|
Post by Valery Aurora Topkins on May 30, 2011 13:01:25 GMT 1
[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182]
NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING
never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT
At fyren ikke svarede men i stedet valgte at rejse sig og smutte hen for at finde sig en dansepartner generet hende ikke. Hun ignorerede ham blot endnu mere især fordi han lige havde siddet og opført sig som et lille barn. En mand med hans holdninger burde opføre sig mere efter sin alder end som et lille fornærmet barn. Hun fulgte ham kort med blikket idet han rejste sig men rettet blikket mod psykologen igen efter nogle sekunder da denne besvarede hendes spørgsmål. ”Hm.. James? Og De tror det er hans navn?” Sagde hun spørgende mens hun så ud til at overveje det, for det kunne lige så godt være et efternavn ”Hvad med et andet navn? Jeg går udefra at han kalder sig for James til fornavn.. kunne han huske et efternavne? Og… hvad med hans tøj, hvilke slags tøj havde han på?” tøj kunne tit fortælle noget om hvilke klasse man tilhørte.
Da psykologen præsenteret sig og rakte hende hånden hvorefter han spurgte til hendes navn lagde hun høfligt hånden i hans og svarede venligt og med et charmerende smil over læberne ”Mit navn er Valery Aurora Tompkins” svarede hun høfligt og utrolig venligt. Nu hvor fyren ikke var der til at surmule og være uhøflig fandt hun det kun passende at snakke pænt og høfligt og opføre sig som en anstændig ung kvinde. ”Men De kan kalde mig Valery” sagde hun venligt. Alt det der miss og de andre tiltaleformer var for kedelige og gammeldags efter hendes mening så han kunne passende kalde hende ved fornavn medmindre han ikke ville. Hun ville naturligvis ikke tvinge ham for det var jo hans valg men hun var flink nok til at fortælle ham at han ikke behøvede formelheder, det var nok med at de snakkede Des til hinanden og ikke dus. Hun førte whiskyglasset op til sine læber og tog endnu en tår og så endnu en for så derefter at lægge glasset fra sig på bordet igen og vende opmærksomheden mod brillemanden igen. ”Jeg har boet i byen hele mit liv, og jeg kender stort set alle i byen og enhver lille hjørne så jeg vil utrolig gerne hjælpe Dem. mest for at lade Dem slippe for at babysitte ungen der” sagde hun og gjorde et kast med hovedet i retningen af .. James?
words: 387 tag: Jake lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE
|
|
|
|
Post by Jake Corvett on May 30, 2011 14:00:27 GMT 1
James dansede let og elegant med kvinden og førte hende henover gulvet. Han havde ikke danset ofte, men det var noget, som han havde lært, sikkert da han var barn, hvilket også fortalte ham, at han havde været en mand i de højere rækker, og se, hvor han var nu, midt i det hele med en eller anden psykolog. Han lod kvinden dreje en gang om sig selv, hvorefter han trykkede hende ind til sig, da musikken blev en anelse mere stille. Det var ikke alle, som var tilfreds med dette optrin, men det opdagede James ikke.
William tog en slurk af sit vand, mens han tænkte over hendes spørgsmål, det var nogle udmærket spørgsmål. ”James var det eneste navn, som han huskede, men nej, jeg tror ikke, at det er hans navn, fordi det ville om muligt have vækket nogle minder fra hans fortid. Jeg håber, at vi kan møde nogen, som kendte ham og kan fortælle, hvad han hed. Og han har intet nævnt med et efternavn, så han går bare, som James.” forklarede William, mens han begyndte at overveje mulighederne for, at James ville finde sin gamle tilstedeværelse igen. Han havde prøvet at opgive, men James havde bare truet ham og fortalt, at de skulle fortsætte, og nu var der altså gået omkring 10 år siden den dag, hvilket var meget længe. Han havde også overvejet muligheden, om James vil for evigt leve livet i glemselen. Hvilket ville være et trist liv. Så længe han ville få sine penge, når hans arbejde var forbi, så var han glad.
”Den form for tøj, som han har på nu, er faktisk det, som han har på mest. Han har dog på et tidspunkt snakket om jakkesæt.” besvarede William kvindens spørgsmål omkring James påklædning, ”De fortalte også, at det var den form for tøj, som de fandt ham i. Og første gang jeg så ham, var han på et sygehus, hvor man plejede ham.” Tøj var ikke noget, som han kunne arbejde med, da han aldrig rigtig havde sat sig ind i de forskellige klasser. Han kunne dog ofte se forskel på folk, men han gik ikke op i det.
William løftede kvindens hånd og strejfede den med hans læber, før han igen gav slip på den. Han var en lidt gammeldags mand, men han var nu også en ældre herre. ”Det er en ære, at møde Dem, Valery.” sagde han en smule formelt. Han var dog faktisk en af dem, som hellere ville tiltale en dame med titel, end med navn, men da kvinden nu ønskede dette, så føjede han sig gerne.
”Han har været en ret interessant patient. Jeg har aldrig set en med sådan et hukommelsestab. Hukommelsen plejer at vende tilbage efter et par dage, men han har intet kunne huske, selv ikke efter 10 år. Men De ville da være en stor hjælp.” fortalte han og smilede venligt til Valery, hvorefter han tog endnu en slurk af sit vand.
|
|
|
Post by Valery Aurora Topkins on May 30, 2011 14:39:34 GMT 1
[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182]
NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING
never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT
Valerys blik blev vendt mod James idet psykologen fortalte videre. hun lyttede opmærksomt men hende blik var rettet mod manden som dansede med den unge kvinde, han så ud til at have styr på dansetrinene hvilket han enten havde lært sig i løbet af de sidste ti år eller havde lært fra barnsben. Noget sagde hende at det måtte være det andet eftersom han ikke så ud til at være en mand der gad lære den slags men hun kunne jo tage fejl. Hvis han skulle have lært det som barn fortalte det vel noget om hans baggrund, ingen fattige familie eller mellemklassefamilier lod deres børn få danseundervisning så denne må bestemt være fra en lidt højere stillet familie.
Da James trak kvinden tættere på sig idet musikken blev mere stille vendte Valery blikket mod den mand James havde henvendt sig til før og bemærkede at denne så alt andet end glad ud. Efter at have kigget på manden to gange gik det op for hende at det var en mand hun kendte. James måtte være forsigtig for denne kunne have et iltert temperament. Hun vendte dog blikket fra manden og rettede den mod William Black der havde spurgt om hendes navn, fået et svar og nu førte hendes hånd op til sine læber hvor hans læber derefter strejfede hendes håndryg. Hun smilede venligt men tog hånden til sig så snart denne slap og lod hånden hvile i skødet.
”At dømme efter måden James danser på viser det at han må have haft undervisning i dans i sin barndom, og hvis det virkelig passer at han er herfra byen så betyder det at han må komme fra en overklasses familie idet hverken mellemklassen eller underklassen har råd til danselektioner” hun tav og så ud til at overveje situationen. Hun anede virkelig ikke helt hvorfor hun ville hjælpe denne mand, måske fordi James´s historie minder om hendes egen? Muligvis. “Så han forsvandt fra sin familie for 10 år siden? Jeg kan spørge mig rundt omkring, hvis han havde familie måtte de havde søgt efter ham, muligvis forældre, søskende eller andet familie.” sagde hun spørgende og virkede fjern i blikket idet hun sad og tænkte på hvilke måde hun skulle gribe det hele an på.
words: 373 tag: Jake lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE
|
|
|
|
Post by Jake Corvett on May 30, 2011 17:15:28 GMT 1
William sad og så lidt forbløffet på Valery, for derefter at sende James et blik, som dansede med en kvinde, han kunne se, hvad hun mente. ”Jeg havde ikke helt regnet med, at han ville komme fra overklassen, men det vil nu passe meget godt til ham, fordi han gør, som det behager ham, og det gør han faktisk. Han har endda truet mig.” det sidste hviskede han nærmest, da han ikke mente, at alle og enhver skulle vide, at en patient truede sin psykolog. Trusler kunne heller ikke bevises. William, som enlig aldrig var blevet bange for andre trusler, var faktisk blevet bange for James’ trussel, fordi han faktisk troede på, at han ville gøre alvor af den.
”Jeg ved ikke, hvor meget De vil få ud af at spørge omkring. Dengang vi fandt ham, var der ingen, som satte en annonce i avisen, og der var heller ikke nogen, som svarede på den, som vi sendte ud. Jeg ved ikke, hvor meget håb, der er for James.” forklarede William og sukkede kort, hvorefter han hævede sit glas til sine læber, men han lige noget at tilføje, ”Men De er da velkommen til at prøve.” Derefter drak han noget vand, dog satte han ikke glasset fra sig, men beholdte det i hånden.
James hviskede noget til kvinden og lod sin hånd strejfe hendes kind, hvilket fik kvinden til at fnise. Da musikken stoppede denne gang, bukkede han for kvinden, da hun nejede, hvorefter han førte hende tilbage til det bord, hvor hun havde siddet før. Dog manden fra før rejste sig op, tog kvindens hånd fra James, hvorefter meget voldsomt prikkede James på skulderen og råbte noget med, at han ikke skulle stjæle andres kvinder. James trippede nogle skridt tilbage. Tjenerne, som kunne fornemme ballade kom til undsætning og bad herrerne om at tage den med ro. James havde en fornemmelse af et deja vu, da han stod og fattede sig. Han vidste, at dette var sket før på netop dette sted, men muligvis med en anden mand og under nogle andre omstændigheder, men der var han også blevet prikket på skulderen, men hvad havde været hans handling? Det endte med at James sagde noget igen og var ved at gå, da manden valgte, at han ville springe på James, hvilket James så. Der var ikke helt nogen, som så, hvad der skete, men pludselig stod James bag manden og havde vredet mandens arm om på ryggen af ham. Han gav dog meget hurtigt slip igen, men med den mening at stedet var blevet lidt for livlig efter hans smag, hvorefter han gik ud af døren.
William så bare efter James, som var gået, med åben mund.
|
|
|
Post by Valery Aurora Topkins on May 30, 2011 17:58:19 GMT 1
[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182]
NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING
never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT
Hvor meget hjerne havde fyren der sad ved siden af hende endelig? Ikke spor meget når det tog ham ti år at finde ud af at hans patient måtte være fra overklassen, og han fandt ikke engang ud af det på egen hånd men ved hjælp fra hende. Desuden tog det ham ti år mens det kun to hende ganske få minutters observation at finde ud af det. På den anden side var hun jo trænet i at observere den slags og hendes træner og mentor var sleve mafiabossen så den slags måtte hun ikke overse. At høre at James havde truet ham kom nu ikke spor meget bag den unge kvinde, det ville endda komme bag på hende hvis han ikke gjorde. Han lignede en type der kunne finde på at true folk, og skade dem hvis de ikke gjorde som han sagde men hun kunne jo tage fejl.
Hun lyttede til William Black idet denne fortalte om de ting de havde gjort da de havde fundet ham og hun smilede ”Jeg er en magtfuld kvinde min herre… jeg har andre metoder” sagde hun og blinkede drillende til ham. Hun var blevet mindre anspændt og mere rolig især fordi denne man ikke så ud til at være en trussel det mindste.
Hun vendte blikket mod James igen og fulgte ham med blikket idet denne hviskede et eller andet til kvinden og lod hånden strejfe hendes kind hvorefter kvinden fniste. Hun skyndte sig at trække skoene på idet James førte hende tilbage til det bord han havde ført hende bort fra. Da manden rejste sig fulgte hun hans eksempel og hun ignorerede for nogle sekunder William for dette kunne blive virkelig slemt. Da manden valgte at overfalde James var hun hurtig væk fra bordet og på vej hen imod manden som James nu havde fået et tag i. Hun var knap nåede derhen da James slap manden og stormede ud. Hun fulgte ikke efter ham i første omgang men hilste på manden hvis opmærksomhed hurtigt blev vendt mod hende. med charmerende smil, søde ord og et flirtende og forførende blik dulmede hun mandens vred hvorefter hun undskyldte James´ opførsel. Manden så temmelig overrasket ud og spurgte om James var en ven men hun rystede på hovedet og svaret at det var noget arbejdes relaterede hvilket manden nikkede til. Hun undskyldte sig hvorefter hun smuttede hen imod døren med lette elegante skridt og på vej derhen blev hun fulgt af manges blikke. Hun gik udenfor og fandt hurtigt James ”Fjols tænk dog være De handler. Næste gang er jeg her ikke til at redde Deres store belastende røv!” sagde hun med en hvislende kølig og hård stemme.
words: 446 tag: Jake lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE
|
|
|
|
Post by Jake Corvett on May 30, 2011 19:05:31 GMT 1
William så lidt betuttet på Valery. Hvordan kunne hun være en magtfuld kvinde, når hun ikke engang var gift med nogen? Det var noget, som han ikke var stødt på før, men han havde opdaget, at i denne by var ikke alt, som det så ud til, og de var en smule anderledes end andre byer. Verden var sørme et underligt sted, fordi man ikke kunne regne med noget, selvom man troede, at man havde styr på tingene. At putte mennesker i kasser var meget svært.
James var blevet stående ude for stedet, fordi han jo ikke kunne gå uden William, som var den eneste, som kendte til hans situation, og som vidste, hvor han var blevet fundet, og han havde også hans medicin, som skulle hjælpe på hans hukommelse. Han kløede sig i håret og vendte sig lidt forskrækket om, da han så kvinden var kommet ud og skældte ham ud. ”Nå, så nu vil man gerne tale med mig.” mumlede han frem for sig selv, mens han tænkte over, hvad han lige havde gjort. Hans krop havde reageret før hans hoved havde registeret noget, derfor havde han også givet slip, da han havde opdaget det. ”Jeg behøver ingen hjælp, specielt ikke fra en kvinde.” sagde han så bestemt tilbage til hende. Han overvejede en tanke, fordi han kunne huske noget med, at folk faktisk havde været bange for ham? Hvordan det hang sammen, vidste han ikke, og det gav ingen mening for ham.
William havde siddet lidt og kigget efter Valery, som nu også var forsvundet ud af døren. Der gik noget tid, før han enlig forstod situationen. Han betalte hurtigt en tjener og strøg selv ud af døren, for at finde Valery og James.
|
|
|
Post by Valery Aurora Topkins on May 30, 2011 19:28:55 GMT 1
[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182]
NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING
never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT
At William ikke forstod hvordan hun kunne være en magtfuld kvinde kunne hun tydeligt se på hans ansigt. Hun valgte dog ikke at uddybe for der var ikke rigtigt noget at sige dertil. Tiden ændrede sig og i denne by behøvede en kvinde ikke være gift for at være magtfuld.
Udenfor fandt hun James som ikke stod særlig langt fra selve døren og derfor faldt hendes blik straks på ham. Han var svær at overse med den størrelse. Hans mumlen fik hende til at hæve brynet og lægge armene over kors, hun gyste svagt idet en brise gled ind over dem. Det var ikke just varmt så sent om natten og hun havde efterladt sin frakke indenfor. ”Havde du bare været en smule høflig havde jeg gidet tale med dig” svarede hun spidst og fnyste. Hun tav på ny og igen hævede hun brynet ved hans ord ”Fyren der kunne snigmyrde Dem at De ved det… og med Deres hukommelse der åbenbart er som en si er det ikke til noget hjælp. Så i stedet for at spille arrogant og selvoptaget fjols burde De være taknemlig for min hjælp” svarede hun lod hånde stryge en hårlok væk fra ansigtet hvorefter hun fangede hans blik ved sit.
Hun kom i tanke om hans psykolog og sukkede. Fyren ville dukke op om lidt og nok ødelægge hendes forsøg på at snakke med James med hans plapren. Uden at tage hensyn til hvad James mente og dette tog hun pludselig fat i hans håndled og trak ham hurtigt med ind mellem to bygninger. Hun kastede et blik ud af gyden da hun havde sluppet ham og bemærket at Wiliam stod ved døren. ”Jeg forstår endelig godt at I to kan sammen… I er begge fjolser” mumlede hun mest for sig selv inden hun vendte sig om mod James igen.
words: 306 tag: Jake lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE
|
|
|
|
Post by Jake Corvett on May 30, 2011 19:45:35 GMT 1
James fnyste bare, da kvinden mente, at hvis han havde været høflig, så havde hun talt pænt til ham. En kvinde burde generelt tale pænt og respektfuldt til en mand efter hans mening. Han var enlig ret ligeglad med, hvad hendes arbejde var, hun skulle bare behandle manden rigtigt, så var alt godt. Og så måtte det også gerne være hende, som lavede maden. Han var selv en elendig kok, men hvilken mand med respekt for sig selv kunne finde ud af at lave mad? Hans tanker blev afbrudt, da kvinden igen talte. ”Ha.. Der er ingen, som kan skade mig, uden at de selv kommer til skade.” svarede han igen. Hvor ordene var kommet fra, det kunne han ikke svare på, men han kunne huske ordene, det var nogen, som han havde brugt før, men han kunne huske sammenhængen længere. Og det gav ham hovedpine, og hvor han dog hadede hovedpine. Kvinden gav ham hovedpine, hvorfor havde han dog også mødt hende? Hans smøger! Han måtte have en smøg.
James kunne pludselig mærke noget omkring hans håndled og blev trukket med mellem nogle bygninger. Og han havde ikke engang nået at finde sine smøger, den kvinde var en skændsel mod samfundet. Han hørte, hvad hun sagde, og var pænt ligeglad med det. Han havde et ord eller to, som han skulle veksle med kvinden her og nu. Han lod sig ikke kommandere rundt med bare sådan uden videre, specielt ikke af kvinder. James skubbede hende op ad muren, hvorefter han lægge sin hånd på væggen, så den arm, der var mod gaden, ville spærre vejen for hende. Derefter ville han gå helt tæt op ad hende, men stadig med nogle centimeter afstand, og presse hende helt op ad muren. Deres ansigter ville kun være nogle få centimeter fra hinanden. Irritationen kunne ses i hans blik. ”Det virker til, at du ikke kender din plads, kvinde.” sagde han med en snerrende, men tydelig og irriteret tone.
|
|
|
Post by Valery Aurora Topkins on May 30, 2011 20:07:03 GMT 1
[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182]
NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING
never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT
Hun fnyste selv på ny og himlede med øjnene. ”Hvad får Dem til at tro det? De er ny i byen, han knap finde rundt og ved intet om den overhovedet” svarede hun og gav ham derved grunde til hvorfor han var et let bytte for eventuelle fjender. Hun lagde armene yderligere om sig selv og holdt endnu en gys tilbage. Det var virkelig koldt. Hun fugtede svagt læberne med tungespidsen ”De er vel en af De mænd der ikke kan tåle at en kvinde er bedre stillet end Dem, eller kommer Dem til undsætning og redder Deres røv når den er i problemer” hun rystede på hovedet af ham. Typisk mænd! De troede altid at de var langt bedre bare fordi de havde muskler.
Få sekunder efter stod de i gyden. Hun havde knap vendte sig om mod ham igen inden han havde skubbede hende op ad den kolde mur bag hende. Hendes blik var dog fuldkommen roligt selv da han kom helt tæt på. hun end ikke blinkede, hendes blik fangede hans og hvilede fuldkommen roligt, nærmest udfordrende i hans som om den sagde at han ikke turde gøre hende noget! Hun kunne tydeligt se irritationen i hans øjne og smilede håndligt ved hans ord ”Jeg kender min men du kender helt klart ikke din.. Mand.. Glem nu ikke hvem der har sin hukommelse i behold” svarede hun køligt og utrolig nedladende. Hun havde skiftet De tiltalen ud med du for at understrege hvor lavt stillet hun synes han var. Han vil få så mange problemer hvis han gjorde hende noget, på den anden side vidste hun jo heller ikke hvem han var, og han vidste jo selv ikke hvem han var så der var ikke noget at sige dertil.
words: 292 tag: Jake lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE
|
|
|
|
Post by Jake Corvett on May 30, 2011 20:23:15 GMT 1
James valgte at overhøre kvindens mening. Det kunne godt være, at han var ny i byen, men han havde helt klart en fornemmelse af, at han havde været her før, det var den der hjemlige følelse, som gjorde det, men nu var han også begyndt at føle, hvor højt han enlig havde lagt i denne by, og han havde været temmelig højt oppe. Han fnøs ved hendes bemærkning om, at han ikke kunne tåle, at kvinder var bedre stillet. Der var en fejl i hendes sætning, kvinder var nemlig ikke bedre stillet end mændene, men ja, de kunne vel godt redde mandens røv, selvom det ikke var så velset fra hans side. Han kunne passe sig selv.
Det irriterede James, at kvinden var så rolig, som hun var. Og det irriterede ham faktisk også, at han ikke kendte hendes navn, men han kunne vel ikke så godt spørge hende om, hvad hun hed. Det kunne han altid finde ud af senere, hvis han da gad og spilde sin tid på kvinden. Han anede ikke engang, hvorfor han gad bruge sin energi på hende nu. James fnøs let ved hendes bemærkning omkring hans hukommelse. ”Du skulle måske begynde at bede til gud om, at jeg ikke får den tilbage. Det kunne jo være, at jeg fandt ud, at jeg var søn af en adel, som er med til at bestyre byen.” svarede han bare igen. Han lagde ikke mærke til, at hun ændrede sin tiltale form, fordi han havde tiltalt hende du fra starten, fordi han ikke respekterede hende. Hans irritation faldt en smule, men han gik dog efter at få det sidste ord indført.
|
|