Ragtime

[Vincenzo De Lazzaro]

Ja, der var det sørme. Udtrykket, som lignede en reaktion på, hvis han havde sagt at han jævnligt gik i seng med alligatorer. Det var jo lidt sørgeligt, for hans arbejde gjorde det ikke altid lige let at møde damer, men det morede ham alligevel lidt, så han kunne ikke gøre meget for at skjule et smil, da han blidt klemte hendes hånd.

Hunden var til gengæld så begejstret for den pludselige berøring, at den øjeblikkeligt begyndte at logre med halen og slikke hendes hånd. Den forsøgte også at placere poterne på kanten af hendes stol i håb om at blive kælet for.

"Tak." svarede Vincenzo til hendes kommentar om hunden.
"Hun hedder Abby. Fik hende af en englænder
(som prøvede at dræbe mig)
da hun stadigvæk var hvalp."
Han kiggede ned på hunden.
"Kan du sige goddag, Abby?"
Uden så meget som at vende hovedet, så lukkede hunden munden og satte sig på bagen. Den rakte en pote op mod Mable og kiggede legesygt i hendes øjne.

"De må endelig godt trække vejret igen." tilføjede han med et oprigtigt smil, denne gang med opmærksomheden mod Mable, og lænede sig tilbage for at tage en afslappet slurk af den kolde lemonade.
Hun havde gjort sig umage, men hendes kropsholdning var ikke til at overse. Ikke fordi han ville bebrejde hende for hendes årvågenhed, bevares, enhver kvinde ville jo være tåbelig, hvis de ikke var forsigtige med magtfulde typer.
"Jeg er ikke..."
Han rynkede med brynene og gned hagen lidt i søgen efter det rette ord.
"... psykopat. Hvis man kan sige det sådan. Selv de bedst klædte katte har en hjerne i hovedet, ikke? Men.. altså.. hvis De har lyst til at gå, hvis De synes det er for skræmmende, så... så skal jeg ikke forhindre Dem."

Han trak på skuldrene, var i det hele taget afslappet. Der var ikke meget larm omkring dem lige nu. En radio kunne høres inde fra caféen, som spillede gamle Marion Harris numre, og det bidrog til den stille og fredelige stemning.

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable fnyste et lavt grin, da hunden rakte poten op mod hende, men smilet falmede, da Vincenzo snakkede til hende igen. Mable havde prøvet, men det var ikke altid, det gik for hende. Hun var god til at skjule reaktioner, men hun havde ærlig talt ikke regnet med at møde en De Lazzaro på denne café, og det havde ganske enkelt overrumplet hende. Selvom hun just havde drukket af sin vand, drak hun lidt mere, uden at kommentere det, han sagde. Hun hævede let øjenbrynene, da han endnu en gang talte, og lænede sig en smule tilbage i stolen. Hendes øjenbryn hævedes en smule mere, da han fortsatte efter en kort pause, men hun sænkede dem igen. Istedet lod hun radioen spille musik i fred et øjeblik, før hun lænede sig en smule ind over bordet. "Jeg er ikke skræmt," sagde hun med blikket rettet mod bordet, men rettede det op på ham igen. "Jeg havde bare ikke regnet med at møde Dem her," tilføjede hun og kiggede ham dybt i øjnene. Hun talte sandt. Hun var ikke skræmt, og hans afslappede holdning, fik hende til at slappe af i musklerne. Hun vidste ikke hvorfor, hun først skulle se hans afslappede holdning, før hun selv slappede af. Måske var det fordi, hun havde regnet med en anden opførsel fra mafiabossens bror.

Hendes blik var faldet ned på bordet igen, og hun pillede lidt ved citronen, der sad på glassets kant. "Jeg troede ikke, I gik rundt, som det passede jer," sagde hun en anelse lavere og løftede blikket igen. Nu, da hun sagde det højt, kunne hun godt høre, hvor dumt det lød. Hun var ikke typen, der troede på alle rygter, der gik rundt, men når hun intet anede om mafiaen, måtte hun vælge at tro på et eller andet. Mable havde dog aldrig troet helt på, at De Lazzaro-brødrene holdt sig indendøre dagen lang, som var de nattedyr, men hun havde aldrig troet, at hun skulle møde en af dem her. Chancerne for at møde nogen fra modstandsgrupperne, var der, men igen, så var der måske ikke mange, der vidste, hvordan de så ud - ligesom hun selv ikke havde gjort. Mable trak lidt på smilebåndene og betragtede hans ansigt.

[Vincenzo De Lazzaro]

Sikke noget!

Han grinte lavt og kløede sig i nakken, for situationen var da en smule akavet. Hvad skulle man sige til sådan en kvinde? Han kunne jo ikke ligefrem tale åbenlyst om forretningerne i håb om, at hun forstod ham bedre, men han ville gerne have hende til at blive. Han vidste ikke helt hvorfor - måske fordi hun ikke var bange for ham og det var der ét eller andet tiltrækkende ved. De fleste mennesker enten forsøgte at kysse mafiaens røv eller riste den, så at møde folk der måske ikke rigtigt var til nogen af delene var behageligt.

"Det er i orden, jeg forstår det godt." grinte han.
"Det er jo ikke et helt almindeligt arbejde jeg har. Men, mellem os to, Miss Prince..."
Han lænede sig lidt over bordet for at kunne sende hende en lidt drilsk hvisken.
"... så har jeg flere venner end fjender i denne by. Og det siger ikke så lidt."

Han tog endnu en slurk af lemonaden og satte sig til rette igen. Det var jo egentlig også rigtigt. Politiet kendte for det meste deres plads, ligesom domstolene gjorde. Den eneste umiddelbare irritation nu om dage var enkelte andre mafiøse grupper... og naturligvis modstandsgrupperne, som hovedsageligt bestod af skøre unger med utopisk dagdrømmeri i hovederne. Og hvordan ville byen se ud, hvis de fik deres vilje? Komplet anarki, hvor krigen frit kunne forgifte samfundet, ligesom den havde gjort alle andre steder? Det var latterligt. Her var orden, fordi De Lazzaro Familien sørgede for orden. Modstandsgrupperne forsøgte bare at redde deres egne røve.

"Men hvad beskæftiger De Dem med, Miss Prince?" spurgte han interesseret og satte et ben over skrå.
Nu hvor Abby ikke længere fik opmærksomhed, lagde hun sig bare ned igen og kiggede sig lidt omkring, med tungen ude af gabet.

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable betragtede ham, som han lænede sig ind over bordet, og nikkede næsten umærkeligt til det, han sagde. Hun lænede sig igen tilbage i stolen og lagde hænderne i skødet. Solen brød frem fra dens skjulested bag skyen og sendte igen sine varme stråler ned over Bridgeford. Selvom Mable havde solen i ryggen, ramte strålere caféens ruder og genspejlede et skarpt lys, som fik Mable til at knibe øjnene en anelse sammen.

Ved Vincenzos spørgsmål, sukkede Mable indvendigt. Selvom det kun var et spørgsmål af ren høflighed for at holde samtalen igang, kunne Mable godt have klaret sig uden det. "Jeg står til rådighed for personer, der mangler en ledsager til fester eller andet," sagde hun og lagde fingrene om det halvtomme glas dog uden at løfte det. Hun ville have, han skulle vide, at hun ikke solgte sig selv, som andre eskortpiger gjorde, men hun kunne på ingen måde få det sagt på en rigtig måde, så hun overlod modvilligt Vincenzos tanker til ham selv og tog en mundfuld vand. Hun kunne mærke, hun havde drukket for hurtigt, men hun valgte at blive siddende, da andet kunne udsende nervøse signaler fra hendes side om den startende samtale mellem de to.

Hun lagde hånden i sit skød igen. "Jeg kan vel ikke forvente at få et svar, hvis jeg spørger Dem om Deres beskæftigelse?" sagde hun og trak lidt på det ene smilebånd, men ikke meget. "Så sig mig, om De ofte har tid til at sidde på en café og tage det med ro, når De nu er en De Lazzaro?" Hun fandt det retfærdigt at få en smule at vide om ham, når hun selv lige havde siddet og sagt, hun var en eskortpige. Ikke fordi hun kunne bruge informationerne til særlig meget - det var jo ikke fordi, hun førte dem videre til nogen, det var bare den rene og skære procedure, når man førte en samtale. Måske en lidt anderledes samtale, men i det hele hele var det den formelle samtale, man havde med nymødte.

[Vincenzo De Lazzaro]

Til først var han ikke helt med på hvad hun sagde, så han kneb øjnene en anelse sammen, mens han brugte et par sekunder på at fatte det. Det var ikke svært at se, hvornår det gik op for ham, for han hævede pludselig øjenbrynene med et "Åhhh...", uden rigtigt at tænke over om det var høfligt eller ej. Han vidste nemlig ikke helt, hvordan han skulle forholde sig til det.
Hun var jo praktisk talt en prostitueret, var hun ikke? En glorificeret prostitueret, men... måske var hun respekteret, hvad vidste han? Han havde aldrig prøvet eskort-service, selvom han vidste, at nogle af de andre mafia medlemmer praktiserede det. Nonchalante damer i fine kjoler, som holdt om armene på magtfulde mænd og sørgede for at underholde folk med sobre samtaler. Det hele så jo meget elegant ud... nærmest som at "bestille" en date. Meget professionelt, hvis det endelig skulle gøres, og Mable lignede langt fra en luder.

Han betragtede hende derfor med endnu større interesse end før, som om hun var et eksotisk væsen. Og ja, hvis det var et pinligt emne for hende, ja, så var de jo bare to som ikke rigtigt kunne fortælle for meget om deres foretagende.

Hun var sandelig heller ikke til at bide skeer med, gik direkte til kødet, så han gav sig endnu engang til at smile.
"Det kommer og går. Jeg har ansatte til det meste, så det er ikke fordi jeg mangler fritid. Men nogle gange er man nødt til at tage sagerne i egen hånd... skræmmer det Dem ikke det mindste?" tilføjede han undrende og tog endnu en slurk lemonade.
"De er måske én af dem, som... støtter op om forretningen? Eller hvad?"

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable rykkede sig lidt længere ind på stolen og lagde det ene ben over det andet, så hun sad i en mere behagelih stilling på stolen. Hendes skuldre var sunket en anelse sammen, men det var også anstrengende at sidde med rank ryg hele tiden, og det var næsten ikke til at bemærke.

Mable kunne ikke lade være med at tænke over, hvilke tanker der mon fór gennem Vincenzo nu. Så han hende som en luder nu, eller havde han været så fleksibel og set det fra et andet perspektiv? Hun håbede på det sidstnævnte, men satte sig ingen forhåbninger, da det var på den måde, man kunne gøre sig selv ekstra skuffet. Hun nåede heller ikke meget længere, da Vincenzo svarede på hendes spørgsmål. Hun betragtede kort hans smil, hvorefter hun så ham i øjnene igen. "De får det til at lyde som om, De vil have jeg skal være skræmt," kommenterede hun med et halvt glimt i øjet, men fejede det væk med en let hovedrysten. "Men det nytter ikke at gå rundt og være skræmt hele tiden," sagde hun med en svag, alvorlig undertone. "Det kommer man ikke langt med." Hvis Vincenzo havde siddet og slynget ud, hvor mange han dræbte dagligt, ville Mable have ømme muskler nu af at have siddet og spændt dem. Men det gjorde han ikke, så hun tænkte ikke over det.

"Jeg ville sige, at jeg holder mig passiv, når det angår forretningerne," tilføjede hun, hvilket var ganske rigtig. Hun havde ikke valgt side, selvom hendes bror var med modstandsgruppen, og det var næsten oplagt også gå efter det. Men hun havde ikke bestemt sig og tvivlede på, det ville ske inden for den nærmeste tid.

En lun brise tog fat om de omkringværende. En lok røg ned foran Mables øjne, og fik hende til at løfte hånden og stryge den på plads igen. "Har De så udover arbejdet andre interesser?" spurgte hun for mest af alt at lede samtalen hen på et andet spor. Ikke fordi hun troede, Vincenzo ville give hende et tredjegrads forhør, men det faldt i det hele taget ikke i hendes smag.

[Vincenzo De Lazzaro]

”Åh, nej, det må De undskylde, det… er bare fordi jeg undrede mig, at De så ikke tog imod pengene. Jeg havde ikke tænkt mig at kræve dem tilbage bagefter.” forsikrede han, stadig uvidende om, at der fandtes kvinder der godt ville stå på egne ben og ikke bare folk som var rædselsslagne for lånehajer. Dette var en lidt ukendt verden for ham – som en De Lazzaro var han vokset op i rigdom og havde for det meste beskæftiget sig med mennesker af sin egen klasse. Han var en mester i forhandling, en slags consigliere for sin bror, men ærlig talt lidt af en tumpe når han skulle snakke med folk af lavere rang. Han gik ofte iblandt dem, men snakkede han med dem? Ikke så tit. Ganske vist blev over halvdelen af mafiaen selv født i slummen før de blev store, og fodfolkene var altid lavtrangerede typer i samfundet, men de var jo stadigvæk en del af det hele, hvilket gjorde dem lettere at snakke med. Alting var jo indforstået. Kvinderne i det mafiøse miljø var også anderledes - en enkelt gang eller to var der en kvinde, som var bidsk nok til at få en dominerende position, men for det meste var de bare knevrende husmødre med al for meget make-up. At bevæge sig udenfor miljøet var både mærkeligt og spændende.

Når samtalen fandt på ”andre interesser”, måtte han også sætte hovedet lidt på skrå. Arbejdet var jo sådan set hans interesser og nærmest alt hvad lavede var forbundet til det. Væddeløbene, undergrundsboxerne, de hemmelige kasinoer… de var alt sammen god underholdning, men det var da ikke noget han kunne snakke om i selskab med en dame. Eller kunne han? Ville det være for upassende? Måske, hvis han bare holdt sig til væddeløbene…

”Jeg sponsorerer heste.” svarede han endelig.
”Det er egentlig bare en hobby. Kender du Gallant Fox? Rigtig flot hingst, det er faktisk hans skyld jeg begyndte at interessere mig for det for et par år siden. Lige for tiden har jeg faktisk hans søn. Han lignede ikke rigtigt noget i starten, men vandt en del sidste år.”
Der var et nyt glimt i hans øjne, nu hvor han havde smidt et par facader og bare gav sig til at snakke. Mest af alt lød han som en dreng der ivrigt fortalte om sine legesager.
”Jeg har dem selvfølgelig ikke derhjemme, men… der ligger en stald ikke så langt herfra, hvor jeg nogle gange tager ud for at slappe af.”

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable kiggede en smule forbløffet på ham. Han undrede sig over, hvorfor hun ikke havde taget pengene af ham, når hun nu ikke var skræmt. Mable skulle til at smile af det han sagde, men så kom hun hen på andre tanker. Måske mente han det oprigtigt? Hun kunne ikke lade være med at tænke på, at han måske ikke var vant til det rigtige arbejderliv og troede derfor ikke, at Mable havde afslået af ren stolthed. Det lød absurd i hendes hovede, men det så næsten ud til, at det var sådan. Hun kommenterede det ikke og trak på skuldrene, da hun egentlig ikke gad snakke om de penge mere. De var tydeligvis to vidt forskellige personer, og det ville bare ende med en masse forklaring, hvis de fortsatte på det spor.

"Jeg sponsorerer heste."

En glød opstod i de mørkegrå øjne. Men så slog det hende, at det selvfølgelig var en smal sag for ham med alle hans penge. Gløden døde dog ikke ud, da en oprigtig ivrighed var til at spore i hans stemme og ikke nogen overlegenhed, hvilket hun godt kunne lide. Selv læste hun jo blot bøger og havde just mistet en, som hun ikke ville kunne erstatte, før hun fik sin løn. "Det lyder vidunderligt," kom det ufrivilligt fra hende, og hun spændte fortrydende kæberne. Mable havde ikke været uden for byen, siden hun var helt lille, og savnede det umådelig meget. Hun måtte nøjes med romanerne, selvom de kun tilfredsstillede minimalt det, hun længes efter.

"Hvor mange heste har De?" spurgte hun med en oprigtig interessere og lænede sig frem for at tage fat om glasset for derefter at føre det op til læberne.

[Vincenzo De Lazzaro]

"Fire stykker." sagde han med glæde i stemmen.
Det var noget af et antal. At vædde på én hest var risikabelt og at sponsorere én var nærmest endnu værre. Der var flere tusind dollars på spil og man kunne tabe en formue ved at træne en håbløs taber op. Sådan var det gået mange heste. Mange lod til at være lovende i starten, men når de nåede de tre-fire år, så viste de sig ikke rigtigt at være noget værd alligevel. Så fandtes der også en del der simpelthen ikke var skabt til væddeløb, og så var der de enkelte vindere, nogle gange skjulte, andre gange åbenlyse... og at få fat på sådan én var en guldgrube.
For Vincenzo drejede det sig dog ikke om pengene. Det havde det aldrig gjort. Pengene var en sidegevinst - den ægte glæde lå i at se et føl vokse op og spankulere dristigt på en mark med halen i vejret, som om det sagde, "Se mig! Jeg er det største bæst i verden, prøv du bare at fange mig!"
Glæden lå i at se det blive dygtigt nok til at udfordre sine modstandere på banen, drøne afsted som en løbsk torden der ikke var til at stoppe.

Heri lå den ægte spænding. Og hvis hesten fejlede og viste sig at være en uforbederlig taber? Tja... så havde han mistet nogle penge i at lade den træne, fred være med det. Det gjorde ham ikke noget, at den så gik og hyggede sig på en gård resten af sit liv. Det er ikke alle, som er skabt til storhed.

"Den ene er Omaha, søn af Gallant Fox. Han er fire år gammel lige nu. Rigtig rolig og selvsikker hingst. Han tager tingene i sit eget tempo og jeg tror det er derfor, at det tog ham to år før han begyndte at tjene noget som helst..." grinte han og tog sig til tindingen.
"Så er der Rowdy og Buckle, de er faktisk tvillingeføl, er det ikke spøjst? Men begge deres forældre var gode på banen, så jeg satser på de klarer sig godt, selvom der nok lige går et år eller to endnu.
Og så er der Lil' Rosie, datter af Ajax. Hun er virkelig sådan en sød lille hoppe, men hun er kvik på fødderne!"

Der var stolthed at finde i hans blik, men det var ikke af den arrogante slags - den mindede nærmere om hvad man kunne forvente at se i en far der snakkede om sine børn.

"Har De... nogensinde set et væddeløb? Ét af de store?" spurgte han så, stadigvæk med en ret barnlig iver.
"For, hvis... hvis De nu havde lyst, så..."
Han kløede sig lidt i nakken.
"Jeg står faktisk og mangler en ledsager næste weekend, hvis De altså er fri og... måske gerne vil se, hvordan det foregår..."
Han kiggede op på hende, lidt akavet, men ganske oprigtig.

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable fnyste et lavt grin af ren forbløffelse og formede derved et smil, der afslørede hendes tænder. Interesse og beundring lå i hendes blik, men hun sagde ikke meget, da han snakkede. Hun havde placeret albuerne på bordet og lænede sin en anelse frem, men akkurat nok til at det ikke blev for nærgående. Som man sagde, var det første indtryk det vigtigste. Mable gav små nik og smil fra sig, mens han snakkede om hans kreaturer. De var præget af høflighed, men også hendes egen personlighed. Det var kun ved få tilfælde, samtaler med fremmede mennesker var afslappede og kørte af sig selv, men denne var en af de tilfælde, hvilket var derfor, Mable havde løsnet tøjlerne en smule.

Mables smil skjultes i mundvigene, og hun trak let på skuldrene. "Nej, ikke til ét af de helt store," svarede hun ham og betragtede ham, som han kløede sig i nakken. Selv rettede hun sig op og lagde hænderne i skødet for diskret at glatte hendes kjole ud. Ikke fordi hun var nervøs, men de signaler, han sendte, smittede af på hende. Hun stoppede med at glatte sin kjole ved hans spørgsmål. "Det vil jeg meget gerne," sagde hun uden at tænke over, hvis hun skulle noget, og formede et smil på sine læber. "Jeg skal ikke noget den weekend," slyngede hun ud, mens hun betragtede ham med et spændt blik, der sagde, hun ikke havde oplevet noget lignende på længe. Men havde han set det som en del af hendes job? Hun betragtede ham lidt endnu, før hun slog blikked ned i bordet, mens hun tænkte. Ja, hun havde dette job, fordi hun manglede pengene, men af en eller anden grund ville hun ikke til dette hestevæddeløb, hvis Vincenzo betalte hende for det. Ikke fordi hun nu nægtede at nogensinde tage imod penge fra ham, men hun ville gerne opleve dette i sit fritid.

Mable løftede blikket igen og fugtede sine læber. "Ser De det som en del af mit arbejde?" spurgte hun og rystede så let på hovedet, da han ikke behøvede at svare på det. "Jeg ville foretrække, hvis De ikke gjorde," tilføjede hun og så afventende på ham.