Ragtime

[Vincenzo De Lazzaro]

Han drak det sidste af sin lemonade og gav sig til at tænke sig lidt om mens hun talte. Det havde slet ikke faldet ham ind, at det skulle være en del af hendes arbejde og han var nu i tvivl om, hvad han skulle sige. På den ene side, så stolede han ikke helt på hende endnu og lod det fortsat være en mulighed, at hun var en slags spion fra en modstandsgruppe. Hvis hun var det, så ville det nemlig give mening, at hun nægtede at modtage noget som helst beløb fra ham.
På den anden side, så kunne det også bare være, at hun ikke var helt så glad for sit job og helst gerne ville behandles som en "rigtig" kvinde. Det var egentlig mest det sidste, at Vincenzo håbede på var sandt, så han var tilbøjelig til at tro mest på det. Hun havde jo sagt det selv - det nyttede ikke at gå og være bange hele tiden, så måske skulle han bare lade tvivlen komme hende til gode. Hvad kunne der desuden ske? De ville sidde på en balkon, omgivet af tusindvis af mennesker. Måske var det på tide, at slappe bare en smule af.

Han smilede til hende ved hendes sidste kommentar og rystede lidt på hovedet.
"Hvad vi gør for penge er vores egen sag. Skal vi ikke blive enige om det?"
Han lænede sig lidt tilbage og gav sig til at strække sine arme en smule, men brød ikke øjenkontakten. Det var i det hele taget lidt specielt, at de begge levede af noget, som de ikke så gerne snakkede om. Vincenzo kunne faktisk godt lide det - det var næsten, som om de bar på en fælles hemmelighed.
"Jeg inviterer Dem, fordi jeg synes De virker som en sød dame, ikke på grund af..."
Vincenzo himlede lidt med øjnene og trak på skuldrene.
"... Deres arbejde. Men!", fortsatte han, med en pegefinger i luften.
"Jeg insisterer på at betale for billetter og snacks. Som en gentleman! Ikke en arbejdsgiver. Aftale?"

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable grinte kort og nikkede en gang. "Jo," sagde hun og gengældte hans smil. Det passede især godt til dem. De havde begge et job, de ikke gad eller kunne sige så meget om, men af en eller anden grund havde Mable ikke noget imod ikke at vide, hvad Vincenzo foretog sig. Måske var det, fordi hun vidste, det indebar noget med forbrydelser, men hun følte også, det var på grund af, de så ikke behøvede at sidde og snakke om det. Mable var ikke stolt af sit arbejde, og selvom hun kun havde det for overlevelsens skyld, kunne visse folk have svært ved at komme sig over det eller indse, at det ikke var alle eskortpiger, der solgte sig selv.

Mable rykkede i mundvigene, da han sagde det om hende, men kunne ikke få kommenteret det, da han fortsatte med at tale. I stedet kiggede hun kort på hans løftede pegefinger, før hun igen så på hans ansigt. Hun ventede et kort øjeblik med at svare ham og sad blot med et smil spillende på læberne, før hun let løftede hagen. "Det er en aftale," sagde hun og tog fat om sit glas for at tage den sidste mundfuld. Der var stadig en smule tilbage, men hun lod det være og stillede istedet glasset længere inde på bordet for at indikere, at hun ligesom ham, var færdig.

Mable løftede sin taske op i skødet igen og fandt en pung frem, der kunne rumme en smule mere end bare penge. Mable fandt en seddel frem, der ville dække over de to drikkevarer, og satte den under sit glas. Hun lukkede tasken, og da hun hang den på sin arm, kiggede hun på Vincenzo. "Er det nu vi tager afsked?" spurgte hun, "med mindre De har lyst til at gå lidt?" tilføjede hun med let løftede skuldre. Servitricen fra før, havde lagt mærke til Mables betaling, og kom nu frem med en rosa farve i kinderne for at tage betalingen og glassene ind.

[Vincenzo De Lazzaro]

Han lagde fredsommeligt nogle penge under sit tomme glas og sørgede for at give rigeligt med drikkepenge. Det var i hvert fald én ting, som gjorde mafiadrengene populære hos disse almindelige spisesteder og så længe det var rutine, at de ikke lavede ballade, men til gengæld efterlod en masse penge, så gjorde det ikke folk utrygge når de kom forbi. Sådan skulle det også være, for det var jo ikke meningen at almindelige mennesker skulle have noget at frygte.
Det var kun wise guys, som mente de havde noget frækt at bevise, som skulle passe på, tænkte Vincenzo ved sig selv.

Han kiggede på Mable, mens hun talte.
Hun var altså en køn kvinde. Rigtig køn, kunne godt ligne en skuespillerinde. Sollyset faldt nydeligt på hendes hår og gav det en varm, tiltrækkende kulør, som man havde lyst til at røre ved. Og så var hun eskortpige? Sikke en skandale. Måske skulle man lære hende lidt bedre at kende - hvem ved? Måske dukkede der nogle skjulte talenter op, som ville vise sig at være interessante.

Ved al den pludselige aktivitet, så hævede hunden hovedet og kiggede sig omkring. Den slikkede sig om læberne og da den fornemmede, at dens herre rejste sig op, så gjorde den det samme, med en logrende hale.

"Hvis De har lyst, så.. kunne det da være rart med en tur. Og måske komme på dus med hinanden?" spurgte han, omend en smule forsigtigt for ikke at fornærme hende.
Han rettede på sit overtøj da han var fuldt oprejst, så der ikke var krøller over det hele, og beholdt øjenkontakten.

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable lod hendes blik strejfe hans glas, hvorunder han lagde langt flere penge end nødvendigt - også selv hvis det havde været inklusiv drikkepenge. Mable smilede diskret for sig selv. Det var jo vigtigt at opretholde et godt ry - og hver enkel havde vel deres egen måde.

Hun rejste sig op og lod hænderne glide ned få gange ad kjolens støvblå stof for at glatte eventuelle folder ud, hvorefter hun rettede sig op. Hun lod blikket glide flygtigt rundt, og da hun mærkede noget mod sit ben, kiggede hun ned. Hun smilede lidt ved synet af hunden, men lod være med at klappe den, da hun faktisk ikke vidste hvilken adfærd, den havde, når fremmede kom for tæt på. Hun var i bund og grund ligeglad med, om hendes hånd ville lugte af hund efter at have klappet det, men det var andre ikke, så derfor kiggede hun blot kort på den, for derefter at rette sig op mod Vincenzo.

"Det kunne være," sagde hun med det samme smil om læberne og et charmerende glimt i øjet, hvorefter hun tog de første par skridt. Hun bevægede sig roligt og nød det gode vejr i fulde drag. "Vi har været heldige med vejret," sagde hun og vendte ansigtet op mod solen. Regn holdt af at falde ofte over Bridgeford, men den sidste uge havde indebæret det stik modsatte. Det var et skønt vejr at sidde ude og læse i, og Mable havde definitivt også udnyttet muligheden de gange, hun kunne. Som denne gang, hvilket dog havde udviklet sig i en anden retning, end hvad hun havde regnet med.

Mables hæle gav små 'klik' fra sig, som hun gik. Selv havde hun vænnet sig til lyden, da hun altid bar højhælede sko, når hun bevægede sig udenfor, og tog derfor ikke notits af det. I stedet var hendes opmærksomhed rettet fremad, så hun ikke støtte på noget uvelkomment. Det faldt dog på hunden igen. "Var det Abby, den hed?" spurgte hun og kiggede hen på Vincenzo. "Den er meget lydig," tilføjede hun og kiggede igen ned på den. Selv ville hun elske at have en hund, der kunne holde hende med selskab i hendes ensomme liv, men det ville ikke være muligt for hende, og så snart hun tænkte tanken, skød hun den væk igen.

[Vincenzo De Lazzaro]

Han kiggede op mod solen, idet hun nævnte vejret og måtte smilende komme med et samtykkende "Mmhmm."
Longridge River glimtede fredfyldt under sollyset. Det var en ren flod - i modsætning til Mississippi, som var så fuld af industriens slam, at kun sumpkrebs kunne trives i den, så var Longridge et sted man sagtens kunne gå en tur langs uden at holde sig for næsen.

Hunden trippede rask ved siden af sin herre uden at kigge op. Der var tusind andre spændende ting at se når man var ude og gå tur, så selvom hun sørgede for at holde sig tæt på, så var hun langt mere interesseret i at snuse de forskellige steder de passerede og måske også efterlade en lille tår.

Vincenzo kiggede ned på hunden.

Det var efterhånden tre år siden han havde fået hende og det havde aldrig helt været meningen. Han elskede dyr og havde godt nok planlagt at anskaffe sig en hund, men sådan en skrap lille satan? Det havde været et tilfælde.
Nu om dage var det forventet af rige mænd, at de blev set i selskab med settere og dobermanner - elegante hunde, helst med udstillingsforældre. Abby nedstammede direkte fra fell terriere fra det nordlige England. Disse hunde vandt ikke udstillinger - de jog grævlinger fra deres grave og beskyttede fåreflokke fra ræve. Ikke en specielt nobel hund, det var rettere en bondes hund, men Vincenzo kunne alligevel aldrig drømme om at skille sig af med hende.

Fyren der havde ejet hende før var ikke noget specielt. Han importerede bare hvalpe fra det gamle land til kunder der enten havde brug for dem til gårdarbejde eller var for nostalgiske til at leve uden. Han havde også været dum nok til at trække en pistol mod "den beskidte guinea", som åbenbart ikke lavede andet end at "forpeste samfundet". To skud mellem øjnene fik lukket munden på ham, men ikke den forskræmte lille klynken, som der var i hans taske. Vincenzo kunne ikke bare efterlade hvalpen og han havde ærlig talt heller ikke lyst til at give den væk, så han havde bare endt med at tage den med hjem. Den viste sig hurtigt at have en rigtig skarp lille hjerne og en manglende evne til at stå stille. Men charmerende, det var den.

"Abby, ja. Det er bestemt ikke nogen skødehund." sagde han, ikke uden lidt stolthed.
"Altid ude på noget. Hun bliver frygtelig gal, hvis hun ikke har noget at lave, men sådan er det vel med de fleste af os. Jeg tror, at hun kun er lydig så længe man er hende værdig. Hun accepterer ikke halvhjertede kommandoer. Det er næsten menneskeligt, ikke?"

Han piftede, så hunden, der var gået lidt i forvejen, spidsede ørerne og løb lykkeligt hen imod ham. Med en ivrig ånde, så kiggede hun op på ham og derefter på Mable, hvorefter hun så begyndte at gå ved siden af hende med blikket rettet på hende.

"De må gerne klappe hende, hvis det er." tilføjede Vincenzo, stadig lidt for forsigtig til at sige "du", medmindre Mable følte sig tilpas med det.

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable grinte svagt over det, han sagde, og nikkede en gang for sig selv. "Det er det næsten," sagde hun med skyggen af et smil i mundvigene og så kort på Vincenzo, før hun igen rettede blikket ned på hunden. "Man siger jo også, at hunden er menneskets bedste ven," tilføjede hun og betragtede hunden, som den luntede hen mod dem, da Vincenzo piftede. Hun blottede sine tænder i et bredere smil, da hunden tog plads ved hendes side, og ved Vincenzos kommentar, stoppede Mable op og bøjede sig en smule ned, så hun kunne nusse den bag øret. "Jeg troede, vi skulle komme på dus med hinanden," sagde hun i et roligt tonefald med det samme smil om læberne, men i det hun sagde det, sprang hunden op og placerede sine poter på hendes knæ for derefter at slikke hende på hagen.

Det pludselige udfald overraskede ikke Mable særlig meget, og hun lod hunden trykke sin snude mod hendes hage, hvorefter hun rettede sig op, så hunden automatisk måtte fjerne forpoterne fra hendes knæ og stille sig på alle fire på jorden igen. "Hun forstår at charmere sig ind på folk," sagde hun med et grin og tørrede med to luftige bevægelser hagen for derefter at rette de mørkegrå øjne mod Vincenzo. Hun var igen sat i bevægelse, i det samme rolige tempo som før. Hunden havde påmindet Mable om et eller andet, og det var måske derfor, hun havde gjort en undtagelse og klappet hunden. Eller også var det selskabet udover hunden, der gjorde, at hun følte sig godt tilpas. Noget i hendes baghovede sagde dog, at det ikke gav mening, men samtidig var Mable jo ikke typen, der fandt rygter troværdige. Hun havde måske alligevel stolet på nogen af dem, hvilket var derfor, hun følte forbløffelse over hele situationen.

De fortsatte i stilhed et stykke tid. Mable fandt dog ikke stilheden akavet på nogen måde, men gik og nød de få briser, der af og til kom og huskede en på, at vejret var dejlig varmt. Dog som tanken slog hende, forsvandt solen bag endnu en sky, og de gyldne stråler forsvandt og efterlod et koldere lys over dem. Mable betragtede diskret Vincenzo ud af øjenkrogen, men da de nærmede sig enden af Longridge River, kiggede hun fremad. "Så er spørgsmålet, hvilken vej du skal," sagde hun og smilede indvendigt af ikke at bruge 'De' mere. Stedet, de var ankommet til nu, mundede ud i flere veje, så der var et bredt udvalg. Selv skulle Mable til højre og ned ad den mindre befærdede vej.

[Vincenzo De Lazzaro]

"Jeg troede, vi skulle komme på dus med hinanden,"
Han blinkede et par gange og følte så sine kinder blive lidt hede, så han rømmede sig lidt og grinte akavet.
"J-jo, selvfølgelig... Mable."
Han var lige ved at sige "Miss Prince" igen, men... det var faktisk behageligt at komme på fornavn, så han kunne ikke helt lade være med at smile. Mable var bestemt ikke én af de snobbede kvinder, som forsøgte at møve sig ind i mafiaen for at få nogle ekstra goder i livet. Det var rart med forandring.

Abby var så lykkelig over opmærksomheden, at hun logrede voldsomt med halen. Selv da Mable holdt op med at klappe hende, så holdt hun sig i nærheden af hende med raske, trippende skridt. Hvis nogen var en god menneskekender, så var det sikkert den skøre hund og denne tanke beroligede Vincenzo. Mistanken om, at Mable skulle være en fjende, drev længere og længere væk indtil den ikke rigtigt betød noget.

Nu kunne han pludselig ikke vente med at tage Mable ud. Det skulle nok blive fint, også selvom det bare var et væddeløb.
Han svælgede pludselig nervøst. Var det måske dumt af ham at invitere hende til et væddeløb? Det var jo slet ikke noget for damer... måske ville hun kede sig. Hun foretrak sikkert at tage på restaurant eller sådan noget, måske skulle han hellere have gjort det?
Eller! Måske kunne han gøre begge dele? Invitere hende ud og spise bagefter? Ork, da ikke hvis han havde kedet hende til døde under løbet... hvor var det dog egentlig svært at lade være med at dumme sig.

Da tavsheden sænkede sig over dem, gav det ham rigelig tid til at planlægge og bortset fra et enkelt øjeblik, hvor han (greb sig selv i at skæve til hendes ben og finde dem kønne) blev lidt distraheret, så syntes han at brikkerne begyndte at komme på plads.

Vejene begyndte at adskille sig. Abby, som kendte denne rute meget godt, gik faktisk i forvejen mod den modsatte sti af hvor Mable skulle hen.
Vincenzo vippede sit hoved mod Abby's retning.
"Jeg skal mod Winston, så... jeg tror vore veje skilles her." sagde han og løftede pludselig sin hat.
"Det var en fornøjelse, Mable. Hvis du stadigvæk har lyst til at mødes i weekenden så lad mig samle dig op ved tolv-tiden på lørdag. Vi kan mødes ved teatret."
Han blinkede til hende, samlede egentlig alt sit mandsmod for at være kæk.
"Vi ses."

[Mable Prince]

i never look back at all the things i've ever d o n e ,
i never look up seeing that he's on the run

Mable nikkede, og af en eller anden grund overraskede det hende en smule, at han skulle den vej. Men lige så snart overraskelsen var kommet, forsvandt den igen - han var jo stadig mafiabossens bror. Hun havde dog ikke tænkt så meget over det under deres samtale, da han havde opført sig anderledes, end hvad hun havde troet, en bror af mafiabossen ville. Alt kom nu tilbage til hende, men hun smilede alligevel, og det var et oprigtigt smil.

"Det er en aftale," sagde hun og bekræftede derved, at hun stadig havde lyst. Faktisk summede en glæde og spænding inde i hende, og hun kunne ikke vente til at komme ud - til et rigtigt hestevæddeløb! Hun sendte ham et sidste smil og sænkede hagen i et nik som afsked, hvorefter hun satte i bevægelse væk fra ham. Hun overvejede at vende sig om og vinke til ham, men hun brugte for lang tid på at bestemme sig, så det til sidst ville blive for akavet, hvis hun gjorde. I stedet fortsatte hun stødt mod bygningens hjørne, som hun skulle dreje nedad. Lige inden hun drejede ned på gaden, kastede hun et diskret blik over skulderen.

Tankerne kolliderede konstant mod hinanden. Havde det været fornuftigt at sige ja? Egentlig vidste Mable jo ikke, om der lå nogle tanker bag det. Men samtidig havde han set så oprigtig ud, da han snakkede om sine heste - oprigtig glad. Han lod heller ikke til at være egoistisk, så det blev overlegent, hvilket Mable godt kunne lide. Men samtidig kunne det godt have været en facade, som han havde sat op - selv havde Mable jo også en facade. For et kort øjeblik overvejede hun at lade være med at dukke op ved teateret klokken tolv på lørdagen, men det afslog hun hurtigt igen. Ikke kun fordi det ville være latterligt og respektløs, men også fordi hun rent faktisk havde lyst til at være sammen med ham.

Mable havde glemt alt om den gennemblødte bog og smilede i stedet, sikker i sin sag om at hun ville møde op ved teateret lørdag.

OUT