sig ned og gav Mable et høfligt nik, smilede endelig til hende.
"Ingen årsag. De mænd generede dig." sagde han, som var det en selvfølge for at være venlig mod nogen. Det syntes han jo egentlig det var. Man var vel en gentleman.

"Den bog var dyr, ikke sandt?" spurgte han med rynkede bryn. Medmindre det var noget hun havde fået, så havde hun sikkert spenderet en god del penge på den. Bøger var sommetider regnet for at være en luksusvare i denne deprimerende tid og det var synd og skam, at den var blevet våd på den måde.
Han trak pludselig en pung op. Den var uden tvivl af fin kvalitet - mørkebrunt skind lavet af kaiman - og skinnede i solen idet han gav sig til at bladre i sine sedler.
"Hvor meget var den værd, frøken...?" tilføjede han søgende og kiggede hende i øjnene, mens han ventede på, at hun præsenterede sig.

I mellemtiden havde hunden lagt sig ned med et gab. Dens interesse for tasken så ud til at have falmet, men den holdt sig stadigvæk i nærheden af den, hvis den nu skulle få lov til at begynde at snuse igen.

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Da Mable følte noget fugtigt mod hendes ben, kiggede hun ned, men smilede da hun fik øje på hunden. Et lavt grin gled over hendes læber, da den satte sig ned og betragtede hende, hvorefter hun flyttede blikket op på manden igen. "Det gik nu mest udover servitricen," sagde hun en smule tørt. Hvis det var hende, der havde oplevet en af mændenes berøring, ville hun ikke have ladet det gå forbi uden at sige noget. Mable var en bestemt kvinde, der var god med ord, selvom hendes udseende måske kunne give nys om andet.

Mable slog blikket ned på den mørkegrønne læderindbundne bog med malede guldkanter, som ganske vist havde kostet hende en del penge. Hun havde givet mere for den, end hvad hun normalt gjorde med bøger, og hun blev også helt træt af at tænke på, at de penge havde gået til spilde. Men alligevel slog hun et forbløffet ansigtsudtryk op, da manden bladrede igennem sine sedler. "Prince. Mable Prince," sagde hun af ren høflighed og gengældte hans blik. "Men De skal ikke give mig penge," sagde hun med en alvorlig undertone og kiggede indgående på ham. Hun ville ikke tage imod hans penge, som han uden problemer kunne give fra sig. Selv var hun altid i en konstant pengenød, og hverdagen var altid en kamp, og meget tid blev brugt på at organisere de indtjente penge fornuftigt.

Mable tog tasken op i skødet, åbnede den og lagde bogen ned i den. "Jeg tager ikke imod Deres penge," slog hun fast og kiggede igen på ham, så han vidste, at hun mente det seriøst. Dette emne var et svagt punkt for Mable, men gennem alle disse år havde hun lært at gemme sig bag en facade, en facade som hun havde sat op lige nu. Hun havde mest af alt lyst til at synke ned i stolen, lukke øjnene og få en pause fra alting, men hun holdt ryggen rank og lukkede tasken med et stålfast ansigt. Hun lagde måske op til at forlade ham, men hun havde endnu ikke bestemt sig.

[Vincenzo De Lazzaro]

Øjeblikkeligt som afvisningen kom, så hævede Vincenzo sine øjenbryn og trak pungen tættere til sig.
Det var tydeligt, at Mable var blevet umedgørlig, men han misforstod fuldstændig hvorfor - han gik ud fra, at hans penge blev afvist fordi han var mafiøs. Han var jo trods alt vant til, at alle og enhver vidste hvem han var, så det faldt ham absolut ikke ind, at han havde at gøre med en stolt kvinde, som gerne ville stå på egne ben. Han troede ganske enkelt bare, at hun ikke ville tage imod det, som så mange mennesker kaldte for "blodpenge".

"Det... det må De undskylde, Miss Prince." sagde han forbløffet. Der var en pludselig forsigtighed over ham, som om han havde at gøre med en vild hoppe der ikke tolererede menneskeligt nærvær.
Han lukkede sin pung i og lagde den tilbage i lommen, hvorefter han høfligt tog sin hat af. Håret blev hurtigt strøget tilbage for anstændighedens skyld.
"Det var ikke min mening at krænke Dem. Det... lod bare til at være en skam, at De mistede sådan en fin bog." afsluttede han og trak på skuldrene.

Hele den her situation var måske ved at udvikle sig hen i en retning, som han ikke helt brød sig om og paranoiaen begyndte at klø i bagsiden af hovedet, hvilket måske var det absolutte minus når man var en udsat figur.
Hvem var denne kvinde? En uskyldig borger eller en spion fra modstandsgruppen? Det var ikke til at sige. Nogle gange måtte man bare lade tvivlen komme folk til gode og nu stod det jo alligevel ikke sådan til, at han var ubevæbnet. Han blev siddende og ventede på det næste træk.

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable var taknemlig for, at han lagde pungen væk og ikke var af den type, der blev ved med at plage om at få lov til at hjælpe. Ikke fordi hun prøvede det ofte, men hun havde bestemt prøvet at have med mennesker at gøre, som ikke lyttede til det, man sagde, men var fast opsat på at få det, som de ville.

Mable smilede svagt af sig selv og rystede lidt på hovedet. Hun satte tasken ned på jorden igen, men fik det til at ligne, at hun bare havde taget den op, for at lægge bogen derned, og ikke fordi hun havde tænkt sig at gå. Med en rolig bevægelse lagde hun fingrene om det smalle glas og tog endnu en mundfuld af vandet. Da hun satte det ned på bordet igen, kiggede hun hen på ham og fugtede læberne. "Undskyld, jeg fik ikke spurgt om Deres navn," sagde hun og rakte hånden ind over bordet. Hvad, hun ikke vidste, var, at hun sad overfor mafiaens bror. En mand hvis navn hun kun havde hørt og aldrig regnet med at møde, og hvis foretagende hun faktisk var imod. Ikke fordi hun rent faktisk havde valgt side, da hun satte sig selv midt i et dilemma, hvis hun begyndte at tænke over det. Hun havde ikke taget imod hans penge, fordi det gav hende lavt selvværd, og ikke fordi de muligvis var besudlede. Men det kunne let misforståes.

En ny dug blev lagt over bordet ved siden af, og Mable opfangede ud af øjenkrogen, at mændene gav sig til at forlade caféen. De smed et par mønter på bordet, tørrede krummerne ud af skægget, og slentrede derfra veltilpasse. Den ene kiggede længe på Mable, men hun undede ham ikke et eneste blik, og han vendte sig væk med en lav brummen.

[Vincenzo De Lazzaro]

Ligeså snart tasken rørte jorden igen, gav hunden sig ivrigt til at snuse med en logrende hale. Denne gang var Vincenzo alt for uopmærksom til at sætte den på plads, så der var frit spil for dens vedkommende. Den var jo alligevel kun interesseret i at snuse - det med at gnave på tasker var den for længst kommet over.

Vincenzo var derimod optaget af noget helt andet, for kvinden så oprigtigt ud til ikke at vide hvem han var. Måske var dette hans egen skyld, fordi han satte pris på at holde lav profil i offentligheden, men det var jo alligevel en svær opgave, så han var altid overrasket når det rent faktisk lykkedes.

Det var kun til hans tilfredshed, at mændene valgte at forlade caféen, for så blev stedet mere og mere tomt. Mindre forstyrrelse og færre mennesker at koncentrere sig om var mere ideelle forhold, når man forsøgte at regne en fremmed person ud.

Mens han holdt en rolig og interesseret øjenkontakt, så rakte han hånden ud til hende og sagde:
"Vincenzo De Lazzaro. Mig en fornøjelse at møde Dem."
Spændende. Nu var det knald eller fald. Han holdt øje med hendes ansigtsudtryk for at se om det ville vække foragt i hende. Måske beundring, måske endda frygt. Måske anede hun i det hele taget ikke, hvem pokker han var og det ville da været det mest usædvanlige ud af det hele, men hvem ved? Indtil videre måtte han vel bare vente og se.

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable så, hvordan hundens interesse for tasken blussede op igen, ud af øjenkrogen, men hendes blik veg ikke mandens ansigt. Istedet tog hun hans hånd, og idet han sagde sit navn, følte hun et sug i maven, og hun glemte for et øjeblik at give hans hånd et klem. Forbløffet kiggede hun ham i øjnene, men egentlig så hun ikke på ham, da hun var for optaget af de tanker, der havde opstået. Han var mafiaens bror. Hun vidste det øjeblikkeligt, da hun hørte hans navn. Hun havde hørt hans navn før, men aldrig havde hun set ham, ikke end på et billede eller en forestilling skabt ud fra en beskrivelse. Og selvom hun ikke havde givet udtryk for det, havde hun fundet ham en smule tiltalende, da hun havde set ham første gang. Tankerne fór igennem hende på et øjeblik.

Mable smilede og gav hans hånd et klem. "Ligeså en fornøjelse at møde Dem," sagde hun og tog hånden til sig igen. Hun holdt ihærdigt alle udtryk inde, og selvom hun aldrig klappede fremmedes husdyr, rakte hun hånden ned til den sorte hund, der stadig snusede til hendes taske. "Det er en sød hund, De har," sagde hun, mens hun betragtede hunden. Hendes mørke hår faldt ned foran hendes ansigt, og hun lukkede langsomt øjnene. Først lidt efter åbnede hun øjnene igen, hvorefter hun rettede sig op, mens solen gled bag en sky. Mable kunne mærke varmen lette fra hendes ryg, og hun tog sit glas igen for at føre det op til læberne. Alt dette ville hun have gjort med lethed, hvis manden foran hende havde været en anden, men nu føltes det som, hun konstant spændte i musklerne. Det var ikke fordi, hun følte nogen frygt, det var noget andet, hun ikke havde ord for.

Med en langsom bevægelse satte hun glasset ned og betragtede det med hænderne i skødet i et forsøg på at se rofyldt ud, og som om hun nød vejret - hvilket hun også gjorde. Eller havde gjort, passede måske bedre.