En drink

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Dagen havde været lang og hun havde arbejdet en del. Det var endelig kun for ti minutter siden at hendes arbejde var blevet bragt til ende og hun havde derfor ikke rigtigt taget sig af hvor hun var gået ind hun måtte bare sidde ned. Skoene dræbte hendes fødder, høje hæle, stramme og vildt irriterende at have på. Hun var ret sikker på at hendes fødder blødte og havde vabler flere steder. Hun havde ikke vidste at hun skulle gå så meget rundt, og derfor havde hun valgt så høje sko, hun havde selvfølgelig fortrudt sit valg i løbet af formiddagen men hun havde ikke rigtigt kunne stille noget op. endelig trådte hun ind på Dewins hvor der som altid blev spillet jazz. Hun fandt sig en plads i det ene hjørne hvor hun med stor sandsynlighed vil være i fred og ro fra folks nysgerrighed og dømmende blikke. Hun var for fin klædt til at komme sådan et sted, det var ikke så skidt men hun så ud til at være en overklassekvinde med det flotte kjole, dyre pelsfrakke, flotte opsat hår og sminken som blot understregede hendes fine træk. Hun havde trukket frakken af og lagt den ved siden af sig på hjørnesofaen og diskret skubbede hun skoene af. Da de var kommet af sukkede hun og vrikkede med tæerne en smule. Skoene var skjult ind under den lange kjole og derfor vil man ikke lægge mærke til at de var blevet skubbet af. Hun blev siddende for sig selv inden en tjener dukkede op og spurgte om hvad hun ville have. Hun svarede at hun ønskede en whisky og denne smuttede af sted igen. Nogle minutter efter dukkede fyren op igen med whiskyen og smuttede efter efterfølgende. Hun første fraværende glasset op til sine læber, nippede til den inden hun satte den fra sig igen. words: 308 tag: Jake lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Jake Corvett]

James var lige ankommet til denne by. Han følte sig ganske tilpas og følte et sted, at det var her, at han følte sig hjemme, der var noget bekendt ved stedet. Derfor havde hans ledsager, og psykolog, William, valgt, at de skulle blive i byen i nogle dage, da det kunne være, at deres søgen endelig kunne bære frugt. De havde været igennem meget af Amerika, da det gik op for ham, at de kunne vende tilbage til den by, hvor de havde fundet knægten for 10 år siden, han forstod ikke, hvorfor de ikke havde prøvet muligheden før, men sådan var det nu, når man fordybet i sit arbejde, nogle ting virkede ikke indlysende.

James havde ladet sine fødder gå der, hvor de ønskede, mens han havde været optaget af at suge byen til sig. Da han stoppede foran en bar, smilede han automatisk og sagde, ”Dewins.” Hvor han vidste det fra, vidste han ikke, men det lå så naturligt i munden på ham, at han bare havde sagt det, derefter havde han besluttet sig for, at han ville træde ind på stedet. Og William havde syntes, at det var en god idé. Så de åbnede døren og trådte ind på stedet, den velkendte jazzmusik mødte deres øre.

William var den, som så sig omkring og valgte, at de skulle tage plads ved et bord i nærheden af en ganske køn dame, som sad ganske alene tilbage. Måske var hendes mand en af musikkerne eller så hentede han noget. James fulgte enlig bare efter ham, mens han pillede ved sit venstre øre, hvor en del manglede, men James kunne ikke huske hvorfor. Da de havde sat sig ned, bestilte James whisky og en øl, da han fandt det naturligt, mens William bare ville have en enkelt whisky. James fandt sine smøger frem og tændte en, hvorefter han kiggede forbi William og fik øje på en kvinde, der så ganske nydelig ud.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Valery havde været fraværende så da døren til Dewins var gledet op havde hun ikke bemærket det. Døren gik jo alligevel op hele tiden og der kom folk mens andre gik så hvis hun skulle kigge hen mod døren hver gang den blev åbnet ville hun blive tosset. Hun blev dog opmærksom da to mænd satte sig i nærheden af hende og så kort til side. Den ene af dem havde en ganske tiltrækkende udseende mens den anden nærmest blot var en skygge af ham. Hendes blik faldt dog på den unge mans øre idet han pillede ved den og rynkede på panden over synet af at der manglede noget af øret. Hun vendte blikket væk og rettede det mod musikkerne dog duen rigtig at se dem. Hun tænkte på dagens job og de oplysninger hun havde fået, oplysninger hun måtte viderebringe til mafiaen. Fornemmelsen af at blive iagttaget fik hende til at vende blikket til side hvor den faldt på manden fra før da denne kiggede på hende. Hendes blik mødte hans og veg ikke en millimeter, hun end ikke blinkede eller så væk som enhver anden anstændig pige ville have gjort, og heller ikke som mænd nu engang forventet at man gjorde. Hendes blik var en anelse arrogant og selvsikkert, for ikke at sige trodsigt. Hun samlede glasset op, førte det op til sine læber og drak en smule af glasset endnu engang. Hun vejet glasset i sin hånd inden hun satte den fra sig på bordet og først da vendte hun blikket fra manden og rettede det forude for sig igen. Blikket ændrede sig straks og nu så hun blot ud til at kede sig. døren til baren blev åbnet og en flok på fem kom ind, larmende og enormt berusede allerede hvilket fik hende til at sukke irriteret. Men man kunne vel ikke forvente andet af sådan et sted. words: 313 tag: Jake lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Jake Corvett]

James fik et lille smil på læben, da kvinden så ham i øjne og blev ved med at gøre det. ”Det er uhøfligt at kigge en mand i øjne, når man ikke er gift med ham.” sagde han, og det var selvfølgelig hentydet til den kønne kvinde. Han var klædt i en mørkeblå T-shirt og jeans, ikke særlig formelt, men det var nok heller ikke nødvendig med hans udseende. Det var hans egen mening hvert fald omkring det. William bar et gråt jakkesæt og et par briller, som han altid gjorde, og han lignede af alt bare en kedelig mand. Men hvad var også interessant med psyokologer, som interesserede sig for problemer og ikke udseende?
James pustede igen røg ud i små ringe, da han kedede sig. Han ville virkelig gerne have, at der skulle ske et eller andet spændende.

En tjener dukkede op med deres bestilling, hvilket gjorde, at James måtte afbryde deres stirre konkurrence et øjeblik. Han tog sin øl, satte den for munden og drak halvdelen af den, før han igen satte den fra sig. Hvor følte han sig dog hjemme, men han kunne ikke forklare hvorfor. Stedet virkede bekendt, øllen smagte, som den skulle, som den altid havde gjort ved dette sted. En lille hovedpine begyndte i hans baghoved, hvilket generede ham. Han hadede hovedpiner.

James greb sit whisky glas med den frie hånd, hvorefter han rejste sig op og gik hen til kvinden og satte sig ned ved siden af hende, selvfølgelig med lidt afstand. Aldrig for tæt på en kvinde, hvis hun nu tilhørte en anden mand. Han ignorerede de larmende, berusede mænd. William var selvfølgelig blevet nysgerrig og havde halvt vendt sig i stolen og betragtede nu kvinden og James. ”Do you know each other?” spurgte han sådan ganske roligt.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Hun hævede det ene fine slanke bryn ved hans ord og fnyste ”Det er uhøfligt at stirre en kvinde i øjnene når man er en gift mand” gav hun igen. Hun var ikke gift så hvis hans ord passede så var der intet galt i at kigge ham i øjnene når hun ikke selv var en gift kvinde. Så i princippet kunne hendes svar have to betydninger, den ene at hun ikke var gift og derfor kunne kigge ham i øjnene og for det andet at han selv skulle holde sit blik for sig selv inden hun ville følge hans eksempel. Eller overveje at følge hans eksempel. Deres øjenkontakten blev brudt, heldigvis for hun måtte blinke på et tidspunkt. Manden ved hans side var kedelig på mange måder, det generet hende ikke at han havde briller på eller et jakkesæt, men han virkede ret… kedelig. Hvorfor anede hun ikke, men hans udseende var ikke spor tiltalende og mere kedeligt end spændende og interessant end hans siddekammerat. Hun tømte sit glas med whisky og idet tjeneren havde stillet deres drinks gjorde hun tegn til at han skulle hente hende endnu en hvilket denne nikkede til og smuttede af sted efter en ny whisky. Hendes blik gled til side idet manden meget uhøfligt og uden at spørg om lov satte sig ved siden af hende selvom der dog var en vis afstand i mellem dem. Hun hævede atter brynet og så spørgende og en del nedladende på ham. Hvad bildte han sig ind sådan blot at sætte sig uden at spørg. Godt nok var hun en kvinde, og godt nok var hun alene men han havde ingen ret til at sætte sig uden at spørg. Den anden mands spørgsmål fik hende til at se forbi denne og hen på brillemanden ”Ved Gud vi ikke gøre, Deres ven er blot utrolig uhøflig sådan at sætte sig uden end at spørge om lov” svarede hun med den rolig melodiske stemme som havde en snert af afsky i stemmen. Hun brød sig allerede ikke om fyren ved siden af sig selvom han ellers var utrolig tiltalende, han var nok endnu en af de fyre der troede han var noget men som nok ville blive sendt væk om ikke så længe. Tjeneren dukkede op ved hendes bord igen og satte den nye whisky foran hende og samlede det gamle glas op. words: 395 tag: Jake lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Jake Corvett]

James kiggede på kvinden, som åbenbart var mere eller mindre en modstand, og så kendte hun åbenbart ikke sin plads i livet endnu. ”Så vidt, som jeg kan gå ud fra, så er jeg ikke gift.” svarede han bare igen. Han vidste ikke, om han var gift, men der var ingen, som havde sendt bud efter ham, da han var forsvundet, og når man var 17 år, så var man vel ikke gift, og han havde heller ikke giftet sig i mellem tiden, så alt i alt gik han ud fra, at han var en fri mand, som kunne gøre, hvad han ville. Og det virkede også til, at kvinden var ledig, selvom hun ikke burde befinde sig på sådan et sted, alene.

James var ikke en mand, som var særlig høflig, specielt ikke, når det gjaldt kvinder, som ikke kendte deres plads i samfundet. Selvfølgelig måtte de gerne være udfordrende, men på en mere diskret måde, og kvinden her var ikke diskret nok ifølge ham. Og hun virkede også ung, måske for ung til ham, men hun udfordrede ham på en måde, og han havde skam tænkt sig, at han ville sætte hende lidt på plads.

Hans tanker blev afbrudt, da kvinden svarede William. Han så selv tilbage på William med et blik, som fortalte, at han enlig bare skulle holde sin mund, men selvfølgelig gjorde William ikke, som James ønskede. Det gjorde psykologer aldrig.
William hostede svagt, da kvinden mente, at James var hans ven. Han smilede efterfølgende undskyldende til kvinden, han var ikke helt så streng på det område med kvinder, som James var. ”Han er min patient, og jeg beklager hans opførelse.. jeg..” længere nåede William ikke i sin forklaring, fordi James havde hamret det tomme whisky glas i bordet. Han havde tømt glasset, da William havde begyndt sin tale. Han fnyste lavt. ”Jeg gør, som det behager mig.” sagde han bare igen. Det var tydeligt, at han havde svært ved at respektere kvinder. Han bad yderligere om en whisky, da tjeneren kom med kvindens bestilling. Hans øl havde han allerede glemt.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Måden han svarede på fik hende på ny til at lade brynet glide en anelse op ”Det undre mig nu ikke, der findes næppe en kvinde der ønsker Dem” svarede hun ligeud og uden at tage hensyn til hverken hans følelser, mening eller eventuelle tanker om hende. Han startede med at stirre så kunne han skam også få den lige tilbage i hovedet. Hun strøg en hårlok væk fra øjnene og holdt blikket væk fra ham. Hun gad ikke folk under hendes stand, og især så uhøflig folk. Hans mening om kvinder nærmest lyste ud af ham hvilket blot fik hende til at afsky ham endnu mere. Selv var hun heller ikke gift men hvis han satte spørgsmålstegn ved dette eller svarede hende tilbage med en hård bemærkning havde hun skam endnu et svar klar, det havde hun altid. Hun førte glasset med whiskyen om til sien læber og drak endnu engang, lod fornemmelsen af den kølig væske glide ned gennem ganen og sukkede svagt over den dejlig kølige væske, dog var sukket så svagt at det knap ville kunne høres, og selv hvis det kunne så var hun ligeglad. Da psykologen svarede og på uhøfligvis blev afbrudt da manden ved hendes side hamret glasset ned i bordet himlede hun med øjnene. hun ignorerede mandens svar om at han gjorde hvad der behagede ham og så i stedet på brillemanden med et medliden blik ”Åh han er sindssyg, det anede mig.” svarede hun og skyndte sig at fortsætte ”Det må være hårdt at tøjle ham, han virker ret .. rebelsk” hun ignorerede ham med vilje for at lade ham vide at hun intet respekt nærede til ham, og slet ikke synes at han var værdi til at hun henvendte sig til ham. Igen var han selv uden om det når han blot satte sig ved siden af hende uden at spørg om lov og selv udfordrede hende ved at stirre i første omgang. Godt nok var hun kvinde og han mand, og godt nok levede de i et samfund hvor en kvinde var manden underdanig, men denne kvinde var langt mere opdraget og høfligere end fjolset ved siden af hende. Selvom hun ikke brød sig om ham og selvom hun udviste dette ret tydeligt var han alligevel ret spændende. det var længe siden hun havde fået sådan en udfordring så hvorfor ikke more sig, desuden befandt de sig i et offentligt sted så han vil ikke kunne gøre hende noget. words: 410 tag: Jake lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Jake Corvett]

James grinede svagt ved kvindens bemærkning. ”Der har nu været rigelig med kvinder, som ønskede at blive ved min side.” svarede han bare igen, og lænede sig tilbage og virkede ret afslappet. Der var et og andet, som i hans underbevidsthed fortalte ham, at hun ikke var den eneste kvinde, som opførte sig på denne måde, i denne by. Tanken virkede udfordrende, men også bekendt. Der var så mange bekendte og hjemlige følelser, som var begyndt at fylde ham, siden han havde sat sine ben i denne by, der var noget, som han ikke vidste. Nu slog hovedpinen igennem, men han ignorerede den fuldstændig, han havde ikke tid den slags lige nu.

James tænkte ikke på, at kaste hendes bemærkning tilbage i hovedet på hende, fordi han ville nok bitterligt fortryde det, fordi der var noget over hende, som gjorde, at man ville have hende, men hun var alt for udfordrende til, at han gav sig i kast med hende. Han måtte vente og udvælge sig et nyt mål næste gang. Han havde tiden foran sig, som han altid havde haft. Det han manglede, var hans hukommelse, det var det, som han savnede.

James så irriteret på kvinden, da hun valgte at ignorer ham. ”Så vi vælger at lade, som om, jeg ikke er til stede. Fint. Fint.” sagde han og bad tjeneren om øl denne gang, da denne afleverede hans whisky, som han tømte med det samme. Han flyttede sig ikke fra sin plads ved kvindens side, men blev siddende. Hans lagde armene over kors og valgte at holde fokus på musikerne, men vil dog følge med i deres samtale, da den åbenlyst handlede om han. Han valgte ikke engang kommentere på, at hun mente, at han var sindssyg.
William ventede på, at James var faldet til ro igen, da han jo kendte til fyrens temperament. Han havde allerede skrevet ned, at han gættede på, at drengen havde været forkælet, som barn. ”Jeg går ud fra, at han er af en familie, som enten er adel eller højere stående, hvilket kan være en meget god begrundelse for hans opførelse. Men nej, han er ikke sindssyg. Han lider af et massivt hukommelsestab og kan intet huske af hans barndom. Vi leder efter nogen eller noget, som kan sætte gang i hans hukommelse og få ham til at huske. Og stedet her virker indtil videre rigtigt.” forklarede William venligt kvinden. Han elskede at forklare om andres problemer, hvilket gjorde ham til en meget underlig mand i manges øjne.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Hun fnyste ved hans svar ”Så havde de nok alle været lige så sindsforstyrret som Dem” svarede hun med en ligegyldighed i stemmen der vil være i stand til at smelte selv jern. Det var nu ikke helt sandt for hun kunne skam se vise ting der ville få kvinder til at ønske ham ved deres side, men det var nok kvinder der ønskede tryghed, en mand de kunne tjene og passe og som kunne forsørge dem mens de selv blot sad hjemme og passede hus og børn. For hun var helt sikker på at denne mand var sådan en type. Interessant, men på samme tid kedelig. At han ikke svarede hende tilbage fik hende til at smile skævt. Han frygtede vel for at hun kunne slynge et svar tilbage i hovedet på ham som han ikke vil være i stand til at besvar eller sige imod. Godt valg hvis man spurgte hende, i det mindste havde han da hjerne nok til at finde ud af hvornår han burde holde sin mund. Hun bemærkede hans irriteret blik på sig men ignorerede ham indtil han selv sagde at man valgte at ignorer ham. Da vendte hun blikket mod ham med et hævede bryn ”Undskyld putte, men når voksne snakker tier de små” sagde hun bevidst om at hun legede med ilden, psykologen i nærheden virkede utrolig opmærksom på manden, nok fordi han kendte ham så godt, Valery derimod kendte ikke manden og vidste ikke hvor meget der skulle til inden han flippede ud, men hun regnede med at der ikke skulle så meget til, hans reaktion fra før var det der havde indikeret det. Hun førte glasset med whiskyen op til sine læber idet brillemanden begyndte at fortælle om sin patient. Hun virkede utrolig interesseret i det han fortalte – hvilket hun da helt klart også var – og nikkede de rette steder som indikation på at hun lyttede. At fyren havde mistet hukommelsen og intet anede om sin barndom mindede hende om sig selv. Hun vidste skam heller ikke spor meget om sig selv grundet sit hukommelsestab. Hun derimod havde blot aldrig forsøgt at finde ud af noget om sig selv, frygten for hvad hun ville finde havde hindrede hende i det. ”Så de tror at denne mand er her fra byen? Det lyder jo interessant, jeg kan muligvis hjælpe Dem hvis De ønsker det?” sagde hun spørgende. Hun kendte jo byen ind og ud så hun vil helt klart kunne hjælpe hvis hun bare fik noget yderligere information. ”Jeg fik vist ikke fat i Deres navn?” fortsatte hun og derved spurgte hun ham om sit navn. Hun ignoreret fortsat manden ved hendes side som så ud til at have travlt med at drikke og betragte orkesteret. words: 455 tag: Jake lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Jake Corvett]

James mumlede et eller andet meget utydeligt, men valgte ikke videre at svare på det, som kvinden sagde om ham. Han var mere eller mindre gået over i sit barnlige hjørne, hvis man kunne kalde det det. Måske, fordi der var nogle ting, som rørte på sig i hans hukommelse, som gjorde, at han genoplevede sin teenager år, det var ikke til at sige, fordi han kunne ikke selv finde nogen forklaring på det, og han havde skam ikke tænkt sig at fortælle William noget, han hadede psykologer, de var lige til at skyde. Hmm.. Skyde? var lige den næste bemærkning, som røg gennem hovedet på ham.

James valgte fortsat at ignorer kvinden, da hun mente, at hans skulle tie, da han var et barn i hendes øjne. Han valgte at tænde en ny smøg, hvorefter han irriteret pustede alt røgen ud med det samme, for at tage et nyt hiv. At ryge hjalp ham altid med at dulme nerverne, når de blev for meget for ham. Han lod noget røg komme ud gennem næsen på ham, da hans øl endelig ankom, som han gladelig tog med den frie hånd for derefter at tømme glasset, men han bestilte ikke noget nyt, fordi han mere eller mindre noget, som gerne ville.
James fnøs lidt, da kvinden mente, at hun kunne hjælpe dem. Han skoddede sin cigaret i et askebæger, hvorefter han rejste sig op uden et videre ord, han ville ikke høre psykologens svar. Han gik roligt hen over gulvet til et bord, der så godt fyldt ud. Han prikkede let en herre på skulderen og spurgte ham tydeligvis om noget, hvorefter han tog kvindens hånd, som sad ved siden af ham. Han førte hende op på gulvet, hvor der var nogle få andre, som dansede.

William så efter James, da han rejste sig op, men valgte at betragte kvinden igen, da hun jo havde spurgt om noget, og man måtte jo være høflig og svare. ”Det virker til, at han er bekendt med byen, og vi fandt ham desuden et stykke ude for byen, og jeg beklager mig selv lidt over, at vi ikke tog til byen noget før.” begyndte William, ”Vi ved stort set ingenting om ham, og det eneste navn, som han kan huske er James.” William syntes selv, at det virkede lidt, som en håbløs situation, men man skulle aldrig opgive. ”William Black.” præsenterede han sig selv og rakte en hånd mod kvinden, ”Og hvem har jeg æren af at møde.”