I know my kingdom awaits.

[Evelyn Zephyr]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=style,background-color: #d4d4d4; width: 450px; -moz-border-radius-topright: 30px; border-radius: 0px 30px 0px 0px; border-left: #7E6F8C solid 6px;] [style=float: left; width: 128px; background: url(http://i54.tinypic.com/2jayb2x.png) no-repeat center; margin-left: 10px;][/style] [style=font-family: georgia; font-size: 37px; color: #424242; letter-spacing: -2px; line-height: 23px; margin-left: 145px; text-shadow: #000000 1px 1px 1px]{ Wicked fealings awaits[/style] [style=font-family: arial; font-size: 9px; line-height: 9px; color: #504254; margin-left: 145px; margin-top: -16px; text-transform: lowercase; text-align: justify; padding: 8px; border-bottom: #736F8C dotted 1px]     [/style] [style=opacity: 0.7; background-color: #e3e3e3; width: 400px; font-family: tahoma; font-size: 9px; color: #323232; padding: 10px; text-align: justify; border-left: #7E6F8C solid 3px;]    Hun sendte ham et skævt smil, dog ikke et særlig stort et af slagsen. "Du har sørme høje tanker om dig selv, dearst." sagde hun muntert og drillende. Men da hun så sig omkring igen, følte hun sig virkelig stirret på. Intet privatliv. Som om hendes og Gabriels samtale var lige så vigtig for de andre som den var for hende. men hun sagde ikke noget, smilede bare som en god pige - god skuespiller. Hun blev en smule chokeret over at han ligefrem havde været general. Hvis hun altså forstod ham ret. Men den måde han sagde at hans ting ikke var noget for hende, gjorde hende ret forarget. I stedet valgte hun at være stille og tro naivt på at han bare ikke havde lyst til at snakke om det, og at det var derfor. Hun var absolut sikker på at hun ville kunne klare det lige så godt som ham. Hun troede ellers at det kunne ses på hende. At hun ikke var en af prinsesserne der ville vartes op hele tiden og have slikket fodsporerne. Sådan var hun ikke. Så var hun ikke stoppet med eskortjobbet for at tage ud for at optræde på sådan nogen beskidte steder som hun havde været. Hun hævede det ene øjenbryn da han sagde det med mændene. Måske. Hun var ikke interesseret. Hun var sin egen. I hvert fald for øjeblikket. Men det var nok ikke lige det rette tidspunkt at overveje det, når hun følte sig som en klat snot i forhold til Gabriel, så hun sørgede for at tænke på noget andet. Et par øjeblikke senere var det slet ikke nødvendigt - noget kom og distraherede hende. Den frække blondine. Hvad bildte hun sig ind?! Det var med nød og næppe at Evelyn undgik at gøre en meget vulgær og grov gestus tilbage til hende. I stedet for lod hun som om både blondinen og tørklædet var absolut luft. [/style] [style=opacity: 0.7; background-color: #e3e3e3; width: 400px; font-family: tahoma; font-size: 9px; color: #323232; padding: 10px; text-align: justify; border-left: #7E6F8C solid 3px;] TAGS:

[/b][/color]
Gabriel Prince
WORDS:
324
[/style][/center]
[/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=style,width: 458px;][style=font-family: tahoma; font-size: 9px; color: #cecece; text-align: center; background-image: url(http://i55.tinypic.com/auz0qu.png); height: 30px; margin-top: -2px; -moz-border-radius-bottomleft: 10px; -moz-border-radius-bottomright: 10px; border-radius: 0px 0px 10px 10px;] template by ayu of ote[/style]

[/center]

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Evelyn ☆ words: 404 ☆ outfit: N/A ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Han smilede skævt og letter uskyldigt “Høje tanker… jeg fortæller da bare hvad folk har sagt til mig” sagde han muntert og smilede skævt og drillende til hende. Hun var nok en god skuespiller, og de kunne han skam også være hvis han ellers gad skjule sine følelser, hvilket han måske alligevel gjorde. Hans hænder hvilede endnu skødesløst i lommerne, blikket hvilede roligt på hende, roligt og alligevel med det forførende glans som han faktisk ikke selv var bevidst om. At folk gloede på dem generet ham ikke det mindste, de snakkede ikke hemmeligheder, de sagde intet specielt og derfor kunne han ikke se noget galt i det. Ønskede de at snakke privat måtte de gøre det et sted hvor ingen lyttede. Han kunne se at hun virkede chokkeret og lo en munter latter over det ”Ja jeg ved det.. hvordan kunne jeg blive genereal når jeg knap er 30, det krævede også sin del men hvad, nu har jeg været det i snart fire år” sagde han muntert. Hvis det var chokket over at han var genereal så havde han lige forklaret det. Han morede sig altid over folks reaktion når de hørte at han var genereal. At være soldat var da utrolig kedeligt, han var genereal, noget han havde arbejdet hårdt for at få, hårdt og stødt og endda uden pause. At hun ikke var en prinsesse vidste han da godt, blot det at hun stod foran sådan sted og havde fortalt at hun optrådte fortalte at hun nok ikke havde betalt sig vejen op til et så fint sted. Han fortalte ikke hende om sin tid i hæren fordi han ikke selv ville blive deprimeret over det. Han bøjede sig ned og samlede lommetørklædet op, med højre hånd, ja det var endelig kun højre hånd han brugte, venstre havde hele tiden hvilet i lommen. ”Er det noget kvinder gøre tit her?” spurgte han hende roligt så på lommetørklædet og smed det i en skraldespand i nærheden uden så meget som at tjekke navnet. En pige i nærheden fniste, en anden smilede forførende til ham. Han vendte blikket fra dem og rettet det mod Evelyn ”Du sagde at du havde optrådt, det betyder vel at du ikke har mere at gøre her for i aften… hvad siger du til at jeg byder på aftensmad?” sagde han spørgende. Det var mest for at komme væk fra de stirrende kvinder, hvad gik der lige af folk.

[/td][/tr][/table][/center]

[Evelyn Zephyr]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=style,background-color: #d4d4d4; width: 450px; -moz-border-radius-topright: 30px; border-radius: 0px 30px 0px 0px; border-left: #7E6F8C solid 6px;] [style=float: left; width: 128px; background: url(http://i54.tinypic.com/2jayb2x.png) no-repeat center; margin-left: 10px;][/style] [style=font-family: georgia; font-size: 37px; color: #424242; letter-spacing: -2px; line-height: 23px; margin-left: 145px; text-shadow: #000000 1px 1px 1px]{ Wicked fealings awaits[/style] [style=font-family: arial; font-size: 9px; line-height: 9px; color: #504254; margin-left: 145px; margin-top: -16px; text-transform: lowercase; text-align: justify; padding: 8px; border-bottom: #736F8C dotted 1px]     [/style] [style=opacity: 0.7; background-color: #e3e3e3; width: 400px; font-family: tahoma; font-size: 9px; color: #323232; padding: 10px; text-align: justify; border-left: #7E6F8C solid 3px;]    Evelyn smilede ved tanken om at folk havde sagt til ham at han havde stikkende øjne. Gennemborende øjne. Det var da rigtigt, men hvem ville gå rundt og sige det til de personer som ejede øjnene. Men nu var han jo general, så det kunne være at det var lidt anderledes med dem... Men hun ville tænke det hvis han havde specielle øjne, men nok ikke lige sige det. Med mindre hun var pænt fuld, hvilket ikke skete særlig tit. Hun kunne godt forestille sig Gabriel i soldaterudstyr, men det var altså besværligt. Beskidt, støvet og svedig, gemt i en busk med et gevær i armene. Det var lidt svært at forestille sig. Men hvad lavede en general enlig? Stod han i teltet i lejeren og flyttede rundt med små træfigurer på en plade der skulle ligne slagmarken. Tanken fik hende til at smile skævt. Tja, det virkede også en smule mere som Gabriel. Ikke helt så meget skidt. Det var også mere engle-agtigt. Hun stak ciagretten ind imellem læberne igen, for at trække i den gyldne kæde der gang fast i hendes pocketwatch. Hun vippede klappen op og betragtede kort viserne. Klokken var omkring fire. Tja, hun skulle vist ikke noget. Hun gad ikke engang kommentere det med tørklædet. Det lod til at hun havde været en rimelig velhavende kvinde, hvis hun havde haft et tørklæde med sit eget navn, som hun var rig nok til at spilde på en køn ung mand. Evelyn gjorde ikke udtryk for at hun var forarget, men hun var det. Hun satte bare sit kostbarre og let arrogante udtryk op. Hendes facade. "Jeg skal optræde igen senere i nat, men jeg har ganske mange frie og ensomme timer foran mig i aften." Hun havde faktisk lovet Lawrence at tage med ham ned på Dewins senere, hvor hun skulle optræde om natten, men det var der da ingen grund til at sige. Lawrence kunne vel bare gøre det med hans nye kæreste. Hun lagde hovedet på skrå og lagde uret tilbage i lommen på sin kjole, så den forgyldte kæde stadig hang pyntende udenfor. "Har du en idé til hvor vi skal tage hen?" [/style] [style=opacity: 0.7; background-color: #e3e3e3; width: 400px; font-family: tahoma; font-size: 9px; color: #323232; padding: 10px; text-align: justify; border-left: #7E6F8C solid 3px;] TAGS:

[/b][/color]
Gabriel Prince
WORDS:
360
[/style][/center]
[/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=style,width: 458px;][style=font-family: tahoma; font-size: 9px; color: #cecece; text-align: center; background-image: url(http://i55.tinypic.com/auz0qu.png); height: 30px; margin-top: -2px; -moz-border-radius-bottomleft: 10px; -moz-border-radius-bottomright: 10px; border-radius: 0px 0px 10px 10px;] template by ayu of ote[/style]

[/center]

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Evelyn ☆ words: 456 ☆ outfit: N/A ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] At hun ville have haft svært ved at forstille sig ham i soldatter tøj og at hun ikke selv ville have sagt noget om hans øjne, ikke noget så direkte som det han selv havde sagt nogen havde sagt om hans øjne, vidste han jo intet om, alt det foregik i hendes hoved. beskidt blev han skam, det gjorde man når man var ud i marken men nu skete det jo ikke så tit at han selv var ude i marken, som genereal gav han ordre og organiseret soldaterne. Nogen kunne så finde på at sige at hans arbejde var ubetydeligt men uden ham ville soldaterne ikke vide hvad de skulle gøre. Godt nok døde folk i krig, men uden en genereal gik der flere liv tabt. Så han havde helt sikkert en vigtig rolle, om man kunne lide det eller ej. at stå i et telt og flytte rundt på brikker kunne man vel godt sige var hans job, det var dog ikke så let som det lød for han skulle tage stilling til hvad der var lettest og hvad der var bedst for soldaterne og hvordan han kunne opnå sejre med mindst mulig tab af liv. Han betragtede hende roligt idet hun fandt sit ur frem og kastede selv et blik på uret for at finde ud af hvad klokken var. Han bar ikke set et ur, den lå nok derhjemme et sted. Da hun klappede uret sammen og lagde det væk vendte han atter blikket mod hendes ansigt og smilede skævt ”Vidunderligt, så har vi en chance for at snakke sammen … uforstyrret” sagde han med sin milde rolige stemme. Ikke at han havde hemmeligheder at ville drøfte med hende men at snakke under fire øjne ville være rart i stedet for at stå midt på gaden med gloende folk. Kunne de kvinder dog ikke blinke lidt eller se væk for selvom deres blikke ikke rørte ham sådan umiddelbart så vakte deres blikke unødvendig opmærksomhed. At hun havde lovet en anden at spise med ham anede han jo intet om, han forventet vel at hun sagde fra hvis hun havde andre aftaler og da hun ikke gjorde regnede han derfor med at hun intet havde. Da hun spurgte hvor de skulle spise overvejede han det kort, nu var han jo den nye i byen men han havde hørt hvor man kunne få noget ordentligt og fint at spise ”Jeg høre at der er fine restauranter i Deling Street, så det bliver nok et sted der” svarede han med et skævt smil og bemærkede en kvinde der gispede svagt. Han kommenteret det dog ikke, vendte i stedet blikket mod Evelyn igen og rakte hende armen som det jo var kendt at en gentleman gjorde.

[/td][/tr][/table][/center]

[Evelyn Zephyr]

Orker ikke at bruge templates alligevel. Ikke de besværlige i hvert fald...

I KNOW MY KINGDOM AWAITS

Let the rain wash away
all the pain of yesterday.
I know my kingdom awaits
and they've forgiven my mistakes.

Words: 359

Man kunne ikke se det, men i virkeligheden var hun aldrig blevet så glad for ordet uforstyrret før. Hun kunne slet ikke lade være med at smile, også selvom det ikke var det aller mest venlige smil. Hun så selv en smule overrasket ud da han begyndte at tale om Delings Street. Godt nok havde hun optrådt på en af restauranterne på Delings, men det var kun lige for et par ganske få uger siden hun var blevet berømt nok til bare at kunne træde over dørtærsklen. Det var simpelthen sådan et fantastisk held at hun havde fået lov til at komme ind. Det sted osede simpelthen af penge - og mafiaen. To ting hun simpelthen ikke duede sammen med.
"Der er gode restauranter på Delings Street, men de er sindssygt dyre. Hvor godt tjener man på at være general?" spurgte hun og sendte ham et par store øjne. Det var tæt på at hun gentog den unge kvindes gisp. "Du kommer til at give. Jeg har lige fået nyt tøj." sagde hun med et skævt grin.
Hun sagde ham dog ikke yderligere imod, da han ligefrem rakte hånden frem imod hende så hun kunne jo ikke regne med andet end at han virkelig tjente meget. Hvis han tjente så meget ville han uden tvivl blive opdaget snart - af en eller anden form for mennesker man helst ville undgå. Sådan noget skete tit, især når man var ny og ikke kendte så godt til mafiaens styrer.

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Evelyn ☆ words: 456 ☆ outfit: N/A ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Han bemærkede hendes smil men kommenteret det ikke. Det betød åbenbart at hun gerne vil med, og at hun gerne vil sidde uforstyrret med ham, det var vel kun godt? han bemærkede dog ligeledes hendes overrasket udtryk da han nævnte det område han gerne ville invitere hende på, i starten forstod han ikke hendes overraskelse men ved hendes spørgsmål og nærmere eftertanke forstod han godt grunden. Det var vel ikke alle der havde råd til at spise så fine steder. Han smilede ved hendes spørgsmål ”Man tjener nok til at kunne købe en villa og en stor hektar jord omkring” svarede han med et skævt smil. Ja han tjente godt, det var ikke løgn, utrolig godt endda så han frygtede ikke for at stå som ludfattig hvis han endda besluttet at blive pensioneret, og skulle han komme ud for en ulykke fik hans straks en rimelig sum penge udbetalt om måneden i pension, så ja han var rimelig godt sikret. Han smilede da hun fortsatte og sagde at han kom til at betale ”Det var mig der inviterede dig ikke omvendt så selvfølgelig betaler jeg” svarede han med et skævt smil inden han førte hende bort fra mængden der endnu stod og gloede på dem, og endda gloede et godt stykke efter dem. ”Men du kender jo byen langt bedre end jeg gøre så du må vise vej” sagde han da de var kommet et stykke væk fra de andre, det var ikke fordi han var helt hjælpeløs, han kendte vejen, eller mente at han gjorde det var bare så længe siden at han havde gået disse ruter og derfor vil der nok være sket nogle forandringer. Tavsheden lagde sig over dem og for at den ikke skulle blive pinlig valgte han at stille hende et spørgsmål: ”Hvor længe har du spillet?” hans stemme var mild, blikket var dog rettet mod gaden.

[/td][/tr][/table][/center]

[Evelyn Zephyr]

I KNOW MY KINGDOM AWAITS

Let the rain wash away
all the pain of yesterday.
I know my kingdom awaits
and they've forgiven my mistakes.

Words: 451

Evelyns smil blev til et helt lille o, da han sagde at han tjente nok til at kunne købe en villa og en hel hektar jord. Det var rigtig meget. RIGTIG meget. Så... Andet ville have været tarveligt, hvis han ikke betalte. Hun var ikke engang sikker på at nogen musiker eller sanger tjente så godt. Og det gjorde man i hvert fald ikke som taxachauffør. Men det gav da lidt flere penge at køre folk rundt. Og det var da også hyggeligt.
"Hvis du en dag bestemmer dig for at købe en villa, så må du endelig sige til så jeg kan komme på besøg." sagde hun muntert og fulgte med ham ud af den store gruppe af mennesker der efterhånden havde samlet sig. Mange af dem var nu på vej væk eller på vej ind i Manwille.

Omkring det med at betale, havde han vel ret. Sådan var etiketten jo. Men i middelklassen (hvor Evelyn lå, trods alt det hun sagde og hvordan hun opførte sig) der kunne man aldrig helt være sikker, og det kunne føre en ud i de mest akavede situationer. Ikke fordi hun nogensinde selv havde prøvet det, eller noget i den stil. Det var hun alt for grunding tænkende til at falde for. Det meste af tiden, i hvert fald.

Hun var ikke helt sikker på hvor længe siden det var han var rejst væk, og hun var heller ikke sikker på hvor tit han havde færdes omkring her, så hun viste bare vejen lige meget hvad. Måske var det også bare høflighed som havde fået ham til at sige det. Men det kunne hun godt klare. Hun ventede bare på det tidspunkt hun kunne få ham til at blive mindre høflig - til de atter var blevet så gode venner som de havde været dengang. Hvis det overhovedet var muligt.
Da han atter brød stilheden, gik der et stykke tid før hun svarede. Hans stemme var så blid, som om han allerede viste det. Viste hvorfor.
"Jeg begyndte da jeg kom hjem fra Paris." startede hun i et lidt køligt tonefald, som slet ikke var rettet imod ham. Hun kneb øjnene en smule sammen og tog en dyb indånding. "Da det meste af min familie døde." Hun vippede lidt med den saxofon hun stadig havde på ryggen. "Det var min fars." Hun lød næsten som om saxofonen var en lille hundehvalp eller noget i den stil, men hun elskede hendes saxofon over alt på jorden.

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Evelyn ☆ words: 271 ☆ outfit: Clik ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Han smilede skævt over hendes svar. ”Du skal være den første der får besked” svarede han drillende. Hans planer indebar ikke at købe hus lige nu, sådan som det så ud nu skulle han tilbage til feltet om nogle måneder og derfor ville et hus stå tomt og være fuldkommen ubrugeligt så det vil være spild af penge medmindre han købte huset til sin familie? Hans forældre havde alligevel planer om at flytte fra byen så at købe dem et hus ville vel være det mest oplagte? Han sukkede svagt da han kom i tanke om faderens forslag for nogle få dage siden, faderen havde forslået at Gabriel skulle gifte sig hvilket ikke var noget den unge mand havde tænkt på nu, især ikke når han snart skulle tilbage i krig. Det var på ingen måde retfærdigt for den kvinde han skulle gifte sig med at leve et liv i frygt for at han skulle dø. På den anden side ville det glæde hans forældre utrolig meget. Han bemærkede den kølig tonefald i hendes stemme som undrede ham svagt men som han ikke stillede spørgsmålstegn ved. I stedet for lyttede han og standsede brat op da hun sagde at hun var begyndt da det meste af hendes familie var død ”Død? Hvem? Hvordan?” spurgte han forundret. Han havde intet hørt fra sin egen familie, det kunne meget vel være blevet skrevet i nogen af de breve der var gået tabt. Han satte sig i bevægelse igennem men ventede dog på et svar. Hvad mon der var sket? Han havde ingen anelse om det og han var ærlig talt rimelig forvirret nu.

[/td][/tr][/table][/center]

[Evelyn Zephyr]

I KNOW MY KINGDOM AWAITS

Let the rain wash away
all the pain of yesterday.
I know my kingdom awaits
and they've forgiven my mistakes.

Words: 280

Hun smilede let over hans drillende svar, og kom så til at tænke på om han havde tænkt sig at blive. "Tager du så tilbage i krig om et par uger, eller vælger du at slå dig ned her igen? Nu hvor du ikke behøver at arbejde mere resten af dit liv?" Hun smilede skævt da hun sagde det, og pillede let ved den cigaret som var ved at brænde ud i hendes mundvig. Men hun brændte dem altid helt op til filtret. Hun havde ikke penge til at lade være. Ikke endnu, i hvert fald. Men hun var jo også kun ved at få sit omtale lidt op i højderne. Snart ville hun helt klart være Bridgefords nye primadonna-sanger.

Evelyn standsede op sammen med ham - hvad kunne hun ellers gøre - og fortsatte da han gjorde. Bare et par sekunder senere end ham. Da han spurgte og lød så forvirret som hun alligevel havde regnet med, tøvede hun adskillige øjeblikke.
"Jeg ved det ikke." Endte hun bare med at sige, lidt mere lavmælt end hun plejede at snakke. Det var sandt at sige at hun ikke viste præcist hvem eller hvordan de var døde. Det var bare dem alle sammen - lige pludseligt. BUM, og så var hun alene. Ret syrealistisk.
Og dog, kunne hun ikke lade være med at kaste skylden på mafiaen. Når folk pludselig blev fundet på gaden - døde - så var det ret tit mafiaens skyld. Det sagde Eve dog selvfølgelig aldrig højt. Det kunne gå hen og give problemer.

[Gabriel Gellert Prince]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,10,true][cs=2][atrb=style, -webkit-border-radius: 25px; -moz-border-radius: 25px; border-radius: 25px; background: url(http://i1229.photobucket.com/albums/ee475/llamaturtlelove/background1.png); width: 450px; border: 2px dotted #aaaaaa, bTable] READING BETWEEN THE LINES ☆

[atrb=style, width: 100px; vertical-align: top] [atrb=style, width: 100px; background: #aaaaaa; opacity: 0.6] ☆ tags: Evelyn ☆ words: 290 ☆ outfit: N/A ☆ notes: -- ☆ credit: oxygen of ote

[atrb=style, background: #aaaaaa; opacity: 0.6] Hendes spørgsmål var på ingen måde ny for ham men alligevel virkede han ikke spor glad for det. Om han skulle blive eller tage af sted var ikke rigtigt noget han selv kunne afgøre. Det kunne gå hen og blive et problem hvis han ikke tog tilbage når han blev bedt om det, når man var i hans stilling kunne det betragtes som forræderi, desuden ville han gerne tilbage til sit arbejde, til sine soldater, brødre. ”Jeg tager af sted når jeg bliver tilbagekaldt… hvornår det sker aner jeg endnu ikke… ” godt nok behøvede han måske ikke arbejde men så rig var han altså endnu ikke. ”Jeg frygter for mine forældre… de er blevet gamle, og alle disse år med konstant bekymring om hvorvidt jeg er død eller levende har taget hårdt på dem… hvis jeg dør derude følger de helt sikkert trop” svarede han med en dyster klang i stemmen. Han endte dog op med at smile skævt og skubbe det til side. ”Nok om det…” sagde han så. Desværre blev emnet ikke skiftet spor meget for de stod pludselig midt i en situation hvor han havde en masse spørgsmål om hendes døde familie. Da hun svarede at hun ikke anede det så han uforstående på hende ”Hvem er tilbage så?” spurgte han. Udefra hvad han kunne høre var hendes far død, var der andre? Det var der nok men hvem? Hvad med hendes mor, og søskende? Var de okay? Det var helt klart ikke naturligt død, men var det overlagt mord? Det irriteret ham at han ikke vidste eller havde hørt noget om dette. Han ville gerne vide det hele men på den anden side var det sikkert ubehageligt for hende at han gravede sådan i det.

[/td][/tr][/table][/center]